Anmeldelse: Krudttønden

Ole Christian Madsens nye film er stort set blottet for nuancer og stor dramatik.

Ole Christian Madsen har med "Flammen & Citronen" og "Edderkoppen" for længst markeret sig som en sand mester, når det kommer til at lave intense dramaer over historiske begivenheder. Med sin nye film, "Krudttønden", forsøger instruktøren at komme bag facaden på de hovedinvolverede i terrorangrebene, der ramte København 14. februar 2015. Desværre er filmen ikke meget andet end en opsummering af noget, vi vidste i forvejen.

Vi befinder os i en tid, hvor frygten for terror har spredt sig i Europa. Fire historier med omdrejningspunkt i restauranten Krudttønden vikles sammen, hvor vi i ugerne op til den skæbnesvangre vinterdag i 2015 følger de to ofre, Finn Nørgaard og Dan Uzan, islamisten Omar Abdel Hamid El-Hussein – samt politimanden Rico, der som et sammenkog af forskellige betjente er eneste fiktive hovedperson.

Manuskriptet er skrevet af Ole Christian Madsen i samarbejde med Lars Kristian Andersen. Et samarbejde, der blandt andet har skabt de to tidligere nævnte værker. Forståelsen for det store drama er altså til stede. Alligevel ender det ud i en film, der stort set er blottet for nuancer og stor dramatik og mest af alt er mere redegørelse end en undersøgelse. Om det er af frygt for ikke at støde pårørende til de afdøde, skildres Finn Nørgaard og Dan Uzan som samfundshelte uden fejl. Hvis dette er tilfældet, mister "Krudttønden" sin berettigelse, da det netop er ytringsfriheden, der er filmens hovedtema. Som terrorskildring er de manglende nuancer desværre med til at give et sort-hvidt billede af virkeligheden.

Ole Christian Madsens engelske modstykke, Paul Greengrass, der ligeledes mestrer det autentiske drama, har lavet to film om relativt nye terrorangreb. "United 93" og "22 July" – om henholdsvis angrebet på World Trade Center i 2001 og Anders Breiviks massakre på Utøya i 2011 – skildrer hændelserne i perfekt samspil mellem autenticitet og fiktion. Førstnævntes evne til at vise katastrofen er så intens, at man i filmens sidste minutter sidder med en klump i halsen og et spinkelt håb om, at det ender godt. "22 July" er omvendt en film om, hvordan et samfund kommer videre og ikke lader sig kue af ekstremismen. "Krudttønden" falder ned et sted midtimellem.

Potentialet til at nå på niveau med Madsens tidligere produktioner er til stede, men falder ud som overfladisk portræt. Eksempelvis havde scenerne, der finder sted mellem angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade, været et oplagt sted at have fokus på Omars tanker. Uanset om de var af had eller fortvivlelse, ville det element unægteligt have tilføjet en uvurderlig dybde til filmen. Laves en dansk film om terrorangreb på dansk grund, er den uanset vinkling nødt til at være kontroversiel. Om det er af medfølelse for Omar, Finn eller Dan – eller for ens nationale stolthed – så skal det sgu gøre ondt at se. De steder, hvor det gør ondt at se "Krudttønden", er de steder, man forventer. Når Finn Nørgaard bliver skudt, eller når kæresten modtager den tragiske besked om hans død. Men er det nok?

Selvom man som instruktør måske ikke ønsker at dømme, er man nødt til at tage stilling til, hvad man vil fortælle. Ønskes det at skildre Finn Nørgaard som helt og Omar El-Hussein som terrorist, lykkes missionen. Den historie er blevet fortalt i stor stil i medierne. Er ønsket med "Krudttønden" at oplyse om, hvad der driver et menneske så langt ud, at man er villig til at dræbe for sin overbevisning – eller at vise, hvordan samfund eller pårørende tackler tiden efter et sådan angreb. Eller måske at gå i en kontroversiel retning ved at turde pege fingre ad sig selv som samfund og stikke til, hvorfor man er blevet et mål for terrorisme? Hvis afsæt er sidstnævnte tilfælde, så fejler Ole Christian Madsen.

Krudttønden