Anmeldelse: Lady Bird
En gang imellem kommer der en ny film, som er dømt til at blive en fremtidig klassiker. Greta Gerwigs "Lady Bird" er én af dem.
Lad det stå klart med det samme. Med "Lady Bird" har instruktørdebutanten Greta Gerwig skabt en af nyere tids bedste coming-of-age fortællinger. Ved at kigge sine forbilleder – såsom Woody Allen, Wes Anderson og partneren Noah Baumbach – over skuldrene har 34-årige Greta Gerwig skabt et værk, der besidder elskelige karakterer, skarpe replikker og ægte følelser. Og ligesom idolernes film balancerer "Lady Bird" mellem den flygtige fantasi og bittersøde virkelighed, som ethvert menneske må tage stilling til.
"Lady Bird" omhandler den 17-årige teenager Christine McPherson, der har givet sig selv navnet Lady Bird og bor med sin middelklassefamilie i den californiske by Sacramento. Som de fleste teenagere drømmer Lady Bird om noget større og bedre. Det største ønske er at flytte til østkysten, som rummer alt dét, forstadslivet ikke kan tilbyde. Før dette kan realiseres, er der nok udfordringer at se til. Den katolske high school skal afsluttes, karaktererne skal være i orden, venskaber skal vedligeholdes, den første forelskelse melder sig, og derhjemme er den økonomiske situation træng. Og som katalysator for hele fortællingen står forholdet mellem Lady Bird og hendes mor Marion, der er lige dele kærligt og anstrengt.
Med sin semi-selvbiografiske fortælling har Greta Gerwig skabt en lille indie-perle, der på mange måder ligner en klassisk coming-of-age historie og samtidig er så meget mere. Med et skarpskåret manuskript, og hvad der allerede må betragtes som ikoniske replikker, kreerer Greta Gerwig en historie, der besidder stærke følelser og helstøbte karakterer. I sin egen stil og rette tempo skildres på halvanden time de mange følelser, et ungt, sårbart menneske kan opleve, uden at det nogensinde føles forhastet eller falsk.
Alt i "Lady Bird" føles autentisk, og ikke én kameraindstilling føles overflødig. Det er dybt imponerende, hvordan Greta Gerwig igennem Lady Birds dannelsesrejse når at bearbejde alle de følelser og situationer, som en ung person må igennem. Glæden over det første kys. Latteren blandt venner. Håbet i drømmen om noget bedre. Skuffelsen, når første seksuelle akt ikke var så fantastisk alligevel. Tårerne, når familielivet skranter. Det lyder måske banalt i sin opremsning, men "Lady Bird" er alt andet. For selvom filmen på papiret jonglerer med de store følelser, så formår Gerwig at skabe noget, der føles levende og ægte, uden det nogensinde virker ufortjent.
Med rødligt hår og iøjnefaldende tøjstil indkapsler Saoirse Ronan perfekt den fandenivoldske Lady Bird, der drømmer om at blive voksen, men samtidig er fyldt med forvirrende teenage-følelser. Ligeledes portrætterer Laurie Metcalf på fornem vis moderen, der igennem anstrengt kærlighed kun ønsker det bedste for sin datter. "Lady Bird" skal i høj grad ses på grund af mor-datter-dynamikken, men også fordi resten af karaktergalleriet stråler. Hvad end det er Tracy Letts som Lady Birds knuselskelige far eller stjerneskuddene Lucas Hedges og Timothée Chalamet som henholdsvis klassens søde dreng og cool hipster-musikant.
Det mest imponerende ved Greta Gerwigs håndværk er, hvor ubesværet det hele føles. Der er forhåbentlig mange film tilbage i den kvindelige instruktør, men det er muligt, hun allerede har leveret sin bedste. Da en lærer spørger Lady Bird om, hvor hun har sit navn fra, svarer hun: "Jeg gav det til mig selv. Det blev givet af mig til mig" ud fra et ønske om at være sig selv og dermed helt unik. Greta Gerwig har givet "Lady Bird" til sig selv og dermed heldigvis os andre. Og tak for det, for Lady Bird er nemlig helt speciel.