Anmeldelse: Kvinden i guld

Fik du set "Philomena"? Det lille engelske feel-good drama om en ældre dame, som sammen med en journalist forsøger at opspore den søn, hun i et nonnekloster blev tvunget til at bortadoptere. Den film har fået sig en lillesøster - hun hedder "Kvinden i guld". Ligesom "Philomena" er den baseret på virkelige begivenheder og har en hæderkronet diva i hovedrollen overfor en yngre mandlig skuespiller. Ved første øjekast ligner de to film hinanden, men viser sig hurtigt som sol og måne.

Under 2. verdenskrig lykkedes det den jødiske pige Maria Altmann (Tatiana Maslany) at flygte fra hjembyen Wien over Atlanten. Seks årtier senere lever Maria (nu spillet af Helen Mirren) en stille tilværelse i Californien, men fortiden stikker i nakken, så hun må til at se den i øjnene. Med hjælp fra den uerfarne, men frygtsomme advokat Randy Schoenberg (Ryan Reynolds), indleder de en juridisk kamp mod den østrigske stat med formål at generobre Marias retmæssige arv - herunder et berømt maleri af hendes tante med titlen "Portræt af Adele Bloch-Bauer I" - som nazisterne stjal fra hendes familie. Det umage makkerpar har alle odds imod sig, og filmen bliver derved en klassisk fortælling om de små mod de store. Det er da til at forholde sig til.

"Kvinden i guld" er en af den slags film, der gør en dyd ud af at stryge publikum med hårene. Den forsøger hverken at genopfinde eller nyudvikle filmmediet, men spiller sine kort sikkert og ufarligt. Den er, hvad den er, og vedkender sig det uden omsvøb. Fred være med det. Et tydeligt ekko fra "Philomena" høres i det fjerne. Men i modsætning til dennes lavmælte stil svælger "Kvinden i guld" i sentimentalt sødsuppe. Den hjertelige, humoristiske kemi, der flød let imellem Judi Dench og Steve Coogan i "Philomena", er også kun sporadisk tilstede hos Mirren og Reynolds. Dette skyldes dog mest af alt replikkernes sløje karakter, for de to frontfigurer gør faktisk, hvad de kan for at holde gejsten oppe.

Manuskriptet klinger hult, fordi der tænkes konceptuelt. Filmen er så optaget af at ramme ældresegmentet, at den helt glemmer en vedkommende kerne indenunder den forcerede højtidelighed. Ærgerligt, at vi må tage til takke med noget, der ligner månedens tv-film på BBC, når nu der er tale om så potent autentisk kildemateriale. Instruktøren Simon Curtis' bagkatalog prydes da også mest af tv-produktioner, så det er egentlig ikke så mærkeligt, at resultatet er derefter. Og så alligevel, for Curtis' første spillefilm, "My Week with Marilyn", som ligger i samme nysselige britiske tradition, viste overraskende meget psykologisk tyngde. Det gør "Kvinden i guld" ikke.

I løbet af de 109 minutter filmen varer, kommer vi aldrig for alvor ind under huden på personerne. Heller ikke de parallelle flashbacks til livet i Østrigs besatte hovedstad føjer mange nuancer til mennesket Maria Altmann. Det til trods for at flere af disse scener formår at være medrivende og til tider ganske rørende. Særligt Marias farefulde flugt er elementært spændende, omend det virker desto mere besynderligt, at vi i hovedhistorien aldrig hører om Marias mand, Fritz (Max Irons), som hun flygtede sammen med. 

Det er svært at blive rigtig ophidset over "Kvinden i guld". Det er en såre sympatisk film med velmenende intentioner og et universelt vigtigt budskab om betydningen af at komme historien i hu og bearbejde fortidens spøgelser. Men gid "Kvinden i guld" havde været lidt mere som sin søster, "Philomena".

Kvinden i guld

Kommentarer

Kvinden i guld

  • ★★★0

    Jeg ligger selv et sted mellem 1 og 2 stjerner. Virkelig banal og ligegyldig historie der samtidig er så vanvittig ærkeamerikansk og følelsesmanipulerende at det halve ville være nok.

    David Lund29-10-15 07:32

  • 0

    Ja, den forsøger helt sikkert at diktere publikums følelser, hvilket også var mit største problem, da jeg så den i lyset af "Philomema", som behandler sit ømtålelige emne langt mere sobert. Jeg synes dog ikke den er ærkeamerkansk. "The Patriot" og "Armegeddeon" er ærkeamerkanske. Historien finder jeg nu heller ikke "ligegyldig". Ud fra et kulturhistorisk perspektiv har den efter min mening sin berettigelse - det er bare ærgerligt, at materialet bliver brugt så klodset.

    benjamin5129-10-15 09:34

  • ★★★0

    Selve opbygningen er da bestemt ærkearmerikansk og ikke meget ulig de film du nævner. Manipulation og sentimentalitet på den måde er jo også en del af den ærkeamerikanske opskrift. Historien er dog fin ja, det er mere måden historien bliver formidlet på, der gør den ligegyldig. Jeg svingede i hvert fald et sted mellem vrede og kedsomhed, da jeg så filmen. Virkelig dårlig oplevelse.

    David Lund29-10-15 15:58

  • 0

    Tjo, tja, det kan du sige, men synes nu der er stor forskel på historien og hvordan historien bliver fortalt. Vi kan også kalde det emnet. Det synes jeg bestemt er vigtigt. Du har ret i, at formidlingen godt kunne være bedre. Og, ja, det hører helt sikkert med til den ærkeamerkanske opskrift, men jeg synes stadig "Kvinden i guld" minder mere om ærkebritisk tv-filmshåndværk. Et andet godt eksempel er biopic'en om "Hitchcock" - den hører til samme glatte, kategori. Ja, det er sentimentalt og manipulerende, men for mig går det ikke hen og bliver "The Patriot"-omklamrende.

    benjamin5129-10-15 17:22

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen