Anmeldelse: Kvinden i toget

Hvem hylder ikke effektive mordmysterier? Gådefulde fortællinger, der med sit komplekse galleri af mulige gerningsmænd fastholder tilskueren på kanten af sædet, mens der frydefuldt gættes på knivførende slyngler. Whodunnit-genren har da også affødt mange fremragende værker – fra Hitchcocks tidlige perler til David Finchers hovedbruds-hit "Gone Girl". Instruktør Tate Taylor giver med sin "Kvinden i toget" filmisk liv til Paula Hawkins' storsælgende krimilitteratur og forsøger derved at lægge arm med førnævnte filmskabere. Den duel taber Tate Taylor. For gode, gamle Columbo havde samlet brikkerne på under fem minutter – endda uden at vende tilbage med yderligere spørgsmål.

Rachel Watson (Emily Blunt) er efter en traumatisk skilsmisse gået mentalt i opløsning. Pattende på en flaske vodka sidder hun dagligt i det samme tog med frit udsyn til sit gamle hus, hvor den tidligere ægtemand nu bor med sin nye, yndige kone og barn. Rachel forsøger manisk at abstrahere fra smerten ved at fokusere på det umiddelbare lykkelige par i nabohuset, men en tvivlsom cocktail af minder, dagdrømme og alkohol gør ikke tilstanden bedre. En dag, mens toget passerer, bliver hun vidne til noget chokerende, der kickstarter en kæde af bedrag og et muligt mord...

"Kvinden i toget" er fornemt fotograferet af vores egen kamera-virtuos Charlotte Bruus Christensen, der fortsætter sit fine arbejde fra "Jagten" og "Far from the Madding Crowd". Med intense og stemningsfulde billeder af den nordamerikanske østkyst søger kameraet voyeuristisk rundt i New Yorks hemmelighedsfulde forstæder, hvor intet er, som det ser ud til – musikalsk spædet med et atypisk, men knugende og lurende score fra en Danny Elfman i topform. Rammerne er således i orden, men det melankolske thrillermysterie får aldrig rigtigt skovlet kul nok i fyrkassen og er tæt på at køre af sporet.

Filmen udfordrer med et narrativ, der konstant springer i tid. Litterært fungerer det givetvis glimrende, men i Tate Taylors filmatisering har det en frustrerende effekt, da de alt for mange tidsskift blokerer det fortællemæssige flow. I sin iver efter at fremstå snørklet på højt Hitchcock-plan føles "Kvinden i toget" i stedet en smule opslidende for tilskuerens tålmodighed. Udover anstrengende, dramaturgiske drejninger præsenteres et flertal af langsommelige scener, hvor to personer taler umådeligt trist og længe med hinanden. Det kvæler fortællingens underliggende, spirende suspense, der trods alt har det med at titte frem.

Alle aktører i "Kvinden i toget" er kede af det. Så kede af det, at parodien er tæt på at dominere oprigtig indlevelse i en ellers ganske alvorlig thriller. Endeløse, sorgfulde ansigtsudtryk medfører immune tilstande i biografsalen, og det er synd, da Emily Blunt er særlig autentisk i sin elendighed som delirøs alkoholiker. Empatien banker derudad i tæt forbindelse med det formørkede sind, og den gnavende, usikre følelse af at have gjort noget forfærdeligt uden at kunne huske det selv rammer vellykket beskueren. Tættere og mere isoleret fokus på hendes kvaler havde gjort underværker.

Selve mysteriet i "Kvinden i toget" er ikke videre raffineret. Der cirkuleres lidt slattent rundt mellem tre mulige gerningsmænd, der alle konkurrerer om, hvem der skal have guldmedaljen for mest brutale adfærd over for kvinder. Da afsløringen endelig finder sted, er chokket til at føle på, og for enhver middelmådig tv-detektiv vil sagen være det rene guf – de kunne nå toget hjem til frokosttid.  

Kvinden i toget