Anmeldelse: Lost Girls (Netflix)
Pårørende og ofre af berømt seriemorder er omdrejningspunktet for "Lost Girls", men både de og publikum fortjener en bedre film.
Instruktøren Liz Garbus er kendt for sine opsigtsvækkende dokumentarfilm, hvor hun tidligere har været nomineret til tre Oscars for dokumentarerne "The Farm: Angola, USA", "Killing in the Name" og "What Happened, Miss Simone?". Men nu springer amerikaneren ud som spillefilmsinstruktør, og hendes debutfilm, "Lost Girls", er ude på Netflix. Men denne debut rummer desværre et spildt potentiale.
Fortællingen foregår i 2010, hvor den enlige mor Mari Gilbert (Amy Davis) knokler med to jobs for at kunne forsørge sine to hjemmeboende døtre. Mari finder dog glæden, da hendes tredje datter fortæller, at hun vil komme hjem på besøg efter lang tids fravær. Men da hun aldrig dukker op, begynder den desperate mor at råbe politiet op om, at de skal lede efter hende og søsætte en eftersøgning. Hvilket fører til nogle uventede – og makabre – fund.
Filmen er baseret på Robert Kolkers bog "Lost Girls: An Unsolved American Mystery", der omhandler en række mord begået af seriemorderen, som medierne døbte Long Island Serial Killer. Med tanke på sagens omfattende mystik, der i bedste true crime-manér stadig ikke er løst i dag, er der derfor meget at tage fat på. Desværre stiller Michael Werwies manuskript sig tilfreds med uforløste idéer, der aldrig bliver kigget i sømmene.
Der bliver til tider stukket til emner som politiets langsomme udrykninger til 911-opkald, efterforskning, der er proppet med procedurefejl, og hvordan ingen – udover de pågældendes familier – tænker på retfærdighed for de dræbte prostituerede, som også har måttet lide på seriemorderens vej. Interessante pointer, som bliver nævnt for hurtigt og ligeså hurtigt glemmes. "Lost Girls" har mere travlt med at vise Mari Gilbert som en evigt vred kvinde, der konstant råber af uduelige betjente, mens hun tager sagen i egen hånd. En stærk kvinde skal der til, men her er det på bekostning af alle andre i karaktergalleriet, som må vige til side.
Betjenten, der leder efterforskningen, familierne til de andre myrdede kvinder og selv Maris egne døtre er endimensionelle skikkelser, der enten skal føre plottet videre eller præsentere endnu flere idéer, der aldrig følges op på. Filmens længde på 95 minutter er langt fra nok, og materialet var bedre klædt som miniserie. Filmen skynder på sin fortælling, og næsten intet gør for alvor indtryk. Til trods for et veloplagt cast, som bl.a. rummer Amy Davis og unge Thomasin McKenzie, der med ellers solide optrædener i "Jojo Rabbit" og "Leave No Trace" her gør et sidespring. De to gør, hvad de kan for at sælge karaktererne, men skuespillerne har bare ikke nok at arbejde med. Dette er en overfladisk fortælling, der truer med godt thriller-guf, men som ser sig tilfreds med det minimale. Som om, at filmskaberne mistede interessen, som produktionen skred frem.
I sidste ende fremstår "Lost Girls" intetsigende. Her hersker bestemt potentiale, men af en eller anden årsag følges de spændende idéer aldrig til dørs. Frustrerende som filmoplevelse, men endnu mere med tanke på den virkelige historie, som filmen er baseret på. Gilbert-familien og de andre ofres familier fortjener en bedre fortælling. Og publikum fortjener en bedre film.