Anmeldelse: Lee

Kate Winslet brillerer i den mest vellykkede film om Anden Verdenskrig i årevis.

Den tidligere Vogue-model Lee Miller rejste til frontlinjen under Anden Verdenskrig som krigsfotograf, hvor hun var med til at afsløre Nazitysklands skjulte sandheder. Hun betragtes i vores tid som en af de bedste krigsfotografer i historien – og hende, der tog et bad i Hitlers badekar. 

I "Lee" følger vi udfordringerne, hun møder som kvindelig krigskorrespondent, når nogle af de vigtigste billeder skydes fra krigen. Billeder, hvor linsen ofte var drejet mod alle dem, som krigen påvirkede uden for krigszonerne. Og som siden har vist sig at være afgørende dokumentation for eftertiden.

Lee Miller portrætteres af Oscar-vindende Kate Winslet, der går i ét med karakteren. Der er noget særligt ved Winslet, når hun påtager sig en rolle på en måde, at vi helt glemmer skuespilleren bag. Winslet er uden tvivl en dygtig skuespiller og med hånden på hjertet, så er "Lee" hendes bedste præstation til dato. 

Filmen er instrueret af den debuterende spillefilmsinstruktør Ellen Kuras – og hvilken debut! 

Det er lang tid siden, jeg har set et periodedrama, der var så gennemført.  Som førte mig til begivenheder og rum, som jeg kun har hørt om eller set på fotografier. Særligt, når vi kommer ind i Hitlers lejlighed og en KZ-lejr. Vi følger Lee med hendes foto-kompagnon, spillet af Andy Samberg ("Saturday Night Live"), der sammen oplever krigens sidste krampetrækninger. Det føles helt forbudt at se med. For vi ser, at ‘det skete’, som så mange periodefilm proklamerer i filmens begyndelse  med en lettere ‘vovet’ regibemærkning. 

Filmen formår at indfange krigen på en måde, der gør det så ægte. Vi oplever ondskaben gennem linsen og ikke gennem replikkerne.  Måske derfor fungerer den her film Om det er fordi, den er instrueret af en filmfotograf, er muligvis det, der gør denne film til en historisk tour de force. 

Når det kommer til filmens visuelle udtryk, har man undgået den lette løsning. I modsætning til andre film om Anden Verdenskrig, hvor autenticiteten ofte måles på mængden af naziuniformer, swastikabannere og sandsække i billedet, har production designer Gemma Jackson ("Game of Thrones") arbejdet så omhyggeligt, at hver eneste scene fremstår fuldstændig gennemført.

Blandt andre A-funktioner finder vi den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen, der tilbage i 2021 vandt en Oscar for sit klippearbejde på "Sound of Metal" (2019). Klipningens fokus  på blikke, pauser og underspillet sårbarhed, giver fortællingen et elegant og flydende udtryk. På ingen måde overfortalt og det er en fryd for filmens gennemgående rolige tempo, der også er til stede, når vi er midt i død og ødelæggelse.

"Lee" er en historisk vidnesbyrd, som kunne realiseres  takket være hendes søn, Antony. Sønnen blev først bekendt med sin mors fortid som krigsfotograf efter hendes død i 1977. Siden skrev han i 1985 biografien "The Lives of Lee Miller". Vi drages stadig af film om Anden Verdenskrig. Ifølge filmsiden IMDb findes omkring 9.000 film, der er kategoriseret under Anden Verdenskrig. Sammenlignet med Første Verdenskrig, der kun har 2.500.  

Måske har det noget at gøre med, at det er en periode, der er så tæt nok på vores egen tid, at vi stadig kan føle en forbindelse. Samtidig med, at den er langt nok væk til, at vi kan se det med en vis historisk distance. Der vil altid være historier fra Anden Verdenskrig, som kan tiltrække et bredt publikum. Hvorfor det efterhånden er en af de nemmeste film at lave, men der er langt mellem dem, der skiller sig ud. Som "Lee" formår. 

Hvis Kate Winslet ikke vinder en Oscar for præstationen , skal hun vide, at hun i hvert fald har vundet mit hjerte. Det er store ord. For det er med våde øjne, at jeg må indrømme at "Lee" er den mest vellykkede film om Anden Verdenskrig, jeg har set i flere år. 

"LEE" har dansk biografpremiere torsdag den 26. september 2024. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.