Anmeldelse: Love and Monsters (Netflix)

Fantastiske effekter, medrivende action og hjertevarme karakterer opvejer det genkendelige narrativ i coming-of-age-sci-fi-actionfilmen "Love and Monsters".

Efterhånden er det blevet rutine, at film – store som små – udgives sporadisk over internettet som følge af pandemien. Paramount Pictures havde planlagt, at Michael Matthews' "Love and Monsters" skulle smides i bifferne verden over i februar, men så sig nødsaget til at udgive den på VOD i visse lande oktober sidste år og først nu på Netflix. Klar står den kejtede knægt Joel, hvis mål er at kæmpe sig hen til sin præ-apokalypse kæreste. Dog skal han forbi massevis af monstrøse kreaturer, der realiseres gennem flotte effekter og har bragt sci-fi-actionfilmen her en Oscar-nominering for netop Bedste visuelle effekter.

Omtrent syv år efter 95 procent af menneskeheden blev udryddet af kemisk-muterede monstre, lever den akavede Joel Dawson under jorden med en gruppe mennesker, der alle har en, de elsker. Joel afskyr ensomheden og vælger en dag at trodse sin kujonagtige natur og bevæge sig ud i den reelle natur – fuld af frygtindgydende væsener. Her støder han på en venskabelig hund, lærerige nomader og en livlig verden, der alt sammen i rigtig young adult-stil er med til at vise vores hovedperson sin indre styrke.

Lige fra start synes "Love and Monsters" bekendt. Joel har noter af en mere uskyldig udgave af Jesse Eisenberg i "Zombieland". Især når den unge, akavede fyr beretter i voiceover om verdenssituationen med en selvbevidst, humoristisk tone, imens han bekendtgør sin akavethed og ensomhed. Den gennemgående fortællerstemme er en halvbillig metode fra skabernes side til at vise Joels følelsesmæssige interiør, så de er sikre på, at alle seere er helt med. Dog opvejes det af filmens oprigtighed – den dedikerer sig til sit ungdomsperspektiv, hvor følelser i alle ekstremer udforskes.

For indledningsvist er Joel Dawson en bangebuks i sådan en grad, at han forstenes i sit sted, når kæmpemyrer er klar til at gnaske hans kranie. Der er ingen primal fight or flight-respons, der sætter ind. Kun freeze. Det er, indtil han søger mod sin kæreste, Aimee, fra dagene før monstrene muterede. På sin livstruende rejse møder han nomaderne Minnow og Clyde. Sidstnævnte spilles af den altid solide Michael Rooker, som bringer en hjertevarm far-kærlighed til filmen. Igen formår "Love and Monsters" med uforbeholden ærlighed at binde os til karaktererne, og der klappes i hænderne, når Joel lige så stille lærer at begå sig i naturen med sin lille pseudo-familie.

Men alt er ikke lutter lagkage i lille monsterland. Ikke alene er de teknisk velskabte skabninger ude på at slå Joel ihjel, for som i alle postapokalyptiske film står mennesket også som fjende. I filmens udforskning af hvem monstrene virkelig er, bærer fortællingen præg af en narrativ genkendelighed, og den undslipper ikke de mest velkendte klicheer. Det skal dog siges, at selvom sidste akt bulner af forudsigelighed, stråler de stærke karakterer, Aimee og Joel, heldigvis i deres medrivende, højintense actionsekvenser. De Oscar-nominerede effekter gør præcis, hvad gode effekter skal – de understøtter dramaet, ligesom vi har set i film som "District 9".

Personlig forandring, ungdomshumor og kærlighed harmonerer ikke altid perfekt i Netflix' "Love and Monsters", men når de gør, føres tankerne mod "Indiana Jones" og "Star Wars". Ungdomsfortællingen tager sig tid til at udforske karaktererne, endda med rørende øjeblikke, og den gør det uden at svælge unødvendigt meget i de store følelser. Det er, som om Michael Matthews' film ved præcis, hvad den er. Et troværdigt, nede på jorden actioneventyr drevet af velskrevne karakterer og med hjertet på rette sted.