Anmeldelse: Lilo & Stitch (2025)

"Broken, but still good."

Da Disneys Lilo & Stitch havde premiere tilbage i 2002, på falderebet af studiets æra med håndtegnet 2D-animation, blev den øjeblikkeligt et hit. Filmen var skrevet og instrueret af Dean DeBlois og Chris Sanders, som også lagde stemme til karakteren Stitch.

Den brød med mange af de gængse forventninger til mainstream animationsfilm. Der var ingen Disney-prinsesser, ingen kærlighedsinteresser, ingen spontane sangnumre. I stedet fokuserede den på en brudt hawaiiansk familie og deres møde med et udstødt rumvæsen.

Udstødte og skæve eksistenser er et gennemgående tema i Chris Sanders’ film. Han står bag nogle af mine yndlingsanimationsfilm nogensinde: The Wild Robot, How to Train Your Dragon og ja, den originale Lilo & Stitch. Hans fortællinger kredser ofte om dem, der ikke passer ind, og idéen om en "found family" – og gør det uden de sædvanlige klichéer, som børnefilm ellers svælger i. Man kunne hævde, at Chris Sanders’ historier føles mere realistiske og relaterbare, fordi de skildrer en uperfekt verden og de uperfekte væsner – menneskelige, robotagtige eller rumvæsner – der lever i den.

Selvom Lilo & Stitch siden har fået flere spinoff-serier til tv, er det over to årtier siden, vi sidst så dette umage makkerpar på det store lærred. Og nu er det Lilo & Stitch’s tur til at få live-action-behandlingen.

Og ja, jeg kan nærmest høre nogle af jer allerede – dem, der automatisk afviser alle animation-til-live-action-filmatiseringer – sukke over Disneys kreative forfald og ofring af originalitet på profitgudens alter, mens I fremfører den klassiske klagesang om nostalgi og kunstnerisk bankerot.

Og selvom det måske er sandt i flere tilfælde (jeg nævner ingen titler, men vi har vel alle én eller to vi godt kunne have undværet, ikke?), så gælder det langt fra dem alle.

Nu kunne jeg bruge resten af denne anmeldelse på at skrive om Disneys live-action-adaptationer, hvordan de fungerer (og ofte ikke gør), og hvor Lilo & Stitch passer ind i det hele. Jeg kunne give dig eksempler på, hvilke der lykkedes, og hvilke der floppede – hvis ikke økonomisk, så i hvert fald i øjnene på mugne voksne med en "alt var bedre i gamle dage"-holdning.

Selvom de opdateres til den tid, vi lever i, fortæller disse live-action-remakes ofte præcis den samme historie som de animerede originaler. De genoplives med de samme visuelle værktøjer som den næste remake og sigter mod en ny generation af biografgængere, som – må jeg tilføje – ofte er præcis samme alder, som vi selv var, da vi så originalerne første gang.

I sidste ende handler det om perspektiv, nostalgi og stædighed. Og jeg er sikker på, at mange andre anmeldelser rundt omkring på nettet vil tage netop dén vej og holde sig til den klassiske filmanmeldelsesskabelon.

Derfor gør jeg noget andet. Jeg smider både forventninger og skabelon ud. I stedet starter jeg med en historie. En ret personlig én, der i høj grad former, hvordan jeg ser Lilo & Stitch.

Forestil dig en norsk film- og tv-anmelder, nu en af de der halvgnavne mænd i fyrrerne – næsten halvtreds – som allerede som barn faldt ned i gryden fyldt med film, tv og popkultur. Den her anmelder havde ikke de letteste teenageår, men han klager ikke. Det samme kan nok siges om mange fra Generation X, som – må jeg tilføje – også var unge engang. Ja, det er sandt. Forestil dig det.

Selvom han måske ikke havde et klart mål med det hele på det tidspunkt, så vidste han, at han – af forskellige grunde – måtte så langt væk fra Norge som overhovedet muligt, da han var færdig med skolen. Løsningen, der landede i skødet på ham, var Pacific University College på Hawaii.

Denne film- og tv-anmelder havde måske lidt for travlt – eller lidt for naivt – med at slippe væk fra Norge, som ellers anses for at være et af de bedste steder i verden at bo. Men i Den Store Bog om Moody Teenagere står der tilsyneladende en regel: "Du skal gøre oprør mod din familie." Så det gjorde han. Han fløj til det magiske land Hawaii på den anden side af kloden, i håbet om at alle hans problemer ville forsvinde – men med bitterheden mod sin familie pakket med i bagagen.

