Anmeldelse: Letter from Masanjia

Kæmp for det, du tror på, fortæller "Letter from Masanjia" i sin hjerteskærende beretning om én mands kamp mod Kinas inhumane arbejdslejre.

Dokumentarfilm kommer ofte med en epilog, når fortællingen runder sin afslutning. Gennem billeder eller tekst får publikum en sidste information, der beretter, hvordan fortællingen fortsætter i den virkelige verden, eller hvad der er sket med de medvirkende personer siden. "Letter from Masanjia" gør også brug af dette yndede greb, men hvor sådan en efterskrift ofte lover bedre tider eller gør sig bemærkninger om verdens tilstande, gør instruktør Leon Lee noget tredje. Et sønderknusende punktum, hvor bitter uretfærdighed er det eneste, du tager med fra biografen.

I 2012 finder amerikanske Julie Keith en livsændrende note bagpå en nyindkøbt halloween-dekoration, der skal pryde forstadshjemmet i Oregon. Gemt i dekorationen er der en besked fra den politiske fange Sun Yi, der beretter om de umenneskelige vilkår, han oplever i den kinesiske arbejdslejr Masanjia. Julie kontakter menneskerettighedsorganisationer og aviser, hvorefter beskeden går viralt verden over. En håndfuld år senere sidder Sun Yi, nu løsladt, i sit hjem og opdager til stor forbavselse, at hans papirlap blev modtaget ti tusind kilometer væk. Herfra følger en tragisk fortælling om lejrens hårde prøvelser og hverdagens evige frygt for nyt fangenskab.

Selvom Sun Yi er fri, lever den 50-årige mand stadigvæk under stor paranoia. Kinas kommunistiske styre overvåger hans mindste bevægelse, hvilket betyder ransagelser af hjemmet og strikse rejsebetingelser. Sun Yi er nemlig fjende af staten. Som udøver af den nyreligiøse bevægelse Falun Gong, der blev populær op gennem 90'erne og praktiserer medmenneskelighed og ærlighed, er Sun Yi og trosretningens 70-100 millioner andre udøvere til stor fare for Kinas ledelse. En fare, der bekæmpes med propaganda, hjernevask og kz-lignende arbejdslejre. Sun Yi ender i den værste af dem alle – den berygtede Masanjia-lejr – og herfra indledes år med daglig tortur, 19 timers arbejdsdage og ingen løn.

Fortalt via smukke animationssekvenser, detaljerigt illustreret af Sun Yis egne tegninger, agerer den tidligere fange troværdigt førstehåndsvidne, når han deler sine gruopvækkende minder fra indersiden af Masanjias pigtrådshegne. Samtidig kæmper ægtemanden også en brav kamp for at få sig selv og sin hårdtprøvede kone ud af landet i håb om en fredeligere fremtid. En umulig kamp, når det drejer sig om paskontrol, økonomisk stabilitet og en modstridende familie. 

Med skjulte optagelser forstærkes den farlige position, Sun Yi lever i, og der er oprigtigt grund til at frygte for kineserens liv. Som en anden whistleblower foregår den daglige kommunikation på krypterede Skype-forbindelser, og i en hemmelig skuffe gemmes alt materiale, der modsiger statens ideologier. Der er ikke langt fra Sun Yi og "Letters from Masanjia" til Edward Snowden og "Citizenfour". 

Som hovedperson i en larger than life-fortælling er Sun Yi et trumfkort. Det er fantastisk at følge hans evige optimisme og fantastisk at beundre den indre ro, han konstant udviser under situationer, de fleste af os nok ville bukke under for. Når det ser allermest sort ud, fortsætter kampen for personlige overbevisninger, der efterlader håb og drømme om frihed. Med en spilletid på kun én time og femten minutter kunne "Letter from Masanjia" sagtens have brugt endnu mere tid på sin skildring af, hvad "Made in China" egentlig indebærer – mens endesløjfen på Sun Yi og amerikanske Julies møde ikke fremstår helt tilfredsstillende. Epilogens sluttekst er dog ikke til at tage fejl af. Forløsning har aldrig smagt så ulækkert.