Anmeldelse: Lykketræf

Woody Allen fejrer jubilæum med klassisk trekantsdrama, hvor skæbnen, kunsten og bedraget danser en velkendt kindvals i Paris.

Med "Lykketræf" bevæger Woody Allen sig elegant ind på nyt territorium, mens han samtidig trækker dybe spor fra sit eget bagkatalog. Newyorkeren, hvis film typisk foregår i sin elskede hjemby, har i nyere tid været eventyrlysten og lagt vejen forbi en række europæiske byer. 87-årige Allens nu – hold fast – spillefilm nummer 50 over seks årtiers karriere finder måske ikke særligt overraskende sted i byernes by som første ikke-engelsksprogede film. Og hvilken anden by end Paris er mere passende at hylde idolerne fra både den franske nybølge og fransk litteratur i, og samtidig understrege forkærligheden for at dykke ned i moralens gråzoner med samme lethed, udspekulerede dilemmaer og charme som altid.

Fanny (Lou de Laâge), en smuk og tilsyneladende lykkelig kvinde, lever et privilegeret liv som hustru til finansmanden Jean (Melvin Poupaud) i den parisiske overklasse. Hendes verden får dog et uventet skub og tager en eksistentiel drejning, da hun tilfældigvis møder en gammel skolekammerat. Alain (Niels Schneider) er nu forfatter på gennemrejse i Paris, og han åbner Fannys hjerte som en bog og forfører hende. Den uskyldige flirt udvikler sig til en forelskelse. Dog ikke uden sine konsekvenser, da skæbnen som bekendt har det sidste ord.

"Lykketræf" er helt klassisk Woody Allen, dog på fransk. Trekantsdramaer, litterære henvisninger og et djævelsk glimt i øjet, som viser sig at spille vores hovedpersoner et skæbnesvangert pus. Som i thrilleren "Match Point" summer en morderisk undertone, men uden at føles drabeligt ondt. Allens velkendte galgenhumor og leg med kynisk realisme, eksistenser og valg med store konsekvenser fortælles med en karakteristisk lethed i stil med nyere film som "Midnight in Paris" og "Wonder Wheel", dog uden for alvor at trænge ned i menneskers komplekse psyke.

Woody Allen på fransk er lige så humoristisk, charmerende og tragisk, som han plejer at tage sig ud på engelsk. "Lykketræf" hører til i den mere fornøjelige ende af amerikanerens bagkatalog, og føles mest som en hymne til den levende franske kultur. Igen indfanger den legendariske mesterfotograf Vittorio Storaro byens pulserende liv, som blandt andet også filmede "Café Society", mens jazzen i baggrunden giver Paris en newyorker-venlig ramme. Som altid er der referencer til Allens litterære forbilleder, og nu vi er i det franske, trækkes ekstra på Georges Perecs hverdagslige tilfældigheder og Gustave Flauberts realisme med titelkarakteren fra "Madame Bovary" som tydelig inspiration for Fanny.

Selv med de mange lag og henvisninger har "Lykketræf" ikke det bid, der gør en lang række af Woody Allens film så utroligt mindeværdige. Selvom alt er på spil for Fanny, formår ellers velspillende Lou de Laâge ikke at gøre hendes karakter synderligt interessant. Skæbnefortællingen er i forgrunden. Så meget, at trekantsdramaet i store dele reduceres til to mænds ikke særligt følelsesmæssigt engagerede kamp om Fannys kærlighed, som står fanget mellem et Jane Austen’sk valg mellem fornuft og følelse.

"Lykketræf" er måske ikke på "Manhattan"-niveau. Dog vil selv en gennemsnitlig film fra mesterens hånd altid være god, og nummer 50 i rækken er ingen undtagelse. Få som Woody Allen kan sammenflette skæbneberetninger med skarpe hverdagslige betragtninger og overføre dem til skarpe dialoger, som nok er teatralske, men ikke desto mindre charmerende og eftertænksomme.

"Lykketræf" har dansk biografpremiere 21. november.