Anmeldelse: Kvinder i for store herreskjorter
Skæve, bittersøde indie-komedier er bestemt ikke en mangelvare. I hvert fald ikke ikke de amerikanske, hvor harmløse socialrealistiske anekdoter om dysfunktionelle familier fortælles ikke så lidt. Skandinavien har også her en tradition, omend ofte i den mere tunge og naturalistiske ende. Måske er det på tide med et letbenet drama med et snært af underspillet, kikset quirky humor her i norden. Sådan en type film er den norske "Kvinder i for store herreskjorter" - og den er præcis lige så harmløs og ligegyldig som størstedelen af de amerikanske.
Som klassisk multiplotfilm kunne "Kvinder i for store herreskjorter" sagtens mistænkes for at være en norsk genindspilning af en amerikansk film. Vi følger tre kvinder i hver deres fase af livet. Den idealistiske og naive litteraturstuderende Sigrid (Inga Ibsdotter Lilleaas), performancekunstneren Trine (Ingrid Bolsø Berdal), som imod sin vilje er blevet gravid, og den bitre Agnes (Hallvard Holmen), der engang for fyrre år siden var en lovende forfatter. Fælles for dem alle er, at de søger det gode liv - og fælles for dem alle er, at de på en eller anden vis har haft mere eller mindre uheldige møder med mænd.
Indrømmet - Yngvild Sve Flikkes debutfilm har sine øjeblikke. Den selvironiske distance driver fra start ned ad de norske fjelde med sigende humoristiske introduktioner af de tre kvindelige hovedpersoner. De første ti minutter er endda i glimt forrygende komik. Men uanset hvor stor en svaghed man end har for lyse, norske sommernætter og smukke Trondheim'ske omgivelser, forbliver "Kvinder i for store herreskjorter" noget hverdagsligt og uvedkommende dameblads-pladder.
Tre kvinder i forskellige aldre, alle med deres erkendelser af livet - der selvfølgeligt er narrativt forbundet som metarefleksioner over, hvad det vil sige at være moderne, norsk kvinne. Ud fra filmens logik kan der måske ligefrem tales om en fremstilling af kvinders liv som en slags evig genkomst, hvor almengyldige problemstillinger aldrig ændrer sig. Kvinder begrænses af børn og udnyttes af mandlige lykkeriddere - dette sagt med et afvæbnende glimt i øjet. Et enormt harmløst ét af slagsen, hvilket undergraver hele filmens præmis.
Uden at trække anmeldelsen over i en kønspolitisk diskussion bliver den feministiske tone i filmen ærlig talt trættende. Der kan sagtens være noget om snakken tematisk set, ved ironiseringen af mænds selvforherligelse og kvinders begrænsninger. "Kvinder i for store herreskjorter" bliver dog aldrig skarp nok til at følge op på problemstillingen. Malplacerede animerede fugle (nej, jeg aner ikke, hvorfor de skal være der), en påtaget Virgina Woolf-fortællerstemmer, der udpensler kvindernes følelsesliv, og en i det hele taget uforløst historie degraderer de muligvis gode hensigter til pattet, formålsløst lommefilosofi.
Nej, "Kvinder i for store herreskjorter" er ikke et nyt nordisk gennembrud. Det virker, som om at potentialet egentlig er til stede, og som en filmatisering af Gunnhild Øyehaugs tilsyneladende populære roman "Vente, blinke" muligvis kunne være endt anderledes vellykket. De få humoristiske indslag samt udmærkede præstationer af den norske skuespillerinde-trio gør dog lige præcis, at filmen når en middelkarakter.