Anmeldelse: Lille sommerfugl

Søren Kragh-Jacobsens retur til filmscenen er sjov, så længe festlighederne varer.

Søren Kragh-Jacobsen er en mand med omdømme. Den 73-årige danske instruktør har været at finde i biograferne siden 1978, hvor han debuterede med "Vil du se min smukke navle?". Siden da er det blevet til andre klassikere såsom "Gummi-Tarzan", "Drengene fra Sankt Petri" og dogmefilmen "Mifunes sidste sang". Derfor er der forventninger, når københavneren udgiver sin første film i 12 år, "Lille sommerfugl", der også genforener ham med Jesper Christensen.

Landmanden Ernst (Jesper Christensen) og konen Louise (Karen-Lise Mynster) står over for et guldbryllup, hvor hele familien samles til en stor fest, der skal fejre ægteparret. Festen ender dog med at afsløre talrige familiehemmeligheder, som alle sætter sit præg på det, der skulle være en hyggelig aften. Ernst er blevet begæret konkurs af banken, sønnen Lasse (Peder Thomas Pedersen) er måske konen Lis (Mia Lyhne) utro med en af festens tjenerinder, og barnebarnet Christian (Sofus Rønnov) har problemer med kæresten Lærke (Sofie Juul Blinkenberg).

Som med julis "Familiefesten" minder præmissen igen om Thomas Vinterbergs "Festen". Kragh-Jacobsens drama er dog blandet med komedie og blottet for mørke. Hvilket er fint i teorien. Problemet opstår dog i "Lille sommerfugl" ved spilletiden. Guldbrylluppet varer 90 minutter, hvor der ikke er nok tid til alle karaktererne. Det går udover indlevelsen.

Første eksempel er Christian og Lærke. Det ene øjeblik skændes de over deres usikre fremtid, i det næste driller de hinanden kærligt, som var intet hændt. Det bidrager til temaet om at bevare facaden trods personlige problemer. Men fordi der skal være plads til alle, er der ikke tid til andet end overfladiske detaljer. Generelt er dramaet en anelse svagt. Ikke blot grundet de mange karakterer, men fordi filmen mangler emotionelle pay offs. Mindst to plottråde ender uforløste – som om Kragh-Jacobsen undervejs glemte, hvad pointen skulle være. Dertil er der filmens forsøg på at snakke om racisme, der dårligt kommer under luppen. Hvilket også gør, at slutningen tømmes på jorden som hvidvin i Mia Lyhnes glas.

"Lille sommerfugl" er dog langt fra at være elendig. Filmen byder på øjeblikke med god humor, både frivilligt og ufrivilligt. Ufrivilligt, da en stor del af fortællingens udvikling er så belejligt struktureret (som en karakter, der tilfældigvis overværer et kys mellem to hemmelige elskere), at festen udvikler sig tåkrummende komisk. Især fordi mange af de ting, der sker til guldbrylluppet, ikke sker i naturlig forlængelse af karakterernes personligheder og handlinger, men blot fordi manuskriptet siger, at den pågældende ting skal ske.

Søren Kragh-Jacobsens tilbagekomst på det store lærred er altså et komediedrama, hvor dramaet er tyndt og overproppet, og hvor komediedelen fungerer både frivilligt og ufrivilligt. I dette tilfælde sørger sidstnævnte for, at "Lille sommerfugl" forbliver en fin oplevelse. Nok glemmes den, når festen slutter, og tømmermændene melder deres ankomst. Men filmen er sjov, så længe festlighederne varer.

Lille sommerfugl