Anmeldelse: Louder Than Bombs
Der anedes en trend på Cannes-festivalen i år: En atypisk trend bestående af udenlandske instruktørers debut med velkendte ansigter fra Hollywoods stjerneskudslager – og tilmed første gang med engelsk tale. Vi får snart serveret Matteo Garrones fabel "Tale of Tales" og Paolo Sorrentinos "Youth", og nu er turen kommet til vores norske auteur-frænde, Joachim Trier, der tidligere har præsteret stærkt med "Reprise" og "Oslo, 31. august". Det er 36 år siden, at en norsk film sidst har været en del af havnebyens prestigefyldte hovedkonkurrence, så herfra skal der naturligvis kippes lidt med det nordiske solidaritetsflag. Heja Norge!
Tre år efter den verdensberømte fotograf Isabelle Reeds (Isabelle Huppert) død, tvinges enkemanden Gene (Gabriel Byrne) til at tage stilling til sig selv og sin familie. En familie i akut opløsning, der – udover Gene – består af den følsomme og usikre teenager Conrad (Devin Druid) og den ældre, voksne Jonah (Jesse Eisenberg). Alle kæmper de for at holde facaden og undgå den totale destruktion, men med skrøbelighed og mangel på nærvær som familiens følgesvend er det mere end en vanskelig opgave.
Joachim Trier har med sin mørke, eksistentielle auteur-stil henrykket det kræsne filmpublikum. Med kun to enestående (og depressive) værker i bagagen har Trier opbygget et solidt navn. Derfor har "Louder Than Bombs" været genstand for en naturlig hype, der skal løfte sløret for, om den skandinaviske melankoli kan overføres i samme subtile stil til amerikansk kontekst. Det har før haft uheldige resultater, men selvom rollelisten byder på mainstream-kendinge, er det stadig en Joachim Trier-film i fuld arthouse-flor.
Narrativet er sædvanen tro en fragmentarisk størrelse med glidende overgange mellem minder og realtid, og fokus på karaktererne er konstant skiftende. Kompleksiteten kan derfor være en udfordrende oplevelse for tilskueren, men med sin tredje film rammer filmtalentet fra fjeldet igen plet. Det er hårdt at overvære "Louder Than Bombs". Især den vedvarende følelse af anspændt uro, der stadig har fat – længe efter filmen er slut. Det er en autentisk uro, der er skabt gennem fintfølende og nærværende relationer til karakterer og situationer. Stilhed kan være ualmindeligt larmende. Mister vi evnen til at kunne tale sammen med vores nærmeste, kan det ende med et brag, og det udstilles ubehageligt troværdigt gennem 105 minutters melankolsk pinsel.
Det vidner om en helt særlig klasse hos Trier og medforfatter Eskil Vogt, at de kan folde deres figurer så meget ud. Helt eminent er den yngste Conrad og hans hjerteskærende famlen i en dysfunktionel familie. Devin Druid spiller sin karakter med intens autenticitet og så meget ærlighed, at enkelte scener satte mig til tælling i sædet. Stærk er også Jesse Eisenberg i en rolle, der tilbyder ham flere nuancer end vanligt. Han er stadig den kejtede, neurotiske Woody Allen-light, men det er befriende også at opleve ham som et ægte menneske med fejl og mangler som os andre.
"Louder Than Bombs" er en fortælling, der fungerer. En fortælling om tavse spændinger blandt dem, vi burde kunne tale bedst med. Det fungerer, fordi den følelsesmæssige afstand føles knugende tæt og genkendelig. Til trods for den komplekse fortællestil står de aktuelle tematikker lysende klart: I en moderne verden, hvor det individuelle menneske distancerer sig og ifører sig jernskjorten over for sine nærmeste, kan det ende katastrofalt. Om filmen her vil rykke ved vores haltende evne til at kommunikere emotionelt er ganske usikkert. Der efterlades imidlertid ingen tvivl om, at Joachim Trier er hastigt på vej til at skrive sig ind i filmhistorien som noget helt specielt.