Anmeldelse: Last Seen Alive

Ny Gerard Butler-film udmærker sig ved at være actionsstjernens allerværste.

For nyligt havde jeg en interessant diskussion om actionfilm fra 80’erne. Påstanden var, at kvaliteten var højere dengang. Jeg opponerede med, at årtiet primært er kendt for mængden af forrykt elendige film i genren, trods en god håndfuld utvivlsomt fremragende titler, og at VHS-nostalgi har det med at drukne det kritiske tilbageblik hos dem, der drømmer sig tilbage til barndommens uskyld. Vi blev ikke enige, men mødtes alligevel på ét punkt: hvor overraskende det er, at forfærdeligt ringe lavbudgets-action i 2022 stadig udsendes som premierefilm. Det giver nemlig ingen mening, hvorfor "Last Seen Alive" overhovedet ser biografsalenes lys i Danmark. 

 

Plottet kan stå på bagsiden af et frimærke, hvilket er det ubetinget eneste positive ved "Last Seen Alive". Will Spann (spillet af Gerard Butler, ja, hvem ellers?) skal køre sin kone, Lisa (Jaimie Alexander), til hendes forældre, da hun pludselig forsvinder ved et stop på en tankstation. Will kontakter politiet, der naturligvis ikke er til stor hjælp og som mistænker ham for at stå bag. Autoriteter skal man jo ikke stole på i ‘Murica, hvis man er en rigtig mand og sin egen lykkes smed, så Will handler hurtigt og kontant. Fast besluttet på at finde Lisa, vikles Will pludseligt ind i den lokale kriminelle underverden med myndighederne lige i hælene på under et par timer.

"Last Seen Alive" er én af de film, der lever i samme selvbevidsthed som paranoide amerikanske koldkrigs-actionfilm fra 80’erne. Ikke, at dét ikke ses i flæng i nutidens heltedyrkende stars and stribes-superheltefilm, men underholdningsværdien lander dér typisk på et eller andet minimum hos Marvel og DC. Will Spanns odyssé er af en helt anden kaliber, på et mildest talt rystende lavt bundniveau.   

  

Prustende med udspilede pupiller vælter Gerard Butler alle logiske slutninger som kegler i en bowlinghal i brand. Fra nul til hundrede eskalerer umenneskeligt tomhjernet stupiditet og sprænger alle årsag-virkninger i så billige CGI-eksplosioner, at biljagterne i "Slå først, Frede!" ligner "Mad Max: Fury Road" til sammenligning. Butler selv, der har gjort karriere på at gøre muskel-hulemænd endnu dummere, ser ud til at være dukket op til optagelserne efter livets ondeste druktur, efter at have tabt et væddemål med instruktør Brian Goodman om at spille hovedrollen. Dog med den hage, at Butler, efter sigende, fik lov til at improvisere sine dialoger. Det mærkes.

Den skotske skuespiller er dog langt fra det eneste, som sejler fordrukkent rundt. Ad hoc er muligvis den rette betegnelse for Goodmans kaosprojekt. Intet virker planlagt, eller for så vidt som om nogen rigtigt har gidet at gøre et minimum af indsats. De øvrigt medvirkende tåger rundt i en hashrus. Er de heldige, fortrænges minderne om "Last Seen Alice" i døsen. Plothuller er en selvfølge. Til trods filmen er spækket til randen med dem, er det langt fra det allerværste. Wills evnen til at bevæge sig over et stort geografisk på kort tid, løse en spraglet sag og redde sin kone, afsløre den lokale narkobaron, Frank, og blive jaget af politiet er en præstation, selv de mest talentløse actionfilm næppe kan prale med. Underbygget af hæslig underlægningsmusik, der må være en parodi på Hans Zimmers bagkatalog. Kirsebæret på toppen af det væltede lokum er dog den komplet idiotiske afslutningssekvens. Den minder mistænkeligt meget om so bad it’s good-mesterværket "Deadly Prey", når Will klodset infiltrerer Franks tophemmelige crystal meth-laboratorium, som den ikke-lokalt kendte Will finder på et øjeblik og i flæng dræber en håndfuld håndlangere fra. At Will Spann ikke er forhenværende elitesoldat, eller har andre forudsætninger for at redde dagen, er ikke overraskende, filmens kvalitet taget in mente. Det ene skal jo passe med det andet, når heller ikke titlen giver mening. 

Der er intet godt at skrive om "Last Seen Alive". Andet end der må være en virkeligt fascinerende historie bag hvorfor produktionen overhovedet blev fuldført og havnede i de danske biografer. Punktum.   

Last Seen Alive