Anmeldelse: Life Itself

"Life Itself" er noget så selvmodsigende som et læs følelsesporno, hvor vi ikke opnår følelser for karaktererne.

Komikergruppen Monty Python lavede en sketch i deres Flying Circus-dage, der hed "Blood, Devastation, Death, War and Horror". Sådan kan "Life Itself" sagtens beskrives. En film fuld af ødelæggelser, død og masseudryddelser. Når den kvikke læser samtidig ser på filmens plakat, tror man som læser så på det, jeg skriver – eller fortæller plakaten og for den sags skyld traileren noget andet? Hvad er mest troværdigt? Ens opfattelse hænger sammen med, hvad man vælger at tro på. Selvom jeg som anmelder formidler, hvad filmen handler om, gør det i teorien ikke mit udsagn troværdigt. "Life Itself" giver et bud på den utroværdige fortæller, men lykkes kun i små doser.

Når plotsynopsen til "Life Itself" læses, vil flere nok tænke på Alejandro Gonzales Inarritus Oscar-vindende "Babel". Begge film har det tilfælles, at de beskriver, hvordan flere forskellige karakterer agerer på kryds og tværs, både i fortiden og i nutiden. Denne gang fortalt som et skæbnedrama om to familier på tværs af tre generationer med omdrejningspunkt ud fra én fatal hændelse. Den store forskel er, at "Babel" var en vellykket udgave af denne type historie.

Kan man som menneske måle de episoder, der opleves på livets rejse? Fra hvor vi får tildelt livet, til dér hvor Gud vælger at tage det fra én igen. I "Life Itself" oplever vi præmissen som en samlet fortælling, der skabes ud fra én enkelt begivenhed. Livet er skrøbeligt, og det finder alle vores hovedpersoner ud af – på hver deres måde –  hvor deres personlige beslutninger drejer tilværelsen ud i nye retninger.

Instruktør Dan Fogelman, som er kendt for at have skrevet tv-serien "This is Us", har fat i et interessant afsæt: Om det er muligt at fortælle en medrivende og spændende historie, hvor publikum ikke kan stole på fortælleren. "Life Itself" starter udmærket ud med at forklare præmissen. Desværre forfalder den til kliché en masse og sødsuppe oprørt i endnu mere sukker.

Idéer er der ellers nok af. At bruge Samuel L. Jackson som fortæller i starten – og som senere optræder i filmen – virker spændende. Dog bruges det ikke til andet end en uforløst gimmick. "Life Itself" kan ses som multiplotfilm a la den slags, som Robert Altman var specialist i. At sammenligne Dan Fogelmans anden film som instruktør med Altmans film er dog ikke fair. Dér har "Life Itself" simpelthen ikke nok at byde på. Karaktererne hér er ikke just nogen, vi indlever os i. Et stort problem i filmen er, at vi ikke spenderer nok tid i selskab med vores hovedpersoner. Plottet suser hele tiden videre til udviklingen af næste kapitel, der har en binding til det forrige. Det fungerer bare ikke. På grund af den manglende følelsesmæssige forbindelse til persongalleriet bliver vi ligeglade med deres skæbner. Dette til trods for, at der er skruet helt op for følelsespornoen.

"Life Itself" er noget så selvmodsigende som et læs følelsesporno, hvor vi ikke opnår følelser for karaktererne. Som udgangspunkt et velkomment bud som multiplotfilm, som desværre ikke hænger særlig godt sammen. Den utroværdige fortæller er et spændende element, men benyttes ikke godt nok. Skuespillerne gør, hvad de kan med det, de har fået stillet til rådighed – men indlevelsen udebliver og udgør en følelseskold fornøjelse. Om dét er sandheden, eller om anmeldelsen er én stor løgn, kan I spørge jer selv om.