Anmeldelse: Lamb
Uhyggeligt fascinerende islandsk gyser får krammet på dig.
At miste sit barn er noget af det værste, man kan komme ud for i livet. At miste noget, som man som par har skabt gennem kærligheden til hinanden. Hvor langt vil man gå for at få den glæde tilbage? Islandske "Lamb" giver et mørkt og melankolsk bud på netop dét, krydret med et gram sort humor. Resultatet er er et bæst, der oser af fortælleglæde og visuelt overskud.
Maria og Ingvar bor ude på landet i deres egen lille verden. Deres dag går med at høste og passe talrige får. En tragedie har fået parret ud på en skillevej, hvor stilheden siger mere end tusind ord. Da et lam fødes, som er lidt anderledes end de andre i stalden, beslutter de to at passe lammet ind som deres eget barn. Men det islandske højland gemmer på mange dystre hemmeligheder. Parret går en hård tid i møde, hvor lammets biologiske mor bliver mere end en pestilens, og hvor er lammets far mon henne?
Første time af "Lamb" er et mesterstykke i sig selv. Lyd og billeder alene fører historien an. Der bliver ikke ytret ét eneste ord den første halve time, og det er uhyre fascinerende. Man får mindelser om "There Will Be Blood", men "Lamb" tager det et skridt videre. Musikken er mørk og urovækkende. Støjende maskiner og mørke, stormende aftener beretter om ildevarslende tider, men også set i fortiden og i fremtiden. Og så er der fårenes stemmer, som nærmest bliver en karakter i sig selv. Uhyggeligt og fascinerende på én og samme tid.
Filmen er, ifølge instruktør Valdimar Jóhannsson, baseret på islandske sagn og religion samt hans egen opvækst på bedsteforældres fårefarm. "Lamb" har flere referencer til kristendommen, og de islandske sagn træder især i kraft i filmens sidste halvdel. Selvom det lyder som tunge emner, bliver filmen aldrig kedelig eller tung. Man kan sige, hvad man vil om filmens slutning, men hvis man har læst nok islandske sagn, giver den god mening. Jesus-figurer, gravpladser og genopstandelse er flere elementer, der figurerer i løbet af filmen. Carl Th. Dreyers "Ordet" har Jóhansson bestemt også skelnet til.
Noomi Rapace, som mistede et født barn i "Daisy Diamond", er både sårbar og frygtindgydende. Kærlighed til sit barn er ikke til at tage fejl af. Hilmir Snær Guðnason er rørende og sympatisk som hendes mand Ingvar, mens Björn Hlynur Haraldsson leverer de sorthumoristiske indspark som Ingvars bror, Petur. Desværre er det også Peturs indtog i historien, der gør, at topkarakteren udebliver. I anden halvdel af fortællingen falmer fascinationen i forhold til første fremragende time. Konventionelle elementer bryder ind og gør "Lamb" lidt mindre spændende. Det er synd, og sidste del mangler altså mere slagkraft.
"Lamb" er en uhyre original fortælling fra det islandske filmlandskab, som man ikke har set lige. Første time af filmen er noget af det mest foruroligende, groteske og direkte geniale, det store lærred har budt på i lang tid. Desværre falder historien lidt fra hinanden i anden halvdel og mangler kraft til at komme op i gear igen. Dét skal ikke afholde dig fra at gå ind og se "Lamb", for instruktør Valdimar Jóhannssons film oser af fortælleglæde og teknisk overskud. Og så melder lysten til lammekølle sig ikke just efter at have set filmen. Hvilket måske ikke er en helt skidt ting, skal man stole på de islandske myter.