Anmeldelse: Late Night
At jonglere med brede grin og kønspolitiske stikpiller på samme tid er meget svært i vore dage. Med mindre man har Emma Thompson.
Den hæderkronede komiker og talkshow-vært Katherine Newbury (Emma Thompson) befinder sig i sin karrieres efterår. Hvor hendes talkshow før regerede i seertal-krigen på late night-sendefladen, mærker hun nu generationsskiftet ånde hende i nakken. Med trusler fra stationens ledelse om at blive skiftet ud med en yngre, mandlig model lyn-ansætter Katherine en ny tekstforfatter (Mindy Kaling), hvis gåpåmod og uortodokse stil dog hurtigt bliver sat på prøve.
I en tid, hvor den klassiske amerikanske late night-disciplin for alvor har vind i sejlene, og folk dagligt labber monologer i sig fra komikere som Jimmy Kimmel og Stephen Colbert, så virker det faktisk ganske oplagt at støve produktionsgangene af på et fiktivt late night-show og bruge dem til en filmisk arena i 2019.
Men hvor det i sig selv ville være en fin ramme til en tidstypisk komedie, så er det naturligvis ikke nok i disse tider. Den mandlige hovedrolle – som late night-værtsrollen traditionelt er – er nemlig denne gang ikke bare en kvinde, men, hold nu fast, en kvinde over 50. Hele finten her er så bare, at rollen ikke føles omskrevet. Karakteren er dominerende, bramfri og stiv whisky-drikkende. En helt fin måde at prikke til kønsproblematikken omkring roller i Hollywood. På papiret lyder det risikabelt, men filmen lykkes faktisk med at få sin pointe igennem, fordi den ikke gentages i det uendelige, men bare får lov at rulle.
Der er dog ét andet element, der er helt afgørende for, at filmens #MeToo-manøvre ikke føles forceret, og hun hedder Emma Thompson. I hovedrollen som værten, der har bygget hele sit liv op omkring et tv-program, er Thompson ideelt castet. Hendes knastørre signatur-grimasser passer perfekt til en dronning af late night og til den nedladende attitude, man har givet karakteren. Dog med lige tilpas honning i kamille-teen til, at isdronningen tør op på de rigtige steder. Henholdsvis overfor sin alvorligt syge ægtemand og sin nye ivrige tekstforfatter, hvor der er fint blåøjet spil fra Mindy Kaling, der fik sit komiske gennembrud i den amerikanske udgave af "The Office".
På historiesiden har man lavet en lille velfungerende fortælling, men hvad selve manuskriptet angår, kunne man godt have strammet boltene lidt. I en nutidig film, der er så forankret i sit virkelige setup, virker det eksempelvis lidt fjollet, at vi skal tro på, at vores hovedperson ikke kender sine egne tekstforfattere, og at hun sørme lige havde glemt, at den enes barn var 27 år. Og at hun har vundet imponerende 43 Emmy-priser for sit show. Det er der ingen, der har – David Letterman vandt seks. Det er bare unødigt overskruet.
Vigtigst af alt, så udebliver de sjove øjeblikke dog ikke. Det er faktisk nogle virkelig sjove replikker, der bliver luftet undervejs, takket være evigt pålidelige Thompson og medspiller Kalings blyant. "Late Night" ligger klart over den vanlige standard, vi får fra Hollywoods sjove afdeling, og den prøver hverken at tale ned eller op til sit publikum. Forestil dig et late night-afsnit, der er en lige delt blanding mellem David Lettermans sarkastiske flabethed og Jimmy Fallons inkluderende lethed. Det er slet ikke en tosset cocktail.