Det viste sig dog, at det ikke var så nemt at være på den anden side af verden i et fremmed land (og ja, USA kan godt føles temmelig mærkeligt udefra). Han forelskede sig ganske vist i den hawaiianske kultur, men oplevede samtidig et kulturchok og en vis fjendtlighed fra sine medstuderende fra fastlandet, som betragtede ham som noget fremmed og underligt – en outsider.

Men efter flere måneder i Honolulu, hvor han havde nogle svære oplevelser, gik det op for teenageren – som på det tidspunkt faktisk var i begyndelsen af 20’erne – at han savnede sin familie. Så han tog hjem med halen mellem benene. Men følelsesmæssigt havde han taget en del af den hawaiianske kultur med sig.Så da Chris Sanders og Dean DeBlois et par år senere gav os Lilo & Stitch, blev film- og tv-anmelderen – som nu gik på filmskole – ramt af en bølge af stærke følelser. Nostalgi, længsel, kærlighed… det var som intet, han havde set før. En fortælling om en udstødt strandet på Hawaii, med et stærkt tema om tabte og genfundne familier, centreret omkring én, der prøver at finde sin plads, selvom han er anderledes og misforstået. Det ramte ham lige i hjertet. Filmen blev en af dem, der bar ham gennem en svær periode.

Det er længe siden nu.

Med så stærk en tilknytning til den originale Lilo & Stitch var nyheden om en kommende live-action-remake mildest talt en blandet fornøjelse. Skulle jeg endelig se min yndlings-Disney-figur, Stitch, i live-action? Hvordan ville det føles? Ville jeg overhovedet det? Designet i originalen er perfekt – men også så overdrevent, at det nemt kunne falde i den klassiske fælde, hvor live-action-adaptationer ikke kan finde balancen mellem det komiske og det realistiske. Og når de så endelig finder en balance, lander det ofte lige midt i den frygtede uncanny valley.

Men lad os lige spole lidt tilbage, skal vi? Du kender sikkert historien om Lilo & Stitch. Men hvis du ikke gør, kommer her en lille genopfriskning – med navnene på skuespillerne i den nye version.

Vores historie begynder i det ydre rum, hvor den Galaktiske Føderation – en samling af forskellige rumvæsner ledet af den store rådsdame (Hannah Waddingham) – holder retssag. Den vanvittige videnskabsmand Dr. Jumba Jookiba (Zach Galifianakis) står anklaget for at have skabt en bio-konstrueret, ekstremt farlig skabning med massiv destruktiv kapacitet: Eksperiment 626 (Chris Sanders, som også lagde stemme til ham i originalen). Både skaberen og hans skabning står nu for retten.

Da Eksperiment 626 flygter fra varetægten lige efter retssagen og stjæler et politirumskib for at flyve til Jorden, handler det dog ikke om at udslette planeten – som ifølge Jord-ekspert Agent Pleakley (Billy Magnussen) blot er en koloni af næsten uddøde myg. I stedet, for at bevare myggepopulationen – og deres vigtige menneskelige fødekilde – bliver Dr. Jumba og Agent Pleakley sendt af sted for at indfange skabningen, udstyret med holografiske forklædninger.

Imens, efter at være styrtet ned på Hawai’i (Den Store Ø) og have forklædt sig som en slags bizart, koala-lignende hund, havner Eksperiment 626 i selskab med to nyligt forældreløse hawaiianske søstre: den unge Lilo (Maia Kealoha) og storesøster og juridiske værge Nani (Sydney Elizabeth Agudong), som bor i et faldefærdigt hus og prøver at finde mening i livet efter, at deres forældre døde i en trafikulykke.

Med det kaotiske og destruktive Eksperiment 626 – nu kaldet Stitch – som en del af deres liv, bliver situationen endnu mere presset, da Nani kæmper for at finde et arbejde og forsørge sin lillesøster. Men snart lærer de tre at leve sammen og finde en form for familie og samhørighed i hinanden.

Men Stitch er eftersøgt, og den storhedsvanvittige Dr. Jumba og den overpositivt mygge-entusiastiske Agent Pleakley er også landet på Jorden for at finde ham.

Og hvis du har set originalen, ved du, hvad der følger: en række tossede forviklinger og gags – og et hjerte, der banker lige under overfladen – mens søstrene og deres adopterede rumvæsen må finde en måde at bevare deres lille, "ødelagte, men stadig god" familie, før socialarbejderne Mrs. Kekoa (en ny karakter spillet af Tia Carrere, der lagde stemme til Nani i originalen) og Cobra Bubbles (oprindeligt stemmelagt af Ving Rhames, men nu spillet af Courtney B. Vance), som måske – måske ikke – er en rigtig socialarbejder, fjerner Lilo.

