Anmeldelse: Konklave

Ralph Fiennes imponerer i fascinerende pave-krimi om tro, magt og intriger bag Vatikanets mure.

I smørhullet af Romerrigets ruiner ligger Vatikanstaten – en hellig bastion, der ikke kun vogter over Sankt Peters grav, men også over en pavestol, der har båret kirkens vægt i århundreder. En pavestol, der i filmatiseringen af Robert Harris' bestseller fra 2016 "Konklave" atter sættes i spil.

Den Oscar-vindende tyske instruktør Edward Berger ("Intet nyt fra Vestfronten") har trukket sig op ad skyttegravene og begået fornem en pave-krimi.

I "Konklave" inviteres helt ind til den ypperste top i den katolske kirke – Konklavet. Gennem kardinal Lawrence (Ralph Fiennes) er vi vidner til en af verdens mest hemmelighedsfulde og ældgamle ritualer – valget af den nye pave. Lawrence får til opgave at lede processen efter den højt elskede pavens uventede død. Da den katolske kirkes mest magtfulde ledere samles fra hele verden og låses sammen i Vatikanets hellige haller, befinder Lawrence sig pludselig i centrum af en sammensværgelse, som kan ryste fundamentet for Kirken.

Ralph Fiennes' ("The Grand Budapest Hotel", "The Menu") præstation er til UG. Det er ikke bare Voldemort i Vatikanet, næ, Ralph ér Vatikanet. Den britiske skuespiller er sin rolle som kardinal så tro, som havde han ikke lavet andet i en halv menneskealder. For Fiennes kan noget ganske særligt i disse komplekse roller. Rent teknisk er præstationen så vild i måden, han kan agere så behersket, mens ét åndedrag kan få scenens retning – og ikke mindst magtforhold – til at svinge i den anden vej. De skift, han kan lave med sin underspillede mimik, gør det betagende. For i selskab med Fiennes er vi ikke bare observanter; han trækker os ind i sin rolle. Og helt derhen, hvor det gør ondt.

Stanley Tucci ("Supernova") som kardinal Bellini er lige så fremragende og tilføjer en skarp kant til filmens politiske spil. Og i et gejstligt miljø , der ofte ser bort fra kvinder, træder Isabella Rossellini ("La Chimera", 2023) frem som søster Agnes. En nonne, der ikke bare vender den anden kind til, men tager aktiv del i spillet bag murene, men nægter at lade kvinderne stå i skyggen og tilfører filmen et feministisk pust, der klæder det ellers mandsdominerede narrativ.

Tempoet er langsommeligt, og det fungerer. Vatikanets tunge bureaukrati bliver både fascinerende og komisk – som enhver italiensk bureaukratisk farce. Her er ikke meget Hollywood-action, men en subtil, snigende spænding. Filmen prøver ikke at gøre Vatikanet til noget, det ikke er. At være en del af Konklavet er måske lige så tørt, som filmen gør det til: sidde dag ud og dag ind på træbænke og vente på, at alle når til et overbevisende flertal om, hvem der skal være den nye pave. Alt imens kardinalerne inderst inde længes efter siesta, en smøg og måske mest af alt bare har lyst til at skrive sit eget navn på stemmesedlen – dét må de faktisk godt!

Filmen finder styrken i sin menneskelighed. Det hellige rum brydes af scener, hvor kardinalerne small-talker over en espresso og kæderyger smøger eller damper på en vape, mens de deler sladder, som var de gymnasiekliker, der skal vælge en elevrådsformand – en arena fyldt med interne magtkampe og en ilde set fortid, der har det med at indhente en. Laget af menneskelighed, der er blevet tilføjet karaktererne, er noget, der overrasker, og det gør dynamikkerne i persongalleriet interessant.

Kardinalerne, klædt i deres purpurrøde kapper, kæmper ikke kun om pavestolen, men også om position, prestige og personlig frelse. Det minder mest af alt om "Borgen" møder "Succession" – bare med røgelse og Ave Maria som bagtæppe.

Apropos bagtæppe, kan man ikke komme udenom at rose scenografien. Susie Davies har med kirurgisk præcision genskabt dele af Vatikanet som Det Sixtinske Kapel og kardinalkollegiet Casa Santa Maria. Sidstnævnte, der minder om et klaustrofobisk fængsel med den fremtrædende fascistarkitektur, står i vild kontrast til det overdådige Sixtinske Kapel, et renæssancevidunder, hvor der er højt til loftet. Det er så sirligt gennemført, at man næsten hører Michelangelo sukke over detaljerne.

Filmfotografen Stéphane Fontaine ("Jackie", 2016) bringer både skyggerne af kardinalkollegiet og kapellets himmelske lys til live. Symmetrien, farverne og framingen går op i en højere enhed – det er helt igennem smukt. Dertil er brugen af framing til at afspejle magthierarkierne særligt imponerende og tilføjer en dybde, der føles næsten guddommelig.

På lydsiden bliver vi heller ikke forbigået. Så fængslende leveret af Ben Baird, at det fungerer som en manipulerende brik, der forfører publikum længere ind i de hellige haller. Desuden er Volker Bertelmanns ("Intet nyt fra Vestfronten", 2022) score til filmen så legende intens, at den ånder filmens fremdrift i nakken og sikrer, at vi aldrig mister pusten i Vatikanets klaustrofobiske verden.

Noget, der uden tvivl vil splitte et publikum, er filmens slutning. På den ene side var jeg endnu en gang betaget over fortællingens retning, men jeg var også uhyrlig tæt på at bryde ud i latter over den lidt passiv-aggressive slutning, der afspejler den katolske kirkes kriser. Den sidste sløjfe på fortællingen er sin genre tro, som en krimi i bedste Agatha Christie-stil. Slutningen virker lidt for oplagt, men også tankevækkende. Jeg ved dog ikke, om den katolske kirke er klar til sådan en film.

"Konklave" er en af årets største filmoplevelser. Instruktør Edward Berger har skabt en pave-krimi, der balancerer mellem storslået drama og menneskeligt nærvær. Ralph Fiennes leverer en præstation, der er så overbevisende, at den næsten kræver sin egen helgenkåring – eller i det mindste en Oscar.

"Konklave" har dansk biografpremiere den 12. december 2024. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.