Anmeldelse: Loving

Tænk engang, at ægteskab mellem hvide og sorte mennesker har været ulovligt i visse stater i USA. For bare 59 år siden var det ulovligt i staten Virginia. Denne urimelighed handler den sande historie i "Loving" om.

Virginia i 1958. Den hvide murer Richard (Joel Edgerton) og hans sorte gravide kæreste, Mildred (Ruth Negga), bliver i al hemmelighed gift i Washington. Lykken er imidlertid kortvarig. For byens landbetjent er bestemt ikke glad for raceblandede forhold. Da han får nys om ægteskabet, smider betjenten dem begge direkte i fængsel. Dommeren giver Richard og Mildred et valg: Bliv i fængsel eller forlad Virginia i 25 år. Parret beslutter derfor at forlade deres hjem og familie og prøver lykken i Washington. De falder dog aldrig til dér, og med hjælp fra borgerrettighedsforkæmpere tages kampen op mod retssystemet.

"Loving" er instrueret af kometinstruktøren Jeff Nichols ("Mud", "Midnight Special"), der endnu ikke har lavet en dårlig film. Nichols er denne gang på mere ukendt territorie end tidligere med en konventionel kærlighedshistorie om retfærdighed og racekonflikt.

Ruth Negga, der var Oscar-nomineret for sin rolle, kommer hele følelsesregistret igennem på de godt to timer. Mens Joel Edgerton – med håret farvet lyst, sandsynligvis for at gøre kontrasten mellem de to ekstra stærk og tydelig – mest holder sig til et sammenbidt ansigtsudtryk, varieret med en trist tåre eller to. Selvom "Loving" primært er et stilfuldt kærlighedsdrama, er den også et skræmmende og foruroligende tilbageblik på, hvordan livet var i USA for ikke mere end 59 år siden.

Det står dog uklart, hvorfor parret ikke gør større modstand eller viser deres utilfredshed med den urimelige racistiske behandling i væsentligt større grad. De viser blot en stilsigende accept af den situation, som de nu befinder sig i. Hvorfor konfronterer de ikke deres modstandere og fordomsfulde autoriteter? Det bliver aldrig rigtig præciseret, hvorfor parret ikke vil blive i Washington med deres børn. Ligesom det kan undre, at deres familier ikke blot rejser med dem til at begynde med. Historien snubler mod enden, hvor substansen tabes, og følelser falder til jorden. Kontrasten mellem rigtigt og forkert kunne sagtens have været vist stærkere, mere mørkt og udpenslet.

"Loving" er stærkest i sin første halvdel, hvor kampen for kærligheden fylder. Vi forstår, har sympati og føler med parret, hvorimod den flader noget ud mod det ordinære mod slutningen. Det ændrer dog ikke på, at Jeff Nichols seneste film er og bliver et rørende og fint tidsbillede fra dengang, USA var adskilt mellem sort og hvid.

Loving