Så med den helt særlige plads denne film har i mit liv – hvordan kunne en live-action-adaptation nogensinde fungere for mig? Tja, jer der kender mine anmeldelser ved, at jeg generelt er positivt stemt og åben for nye versioner af gamle favoritter – så ja, jeg kunne godt lide den. Generelt.

Med det kaotiske og destruktive Eksperiment 626 – nu kaldet Stitch – som en del af deres liv, bliver situationen endnu mere presset, da Nani kæmper for at finde et arbejde og forsørge sin lillesøster. Men snart lærer de tre at leve sammen og finde en form for familie og samhørighed i hinanden.Men Stitch er eftersøgt, og den storhedsvanvittige Dr. Jumba og den overpositivt mygge-entusiastiske Agent Pleakley er også landet på Jorden for at finde ham.

Og hvis du har set originalen, ved du, hvad der følger: en række tossede forviklinger og gags – og et hjerte, der banker lige under overfladen – mens søstrene og deres adopterede rumvæsen må finde en måde at bevare deres lille, "ødelagte, men stadig god" familie, før socialarbejderne Mrs. Kekoa (en ny karakter spillet af Tia Carrere, der lagde stemme til Nani i originalen) og Cobra Bubbles (oprindeligt stemmelagt af Ving Rhames, men nu spillet af Courtney B. Vance), som måske – måske ikke – er en rigtig socialarbejder, fjerner Lilo.

Så med den helt særlige plads denne film har i mit liv – hvordan kunne en live-action-adaptation nogensinde fungere for mig? Tja, jer der kender mine anmeldelser ved, at jeg generelt er positivt stemt og åben for nye versioner af gamle favoritter – så ja, jeg kunne godt lide den. Generelt.

Denne nye live-action-remake kæmper en smule med balancen mellem tegnefilm og realisme. Rumvæsnerne er for det meste genkendelige for dem, der har set originalen, bare i en mere fotorealistisk stil. De er dog tydeligt genkendelige som CGI. Men heldigvis – i modsætning til det mareridtsagtige gnomedesign i live-action-versionen af Snow White – prøver de aldrig at ligne mennesker, så det fungerer langt bedre.

Men hovedattraktionen her er selvfølgelig Stitch selv. Den blå, seksarmede, koala-hund-rumvæsen-skabning er fremragende i denne version. Med stemme af Chris Sanders er han lige tilpas anderledes fra originalen til at være interessant i live-action, og han har et imponerende følelsesregister. Men den virkelige test er, om det følelsesmæssige spænd, han havde i originalen, også kommer igennem her – og det kan jeg heldigvis sige, at det gør. Hans kemi med Maia Kealoha, som spiller Lilo, fungerer også. Og selvom mange af deres gags og tossestreger er ændret fra originalen (ingen Elvis på stranden, for eksempel), så er det stadig sjovt.

Men filmen bliver indimellem lidt fanget i sin egen komik. Der er større fokus på Zach Galifianakis og Billy Magnussen som Dr. Jumba og Agent Pleakley, og mange af scenerne kredser om gags og kulturkollisioner. Flere gange blev jeg mindet om Men in Black-filmene, særligt i de klassiske "Han er jo tydeligvis et rumvæsen!"-øjeblikke. Ikke alle jokes rammer plet, selvom der er flere sjove scener med en portalkanon (fans af Portal-spillene vil nikke anerkendende).

Men i sidste ende er det en sjov tur – og en af de mere vellykkede live-action-adaptationer, jeg har set fra Disney. Den er langt fra perfekt, men jeg hyggede mig ærligt talt. Den er "ødelagt, men stadig god", som man siger. Nej, den når ikke originalens højder, og den vil næppe omvende de mere stædige kritikere af Disneys live-action-bølge.

Men det behøver den heller ikke. Originalen findes stadig lige der (vi genså den faktisk for to dage siden, da jeg skrev denne anmeldelse), og jeg er glad for, at en ny generation – en, der nærmest betragter 2D-animation som forhistorisk – stadig får chancen for at møde Lilo & Stitch – også selvom det ikke er i originalversionen.

Lilo & Stitch (2025) har premiere 22. maj.

Skrevet af en norsk anmelder på engelsk og oversat til dansk med hjælp fra en avanceret GPT-model. Undskyld på forhånd for eventuelle klodsede sætninger – maskinen gør sit bedste.

Lilo & Stitch (2025)

Kommentarer

Lilo & Stitch (2025)

  • 0

    Det var næsten som at få voksen skæld ud:D

    Jamison21-05-25 06:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen