Anmeldelse: Love
Efter at have set 30 minutter af "Love" var jeg næsten klar til at stemple den franske kunstfilm som en af årets værste biografoplevelser. Med stiv repliklevering, monoton, selvmedlidende voice-over og usimulerede sexscener, der tit føles som gimmicks, var det næsten som at være vidne til en dårlig pornofilm. Men så skete der det, som nogle gange sker, når man tilbringer lang tid med en gruppe karakterer.
Skåret helt ind til benet er idéen bag "Love" ret fremragende. En kærlighedshistorie med udgangspunkt i sex er i hvert ikke noget, man ser tit. Argentinske Gaspar Noé har da også en pointe: Hvorfor er grafisk sex så stort et tabu på film, når udpenslet vold er hverdagskost? Den norm prøver Noé at gøre op med i en film, der fortælles gennem flashbacks. Vi følger amerikaneren Murphy (Karl Glusman), der har et barn med kæresten Omi (danske Klara Kristin), som han dog ikke er synderligt interesseret i. Derfor tænker han længselsfuldt tilbage på tiden med ekskæresten Electra (Aomi Muyock), hvor tingene gik noget vildere for sig.
Noé, der – måske med undtagelse af Lars von Trier – er kendt som filmverdenens største enfant terrible, har aldrig været bleg for at provokere. "Love" er ingen undtagelse. Filmen byder ikke bare på lange sekvenser med usimuleret sex: Vi er også på besøg i swingerklub, ser en transvestit nøgen og får serveret close-ups af pikke, der sprøjter sæd mod kameraet. Det er utvivlsomt vulgært, men aldrig chokerende på samme måde som Noés tidligere film såsom "Irréversible". De mange vulgariteter ender i stedet blot med at blive trættende i længden. For Noé provokerer for provokationens skyld.
Når "Love" så alligevel ikke falder til jorden, så skyldes det, at kærlighedsforholdet mellem Murphy og eks-kæresten Electra fungerer upåklageligt. Der er masser af kemi mellem de to unge skuespillere, hvis karakterer skiftevis hader hinanden og lader frustrationerne få afløb ved en omgang lagengymnastik. At de to skuespillere har været så tæt på hinanden, som man overhovedet kan komme, har tilsyneladende haft den ønskede effekt.
Der er steder i Noés film, hvor det hele går op i en højere enhed. Murphy og Electras første møde, hvor de slentrer rundt i en parisisk park, emmer ligefrem af ægte nyforelskelse. Der er også passager, hvor det hele falder til jorden. At se Noé troppe op i rollen som lummer, gammel galleriejer med paryk virker simpelthen så malplaceret, at man næsten bliver i tvivl om, hvorvidt man ser en kasseret "Saturday Night Live"-sketch.
"Love" er en af de mest ujævne filmoplevelser, jeg længe har haft. Gaspar Noé er stadig en eminent billedskaber, hvilket den varme farvepalette i allerhøjeste grad understreger. Men hvor ville jeg dog ønske, at han smed sine gimmicks væk og brugte mere tid på sine manuskripter. For idéen med en kærlighedshistorie med sex i centrum fejler ikke noget. De to hovedrolleindehaveres kemi formår da også at få filmen til at fungere. Men når irritationsmomenterne står i kø, og spilletiden er for lang, så er det svært at være alt for begejstret. Derfor ender "Love" som en halvslap affære, der dog ikke er så tam, at der ikke er mulighed for fremtidig (op)rejsning til Noé.