Anmeldelse: Krummerne – det er svært at være 11 år

Nyfortolkning af "Krummerne" er stadig en sikker vinder for hele familien.

I 1991 kom den første film om familien Krumborg. Far, mor, storesøster, lillebror Grunk og selvfølgelig Krumme. Filmen blev en stor succes og siden da har der været hele fire efterfølgere plus en julekalender. Nu er femte film, "Krummerne - det er svært at være 11 år", klar til at indtage biograferne op til juleferien. Ensemblet er udskiftet endnu engang, men formlen er stadigvæk den samme og dét er bestemt ikke en dårlig ting.

Visse ting ændrer sig nemlig aldrig. Familien Krumborg bor stadigvæk i lejligheden over Fru Olsen, hvis lysekrone truer med at falde ned i hovedet på hende når som helst. Mor synes, at hele familien er blevet for fikseret på alverdens skærme. TV, mobil, tablet. Krumme foreslår en skærmfri uge, og sammen med vennen Tom finder Krumme på andre sjove ting at lave. Ved hjælp fra en kasse fuld af vicevært Svendsens spændende sager, starter de to drenge et detektivbureau. Da en rigtig diamant bliver stjålet fra Nationalmuseet af to tyve, sætter de to drenge sig for at opklare tyveriet.

"Krummerne" er skrevet af forfatter Thøger Birkeland, hvor første bog om den kære familie udkom i 1969, lige omkring Ungdomsoprøret. Bogen var et billede på kernefamilien og om hvor stærk, den altid vil være - selv i hårde tider. Da første filmatisering udkom, blev den opdateret til nutidens vaner og hverdag. Et mønster, der har præget filmene lige siden, der blev en slags moderne arvtagere fra populære filmserier som "Far til Fire" og "Min søsters børn" –  der også gang på gang er genoplivet.

Det danske publikum kan godt lide at se sig selv blive illustreret på lærredet, hvor omdrejningspunktet er kernefamilien med sine hverdagsproblemer. Producer Regner Grasten, som har produceret alle Krumme-film, har altid været garant for god, solid familieunderholdning for de store og små børn. Den nye film kører i fint tråd med de tidligere. Hele skuespillerbesætningen er blevet udskiftet, men ånden fra især de to første film er til stede.

Helt overordnet klares overgangen glimrende. Tyvene Boris og Ivan er denne gang udskiftet med Tina og Jeff, spillet af veloplagte Ditte Hansen og Dejan Cukic, der sprudler med velskrevne one-liners. Unge Noah Storm er fjerde i rækken som Krumme siden Laus Høybye og den unge skuespiller gør det rigtigt fint. Esben Dahlgaard har sjove øjeblikke som far, men han er ingen Dick Kaysø. Iben Dorner er sød som mor. Susanne Heinrich og Jacob Haugaard bruges ikke nok som Fru Olsen og Svendsen, i forhold til det skønne samspil mellem Elin Reimer og Buster Larsen i de gamle film. Det største problem ved "Krummerne - det er svært at være 11 år" er ikke skuespillerne, men tempoet. Hvor de tidligere film i serien, og såvidt mange andre danske familiefilm, tog deres tid og respekterede publikums tålmodighed. Der behøvede ikke at være actionssekvenser eller punch-lines hvert 2. minut. Krummerne anno 2022 kan ikke stå stille. Pusterum og fordybelse mangler simpelthen. Selvom vi kender karaktererne, må der gerne være plads til de hverdagsstrabadser, som de tidligere film var kendt for – men det opstår aldrig i denne seneste filmatisering.

"Krummerne - det er svært at være 11 år" skal nok trække en masse familier i biografen og det fortjener den bestemt også. Det er en hyggelig og sjov komedie, hvor alle vil få noget ud af den. Man kunne godt have ønsket sig lavere tempo. Men skuespillet er godt, især af Ditte Hansen og Dejan Cukic, mens formlen er stadig er som vi kender fra de gamle Krumme-film.

Krummerne – det er svært at være 11 år

Kommentarer

Krummerne – det er svært at være 11 år

  • 1

    Krumborg? Har altid troet det var Kronborg - men nej. Nu giver kælenavnet "krumme" jo så meget mere mening ....  mit voksenliv har pludselig taget en hel ny drejning 

    Ronni Pedersen17-12-21 12:41

  • ★★★★1

    Krumborg? Har altid troet det var Kronborg - men nej. Nu giver kælenavnet "krumme" jo så meget mere mening ....  mit voksenliv har pludselig taget en hel ny drejning 

    ..for ung til bøgerne?

    Gasivodo19-12-21 02:22

  • 0

    ..for ung til bøgerne?

    Nej, har bare aldrig læst bøgerne. Så stor fan har jeg aldrig været :)

    Ronni Pedersen19-12-21 12:24

  • ★★0

    Meh, det ligner et fejlskud og fejlcasting, der er kun én rigtig krumme, og det er Laus Høybye. Men Ditte Hansen er med, så det trækker meget op. Hende har jeg altså en svaghed for. Can't help it.

    Venter til den kan streames på boksen, den ligner ikke noget jeg vil bruge penge på, set ud fra traileren.

    Ryder66617-03-22 00:28

  • ★★0

    Anmeldelse er fra i år, men hvorfor er indlæggene fra sidste år?

    Ryder66617-03-22 00:32

  • ★★★★★0

    Anmeldelse er fra i år, men hvorfor er indlæggene fra sidste år?

    Fordi filmen først blev udgivet i december, men så hurtigt blev taget af plakaten igen og udskudt, da corona udløste en ny lockdown.

    The Insider17-03-22 08:13

  • ★★1

    Fordi filmen først blev udgivet i december, men så hurtigt blev taget af plakaten igen og udskudt, da corona udløste en ny lockdown.

    Okay, så giver det mening.

    Tak for svaret

    Ryder66617-03-22 15:35

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen