Anmeldelse: Ma Rainey´s Black Bottom (Netflix)

Krigstrommerne lyder, når Chadwick Boseman og Viola Davis skruer op for skuespillet og musikken i racedramaet "Ma Rainey's Black Bottom", som lugter lidt af Oscar-lokkemad.

Filmverdenen blev rystet i sin grundvold, da "Black Panther"-stjernen Chadwick Boseman gik bort efter et tumultarisk forløb med tyktarmskræft. En minimal silver lining er dog, at den stålsatte skuespiller arbejdede til det sidste og på sin vis eviggjorde sig selv. Rollerne står på sort ikon efter ikon, og Boseman har altid bragt en varme og energi til sin roller. Netflix' "Ma Rainey's Black Bottom" er ingen undtagelse. Her duellerer han som trompet-spillende go-getter overfor Viola Davis' divadronning Ma Rainey. Og de øjer begge Oscaren – på godt og ondt.

Tilbage i Chicago i 1927 skal et band optage en plade i et studie. Det lyder som sådan ret tilforladeligt. Dog er bandet ledt af den sorte kvinde Ma Rainey, som er fuld af temperament og stjernenykker. Hun kendes også som "Mother of the Blues" og mener, at sort musik kommer fra et unikt, melankolsk sted i sjælen. Klar til at blæse hende ned fra stolen med mere upbeat rytmer står hornspilleren Levee. Han er ubøjelig i sin tro på, at folk vil danse hurtigt og glemme sorgerne. De støder hårdt sammen under indspilningerne, ledt af en hvid mand, som kæmper med at kontrollere den ukontrollable Ma Rainey.

"Ma Rainey's Black Bottom" deler titel med teaterskuespillet, filmen er baseret på. Skuespillet er forfattet af den berømmede August Wilson, der posthumt blev nomineret til en Oscar for bedste manus for "Fences". Viola Davis tog bedste skuespillerinde-statuetten med hjem for selvsamme film, og hendes intense indlevelse i rollen som Ma Rainey kan muligvis give endnu en. Chadwick Boseman har bestemt også sine chancer for at følge i August Wilsons fodspor og blive belønnet posthumt for sin evindeligt energiske Levee.

Gennem Levee antænder skaberne et levende bål af ambitioner og muligheden for verdensændring. Gennem Ma Rainey skal vi helt ned i dybet, hvor the blues, altså selve musikkens sjæl, dvæler. Her hjælper musikken på at forstå den skrækkelige status quo, hvor den hvide mand værner om sin plads på tronen. Filmen griber fornuftigt fat om nældens rod, for hvad var det bedste handlingsforløb for dem? Levee tilpasser sig de foranderlige tider, men risikerer at blive røvrendt af den hvide mand. Ma Rainey sidder komfortabelt på toppen, hvor hun tryner den hvide mand, men hendes konservative sind kan smide hende til havets bund, når folket ikke vil have the blues længere.

Ma Raineys evindelige postyr er ikke blot til for at skabe unødig ravage. I sin intimiderende fandenivoldskhed kan hun udnytte og manipulere den hvide mand, hun desværre er afhængig af. Levee løber derimod modvilligt i hælene på den hvide mand, som kan skabe hans fremtid. Begge præstationer er i deres helhed gode, men det er svært at fravriste sig følelsen af, at de utallige close-ups er lige så meget for publikum som for Oscar-akademiet. Der svælges i tragiske baggrundshistorier fortalt gennem monologer, og kameraet kæmper en hård kamp for at finde bare lidt spændende vinkler at skyde de intime fortællinger om vigtige raceproblemer fra.

Der er også en god håndfuld biroller i studiet, selvom skæret fra diverse Oscar-statuetter blænder George C. Wolfes instruktion. Især Colman Domingos mere subtile skuespil burde have fortjent en femtedel af Ma Raineys nærbilleder, men ikke alle historierne heri er lige vigtige. Derfor fokuseres der på de mest fremtrædende tematikker: Uretfærdighed for et undertrykt folk. Og det er her, musikken i "Ma Rainey's Black Bottom" spiller.

"Ma Rainey's Black Bottom" kan ses på Netflix 18. december.

Ma Rainey´s Black Bottom (Netflix)

Kommentarer

Ma Rainey´s Black Bottom (Netflix)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen