Anmeldelse: Kong Arthur: Legenden om sværdet
Det kan ikke nytte noget at surmule over, at den traditionelle kongemyte ikke holdes i hævd med gamle klassiske dyder, når det kollektive kor samtidig brøler efter originale manuskripter i disse tider. Engelske Guy Ritchie gør tingene på sin måde med "Kong Arthur: Legenden om sværdet", og dén måde defineres ved sin flabethed. Intet er helligt i Ritchie-land, og køerne slagtes simultant med karaktererne uden at blinke.
Det hele er set før. Forsøget på at opdatere fortællingen om Kong Arthur og ridderne om det runde bord med en mere grumset filmatisering, der ikke er bange for at få jord på rustningen. Denne gang tages der dog hidtil uset store friheder med myten. Da forældrene slås ihjel af okkulte kræfter (der har brudt freden med menneskeheden), vokser den unge kamphane Arthur op på et snusket bordel, alt imens gaden lærer ham at slå en proper næve. Snart opdager han dog sin sande skæbne og blodlinje, da han – foran en forstummet forsamling – hiver det magiske sværd Excalibur ud af sin sten.
Ligesom ved de to Sherlock Holmes-film lykkes det den egenrådige instruktør at slippe af sted med et godt balanceskift mellem at være skiftevis opkvikkende historiefortæller og gråtrist brite. Ritchie frembringer en bæredygtig dysterhed, fordi den aldrig bliver et mål i sig selv. Blot en fandens god medspiller i kraft af de mange vellykkede fantasy-elementer. Lige her oser filmen ikke ligefrem af nytænkning, og Peter Jackson og Ringenes Herre burde egentlig have fået en særlig tak i rulleteksterne.
Charlie Hunnam i titelrollen som Kong Arthur er lidt af et tveægget sværd. Rent fysisk ejer han rollen, og han kan svinge et sværd, så englene synger. Men jeg savner lidt karisma, når nu man har besluttet sig for at gøre ham til en gadedreng. Han marathon-vandrer gennem bjerge, dale og skove, og ikke én gang slår han fejl med at støve en god herrefrisør op med den helt rigtige voks på lager. Det er sgu lidt dumt. Til gengæld er der ingen slinger i valsen på skurkesiden, hvor Jude Law som tyrannen Vortigern skruer godt op for skideriksblusset. Gud hvor det klæder den mand at smide charmekluden. Samme pondus savner man blandt Arthurs riddersvende.
"Kong Arthur: Legenden om sværdet" vender myten 180 grader og frituresteger den. Men det er okay, når det gøres med så stor kamera-virtuositet, høj puls og visuelt overskud, som det er tilfældet her. Hjertet i dette eventyr banker for netop eventyret. Der er en befriende ugenerthed over værket. Selv den indre B-film omfavnes, hvilket bl.a. indebærer demolition-elefanter i King Kong-størrelse og en kvindelig Undervands-Jabba the Hutt, der spiser små jomfrupiger med sine fangearme.
Det er netop denne uregerlighed, som filmen lever højt – og i sidste ende overlever – på. Er dens narrativ set et hav af gange før? You bet. Men der er ikke mange aktive blockbuster-instruktører, der har kronjuvelerne til at hælde benzin på litterære giganter og i processen aldrig tabe synet af de mest fundamentale ting, der eviggyldigt virker. Sværdet får faktisk lov til at stjæle rampelyset, og de bedste scener i filmen opstår netop i kraft af kære Excalibur. Det er vigtigt.
