Anmeldelse: Last Christmas

Med en kæreste i hånden er "Last Christmas" en tidlig julestemning værd.

Julefilm er noget for sig selv. Huskes de taget for det, de er, kan genren dog noget helt specielt. Det gælder også Paul Feigs "Last Christmas". Filmen byder på alt, hvad en julefilm skal have under træet: Julepynt i mængder, der vil gøre Gertrud Sand fra The Julekalender juletræsgrøn i hovedet af misundelse. Romantik, der til tider kan få selv den største kyniker til at fælde en tåre. Og selvfølgelig Wham!-julemusik, der er elsket over det meste af verden.

Unge Kate drømmer om at slå igennem som sangerinde. Desværre er der langt mellem auditions, og hendes problem med at overholde aftaler gør det ikke lettere. Ved siden af sine drømme arbejder hun som hjælper i en butik, der sælger julepynt i alle afskygninger. Kate deler ikke altid kundernes begejstring for det ofte rædselsfulde pynt, så julestemningen er ikke lige på trapperne. En dag møder hun Tom, der viser sig at få en helt speciel plads i Kates hjerte.

Kate spilles af Emilie Clarke, der nok er bedst kendt for sin rolle som Daenerys Targaryen i HBO's hitserie "Game of Thrones". I "Last Christmas" formår den petit brite at få det optimale ud af en rolle, der på papiret kan fremstå uinteressant. Rollen som Tom spilles af den relativt ukendte Henry Golding. Også han formår at give liv og indhold til en rolle, der er så flad, at det nærmest er irriterende. Samspillet mellem de to er kontrastfyldt, og tilsammen skaber de en dynamik, der giver plads til deres forskellighed. Sammenlagt åbner filmen op som overraskende charmerende.

Udover den evigt tilstedeværende julestemning bydes der på små stikpiller til samfund og vores måde at dømme hinanden på. Heldigvis fylder dette minimalt, og det leveres elegant med en portion humor. "Grib dagen", "det er aldrig for sent at gøre en forskel", "vær dig selv", "lev i nuet" og "smil til verden, og den smiler igen". Ja, "Last Christmas" mæsker sig i den ene kliché efter den anden. Hvilket er ok, for hvad er en julefilm uden klichéer? Som anretning lyder det måske ikke umiddelbart tiltalende, men filmen opretholder balancen, der gør, at den det ene øjeblik er dybt rørende, og det næste romantisk og sjov.

Som antydet er "Last Christmas" baseret på og inspireret af musik af Wham! og George Michael. Det får måske alarmklokker til at ringe, men bare rolig. Musikken bruges på en sådan måde, at vi ikke sidder med en kvalmende følelse af, at en oversød julegløgg skal gylpes op. Heldigvis er sang og film ikke kun forbundet via kvalme udgaver af Wham!s bagkatalog. Til trods for at moralen skæres ud i så skæve musetrapper, at selv de tykkeste uldsokker krummer sig. Vi kommer dog slurken dybere ned end til rosinerne i bunden af koppen, og med en kæreste i hånden er "Last Christmas" en tidlig julestemning værd.

Som i mange andre julefilm er også denne fortalt med lun lethed. Der tages ingen chancer, og "Last Christmas" er afgjort banal i sin historie og sin karakteropbygning. Men hey, julen er tiden, hvor sød musik spiller, og meget modtages med åbne arme. Dette gælder også "Last Christmas", der som julefilm sagtens kan måle sig med de bedre indenfor den bløde del af genren.