Anmeldelse: Lad de døde hvile

Der er meget, der fungerer optimalt i Sohail Hassans "Lad de døde hvile", men det er samtidig en film, der er præget af mangel på finanser.

Indenfor dansk genrefilm er det en velkendt problematik, at vi i Danmark har brug for flere uafhængige filmskabere, hvis film ikke har været igennem Det Danske Filminstitut. Resultatet er en polariserende industri, hvor der i den ene grøft er en masse film, der ligner hinanden, og i den anden film, der aldrig ser dagens lys på grund af manglende finansiel støtte. Den endelige konklusion er, at genrefilm ikke er velkomne hos den økonomisikrende elite. Så er det dejligt, at der er instruktører i vores lille land, der alligevel beslutter sig for at skaffe penge andetsteds for at skabe de film, der bliver rynket på næsen af.

Instruktør Sohail Hassan er en af dem, og han står bag "Lad de døde hvile", som har sin premiere på CPH PIX 2018. I al sin enkelhed handler den om den unge Jimmy, der har mistet sin mor og nu prøver at se hende igen via okkulte magter. Jimmy er en teenagedreng og i oprør med hele verden. Sin far gider han ikke tale med, og klassekammeraterne i den lille by synes, at han er en sær snegl. Men da han får skabt kontakt med de forkerte døde og derved bringer moderens sjæl i fare, får han alligevel brug for de levende.

"Lad de døde hvile" har ikke det samme økonomiske overskud som dens engelsktalende forbilleder, og det viser sig i de mere ambitiøse scener, hvor lyssætningen får opsætningen til at ligne en B-filmproduktion. Med et lavt budget kunne det have været interessant at se, hvad de ville have kunnet skabe, hvis de i stedet for ambitiøse tanker havde koncentreret sig om alternative måder at fortælle samme historie på.

"Lad de døde hvile" er filmet i Haslev og ikke i det ellers allestedsnærværende København. Dette virker til filmens store fordel og giver en gnist af realisme, når vi i starten skal lære vores unge hovedpersoner at kende. Når den er bedst, viser den det almindelige teenageliv og den kommunikation, der sommetider kan være svær, når man er voksen og så alligevel ikke helt. Især i filmens første scener, hvor Jimmy og hans nærmeste omgangskreds prøver at imponere hinanden ved at stille akavede og lidt for direkte spørgsmål. Anderledes sært bliver det, når en gruppe unge skal til at spille et ouija-brætspil til en fest. Gør man det længere? Var det ikke noget, der hørte halvfemserne til?

Når Jakob Hasselstrøm og Razi Irawani i rollerne som Jimmy og hans nye ven Amir prøver at skabe en reel forbindelse, er det næsten rørende at se dem glædes over det nye venskab, mens det straks bliver mere besværligt med de to kvindelige hovedroller, der giver et uønsket skel mellem filmens skuespillerpræstationer. For hvor Hasselstrøm og Irawani ved, de er med i en film, minder pigernes præstation om en dårlig teateropstilling på den lokale amatørscene.

Der er meget, der fungerer optimalt i "Lad de døde hvile", men det er samtidig en film, der er præget af mangel på finanser og håbet om, at det ikke kan ses. Men der er også scener, der viser en film, som er helt sikker på sig selv, og som viser en ægte side af både skønheden og frustrationerne ved at være et sted mellem barn og voksen. I de scener viser Hassan, hvad han kan med sin film, og hvorfor det er så vigtigt, at der er filmskabere derude, der ikke er en del af den store filmskaberkerne.

Lad de døde hvile