Anmeldelse: Livets bedste år

Med pensionist-kærlige "Livets bedste år" giver Claude Lelouch en overdosis af selvhøjtidelig nostalgi, navlepilleri og søvndyssende snak.

Nok er det mestre som Jean-Paul Godard, François Truffaut og nyligt afdøde Agnès Varda, som for alvor kendetegner 1960'ernes franske nybølge. Men det var Claude Lelouch, som for alvor kastede stjernestøv efter den filmiske revolution. I 1966 vandt instruktørens hovedværk, "Manden og kvinden", ikke blot Guldpalmen i Cannes, men fik også efterfølgende amerikansk hæder med flere Oscar-sejre og nomineringer samt en Golden Globe. Claude Lelouchs navn ringer måske kun en klokke hos de mest frankofile, men hans kærlighedshistorie om elskerne Jean-Louis og Anne har bevæget sig igennem årtier, hvor det nu er blevet til den tredje – og sidste – film, "Livets bedste år".

Fra "Manden og kvinden" i 1966 til efterfølgeren "Manden og kvinden 20 år senere" fra 1986 har de to elskende Jean-Louis og Anne – spillet af legendariske Jean-Louis Trintignant og Anouk Aimée – krydset hinandens veje på må og få, og nu mødes de for sidste gang i aktuelle "Livets bedste år". Det er 33 år siden, at Jean-Louis og Anne har set hinanden. Jean-Louis er endt på plejehjem med begyndende demens, og Anne arbejder i en lille butik i Normandiet. Jean-Louis' søn opsøger dog en noget overrasket Anne og fortæller, at historierne om hende er det eneste, som holder faderens bevidsthed i nutiden. I et forsøg på at forbedre Jean-Louis' hukommelse besøger Anne forbeholdt sin tidligere elsker, hvor de to kærligt deler fortidens minder og ulykker.

Richard Linklater har nok skævet mod Claude Lelouchs tredelte kærlighedshistorie, da amerikaneren udtænkte sin "Before"-trilogi, hvor Ethan Hawke og Julie Delpy ad tre omgange stødte sammen henover godt 30 år. I bedste nybølge-stil har Lelouch taget virkeligheden som udgangspunkt og ladet sine to skuespillere spille de samme roller, hvor de med tiden har ældet med ynde og samlet mere livserfaring. 89-årige Jean-Louis Trintignant, der ellers kun brød pensionen for Michael Haneke med "Amour", og evigt smukke 88-årige Anouk Aimée er da også filmseriens største trumfkort, da de er betagende af natur og formidler store følelser igennem stort skuespil og stille blikke.

Udover sine to store skuespillere, der på ærlig vis deler skrøbelighed og livsvisdom i, hvad der formentlig kunne være filmparrets sidste optræden, står alt andet i "Livets bedste år" til falds. I en film om kærlighed og fortidens minder forfalder Claude Lelouch til nostalgi-overdosis. Ikke nok med, at Anne og Jean-Louis har endeløse, søvndyssende dialoger om deres forliste kærlighedsforhold, der trods alt ikke kan bære 90 minutter alene på snak, så vælger Lelouch også at indsætte utallige klip fra 1966-originalen. Et råb om hjælp til at udfylde spilletiden eller en selvhøjtidelig tilgang til eget materiale?

Jean-Louis Trintignant og Anouk Aimée snøvler sig igennem den ene dialog efter den anden, som primært udspiller sig på en livløs bænk, hvor parret synes at må ende deres dage, hvis ikke de nogensinde flygter ud af dette selvsmagende portræt af kærlighedens væsen. Det hjælper heller ikke, at filmen er optaget og udformet så ubehjælpeligt, som var den lavet på en eftermiddag, hvor eftermiddagskaffen har virket mere vigtig end ønsket om ægte filmkunst.

Hvis "Livets bedste år" mener, at livets efterår bør bruges på middagslure, selvhøjtideligt sludder om kærlighedens facetter og en eftermiddag med tomme blikke på en bænk, så er missionen lykkedes. Med sin sidste beretning om et nu aldrende par vælger Claude Lelouch søvndyssende navlepilleri og at se bagud fremfor at fejre kærligheden fremad mellem to smukke mennesker. Lad os håbe, at det i sandhed ikke var livets bedste år.

Livets bedste år

Kommentarer

Livets bedste år

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen