Anmeldelse: Little Joe
"Little Joe" er så smittende og foruroligende som "Invasion of the Body Snatchers".
Østrigske Jessica Hausner har været repræsenteret på Cannes-filmfestivalen nogle gange med "Lovely Rita", "Hotel" og "Amour Fou", hvor sidstnævnte deltog i "Un Certain Regard"-sektionen. Sidste år udkom østrigerens første engelsksprogede film, "Little Joe", der dystede om Den Gyldne Palme, hvor hovedrolleindehaveren Emily Beecham vandt prisen for Bedste skuespillerinde. En film og præstation, som nu kan opleves på dansk jord.
Alice (Beecham) er alenemor og dedikeret seniorforsker ved firmaet Planthouse, der udvikler nye plantearter. Hun skaber en plante, hvis pollen gør folk glade, og navngiver den "Little Joe", opkaldt efter sin søn (Kit Connor). Da forskeren smugler en af disse planter med hjem, begynder sønnike at opføre sig underligt – hvilket får hende til at frygte, at planten måske ikke er så harmløs som først antaget.
På papiret bliver der budt op til øko-gys, mens fans af traditionelle gyserhistorier nok vil blive skuffede. For Hausner satser ikke på chok eller dyster vold, men på paranoia. Selvom en fornyet glæde kan spores hos sønnen, retfærdiggøres den mærkelige adfærd med ræsonnement. Joe ønsker eksempelvis at bo hos sin far, selvom han elsker sin mor. Men det er jo blot en naturlig del af, at drengen bliver ældre og bevidst om sine følelser og behov. Eller er det?
Dette er med til at gøre "Little Joe" til en anderledes foruroligende oplevelse. De logiske svar på de underlige forandringer, som alligevel ikke er beroligende. Filmen spiller flot på det psykologiske aspekt, hvor sandheden altid betvivles. Selv når det er tydeligt, at Little Joes pollen indåndes. For slet ikke at tale om plantens virus-lignende udseende, der er både smukt og lettere frygtindgydende. Især med tanke på vores nuværende lykkepille-samfund og coronatid.
Fortællingen bliver desuden båret af en stærk besætning, der også inkluderer Ben Whishaw. Tilsat billeder af Martin Gschlacht, der med sit smukke og rolige billedsprog ikke blot højner stemningen, men også giver publikum en indsigt i, hvordan planters pollen påvirker folk. Såsom hvordan to personer er i fokus, hvorefter kameraet zoomer tættere på dem for til sidst at forbigå dem fuldstændig. Dette er en smuk film, der med rette viser, hvorfor den blev vist som del af Cannes.
Jessica Hausners engelsksprogede debut er ikke for alle. Den er anderledes og benytter sig ikke af velkendte filmiske greb. "Little Joe" bruger pollen på en måde, der kan være lige så smittende og foruroligende som "Invasion of the Body Snatchers".