Anmeldelse: Lazzaro den lykkelige
Instruktør Alice Rohrwacher fortsætter med at imponere med en fortælling, der er absurd, sjov og tankevækkende.
Alice Rohrwacher er efterhånden et kendt ansigt ved Cannes-filmfestivalen. Debutspillefilmen fra 2011, "Heavenly Body", blev nomineret til Caméra d'Or, prisen for årets bedste debut. I 2014 var italieneren afsted med "The Wonders", der nappede den næstmest prestigefyldte pris, Grand Prix-prisen. Sidste år vendte Rohrwacher tilbage med "Lazzaro den lykkelige", der vandt prisen for bedste drejebog. Efter at have set og reflekteret over filmen er dette fuldt fortjent.
Vi befinder os i Inviolata, en tobaksplantage i udkants-Italien ejet af Grevinde Alfonsina de Luna (Nicoletta Braschi). På selve plantagen bor der en stor familie, der udnyttes som rettighedsløse fæstebønder – uden de selv ved det. Blandt disse bønder møder vi den godhjertede dreng Lazzaro (Adriano Tardiolo), der gør alt for alle. En dag hjælper han grevindens søn, Tancredi (Luca Chikonavi), med at forfalske et kidnapningsforsøg – i et forsøg på at bekæmpe grevinden. Men da hændelsen tiltrækker myndighedernes opmærksomhed, går intet som planlagt.
Man forstår nok ikke "Lazzaro den lykkelige" til at starte med. Den skal gennemarbejdes og analyseres, da fortællingen er rig på symbolik. Er publikum villig til det, bliver de belønnet med en særlig, personlig oplevelse. Generelt er det sjældent i disse dage at være vidne til en sand auteurs arbejde, hvor man kan mærke instruktørens vision blive ført ud i virkeligheden.
Rohrwachers seneste værk er ambitiøst. Magisk socialrealisme blandes med socialrealisme, absurd komik og religiøse overtoner. "Lazzaro den lykkelige" er en symbolsk fortælling om en gruppering, der ikke kan opnå bedre levevilkår, simpelthen fordi de ikke er bevidste om det. Til trods for at muligheden for et bedre liv opstår, gribes chancen ikke, fordi de ikke kender til et bedre liv. Historien gentager sig, og ingen lærer af fortiden. Den italienske instruktør sender effektive stikpiller til kapitalisme og det italienske folks adfærd. Dog også med et religiøst perspektiv, hvor unge Lazzaro fremstår som en helgen. Generelt føles fortællingen som et sagn, hvilket ikke er helt tilfældigt.
Lazzaro er som en moderne Jesus-figur, der prøver at rette op på menneskehedens fejl. Men hvordan ville verden anno 2019 tage imod sådan en karakter? Ville han blive anerkendt eller helt glemt? Hvis overhovedet genkendt? Måske ville nutidens mennesker helt afvise ham uden nærmere omtanke. Spørgsmål som disse holder historien interessant og generer stof til eftertanke. Dette element bidrager til, at filmen er én af de mest unikke i år.
"Lazzaro den lykkelige" er ikke for alle, men imødekommes filmens særheder venter en unik oplevelse. Instruktør Alice Rohrwacher fortsætter med at imponere med en fortælling, der er absurd, sjov og tankevækkende. Nok lever Lazzaro under fattige vilkår og bliver udnyttet, men han er en dreng, der er værd at bruge 130 minutter med.