Anmeldelse: Ma Ma

Lad mig starte med at få én ting på det rene – et godt melodrama er fantastisk. Sådan et hvor følelserne sidder helt uden på tøjet og tårerne triller ned ad kinderne. Hvor handlingen ikke er sådan helt logisk, men skåret til at få mest muligt patos frem i et publikum, der labber det i sig. Som udgangspunkt lyder "Ma ma" som netop sådan en tåreperser, men den skuffer fælt. Mor er ikke vred, mor er skuffet. Eller faktisk, så er mor lidt vred.

Magda (Penélope Cruz) er den stolte mor til en ung, fodboldspillende knægt. Dog er hun også lige blevet fyret fra sit arbejde som lærerinde, forladt af sin sjuft af en mand for en yngre (og blond) model, og just som filmen starter, diagnosticeres hun med brystkræft. Det er ikke nemt at være Magda. Samme dag som diagnosen stilles, møder hun dog manden Arturo (Luis Tosar) under sønnens fodboldkamp. Arturo er talentspejder for ét af Spaniens store fodboldhold og ser potentiale i knægten. Lige som de er ved at varme op til hinanden, får Arturo dog et opkald – hans hustru og datter har været i en fatal bilulykke. Midt i sorgen over både kræftdiagnose og ulykke finder de to dog trøst i hinanden og hjælpes ad gennem den hårde tid.  

Det lyder vildt, sådan rigtigt melodrama-vildt, at så mange ulykker skal ramme én person og hendes nærmeste - og så endda på samme tid! På mange måder minder "Ma ma" om de umådeligt populære spanske telenovelas - en pendant til de ligeså populære sæbeoperaer, hvor karaktererne udsættes for utrolige op- og nedture til stor underholdning for seerne.

I "Ma ma" er persongalleriet dog så klichéfyldt og mærkværdigt motiveret, at de falder helt fra hinanden. Cruz med dådyrøjne så store som tekopper spiller den martrede moder med det naive og ukuelige sind og et hjerte af guld. Tosar i rollen som Arturo er en religiøs skabshomoseksuel og kvinde-pleaser uden lige, der ugen efter sin hustrus død går lige i armene på kræftramte Magda. Magdas eksmand er filosofiprofessoren, der knalder med de unge studiner og er totalt fraværende fra sin søns liv. Og for lige at toppe det af bliver Magdas gynækolog hendes bedste (og øjensynligt eneste) ven og fremviser ved flere anledninger sit sangtalent for en jublende Magda – han får dog ingen klapsalver herfra.

Plottet er centreret om Magda og følger hendes reaktion på kræftdiagnosen og erkendelse af, at livet ikke varer evigt. Dette er en seriøs og vigtig problematik at tage op, men i "Ma ma" drukner det i utroværdige sekvenser og en protagonist, der blottes for empati i sin selviskhed. For eksempel da hele den nye familie tager på stranden, dagen efter Magda har fået fjernet det ene bryst. Eller at Magda grundet seksuel frustration vælger at gå udenom Arturo for at få opfyldt sine behov og koldt leverer budskabet til ham efterfølgende. Derudover er symbolikken i filmen meget klodset og alt for tydeligt leveret og indgår derfor ikke naturligt, men derimod som et fremmedlegeme, der er blevet påsat den af uransagelige årsager.    

Mor er ikke skuffet, mor er vred. Over at have brugt to timer i selskab med ugudeligt irriterende Magda og hendes slæng af mænd. "Ma ma" er én af de film, der giver melodramaet et dårligt ry i sin ligegyldighed overfor publikum og gav mig lyst til at råbe af lærredet flere gange. Følelserne kommer klart i spil, men de forkerte af slagsen og af de gale årsager - når hverken karakterer, plot eller symbolik spiller, er det svært at sidde tilbage med andet end frustration og lettelse over, at filmen slutter.