Anmeldelse: Loveless

Medmindre helvede er frosset til is, kan jeg garantere, at "Loveless" ikke blot deltager i kampen om Bedste udenlandske Oscar-film anno 2018, men også snupper æren.

Jeg så for nyligt i et interview i "The Graham Norton Show" Will Smith forklare, hvorfor han altid sidder helt bagerst i biografen. Dette er, fordi han under testscreenings af "Men in Black" sammen med Steven Spielberg, som producerede filmen, lærte et par ting eller to af den legendariske instruktør. Spielberg sagde, at du får alt at vide om publikums følelser om en film ved at betragte deres nakke. Havde Steven Spielberg siddet bag mig, mens jeg så "Loveless", havde han nok ringet til en kriselinje efter filmens slutning. For den vil knuse dit hjerte, mens du forgæves prøver at holde sammen på stumperne.

I den russiske film følger vi parret Zhenya og Boris, der står midt i en ond skilsmisse præget af vrede, beskyldninger og frustration. De har begge fundet en ny partner og ønsker ikke andet end at se hverandre forsvinde ud af døren – for altid. Midt i det hele står den eneste ting, der stadig knytter dem sammen. Deres 12-årige søn, Alyosha, der stumt hører hvert vrede ord og hver råbende beskyldning, og som bliver det sagesløse offer for sine forældres eksploderende frustration. Indtil han en nat er vidne til et ubarmhjertigt skænderi, som mere eller mindre sender dem alle ud over kanten. Den lille dreng forsvinder ud af døren og starter en katalysator af sorg, der svømmer gennem det før så stormende hav af vrede, som hans forældre levede i – og efterlader en ubarmhjertig rolig overflade af intethed.

Instruktøren af "Loveless" er den ultratalentfulde russiske instruktør Andrey Zvyagintsev, hvis sidste film, "Leviathan", blev Oscar-nomineret for bedste udenlandske film i 2015. Medmindre helvede er frosset til is, kan jeg garantere, at "Loveless" ikke blot deltager i kampen om samme statuette anno 2018, men også snupper æren for næsen af den ligeværdige "The Square".

At se "Loveless" er faktisk som at gå gennem et frossent helvede. Det er et utrolig koldt portræt af en verden under et regime af had. Her snakker jeg ikke politisk (host, Putin, host), men følelsesmæssigt. For sjældent har jeg set karakterer uden nogen form for tilgivende træk eller positive sider end de voksne skuespillere. Og det gør direkte ondt – fysisk ondt – for mig at tænke på den lille skuespiller Matvey Novikov. Helt uden ord, blot med et stenansigt af sorg udtrykkes følelser så overvældende, at det kun kan sammenlignes med pigen i den røde frakke fra "Schindlers liste" (hej igen, Steven Spielberg!). Du kan ikke undslippe hans så åbenlyse barnlige sjæls harme over, hvor fortræd hans forældre gør ham, og sønnens hævn er ustoppelig i al dens ulykkelige grusomhed.

Jeg kæmper med "Loveless". Dels fordi det er en film, der er så åbenlyst et mesterværk i sin stærkt samfundskritiske visning af det moderne menneske og dettes liv. Åbningsscenen er smuk som krystal og trækker lange bogstavelige tråde til den gåsehudsfremkaldende slutning. Dels er dette én af de få film, jeg kalder et mesterværk, som nok vil få mig til at bryde min guddommelige regel om, at film altid kan ses mere end én gang. Jeg vil simpelthen ikke kunne klare at gå gennem to timer og syv minutter af så hjerteskærende fiktion igen.

Det betyder ikke, at jeg ikke vil anbefale alle at se den formentlig kommende Oscar-vinder. "Loveless" fortjener med al sin grå og dødende stilhed at vinde den 4. marts. Også over "The Square". Hårdt, men sandt. Præcis som "Loveless."