Anmeldelse: Macbeth
Visse fortællinger opslides aldrig, dét har i særdeleshed William Shakespeare bevist. Selvom den britiske dramatiker og poet døde for snart 500 år siden, bliver "Hamlet" og "King Lear" betragtet som udødelige. Det sker også fra tid til anden, at værkerne fra det enorme bagkatalog atter engang filmatiseres og er blevet det med vidt forskellige tilgange af bl.a. Mel Gibson, Baz Luhrmann og selvfølgeligt den allerstørste Shakespeare-teater- og filmpersonage, Sir Laurence Olivier. Roman Polanski skabte i 1971 den hidtil mest dystre Shakespeare-filmatisering med "Macbeth", der nu også er blevet fortolket af australske Justin Kurzel.
Den loyale general Macbeth (Michael Fassbender) fører kongens soldater til den ene sejr efter den anden og er derfor en af rigets mest hyldede mænd. Da tre hekse fortæller Macbeth, at han en dag bliver konge af Skotland, blusser ambitionerne for alvor op. Lady Macbeth (Marion Cotillard) får overbevist sin ærgerrige mand om at dræbe kongen for at hjælpe profetien til at gå hurtigere i opfyldelse, hvilket bliver starten på en blodig vanvidsfærd for den skotske kriger.
Justin Kurzels "Macbeth" er en tyngende tragedie som få, der i en malmstrøm af vanvid langsomt og sikkert dykker ned i menneskets mørkeste sindelag. Temaet om magtliderlighed og storhedsvanvid er manifesteret lige så dragende og skræmmende som i "Dommedag nu" og skåret blodrødt ind til benet med hypnotiserende kraft i lyd og billeder.
Macbeths forførelse af magtens sødme føles som en uvirkelig feberdrøm, der aldrig giver slip. Den barske fortolkning er som et aggressivt politisk opråb om de menneskelige konsekvenser ved den magtsyge, der - personificeret af Lady Macbeth - tillokkende hvisker krigsførende nationer i øret. I teaterverdenen bliver "Macbeth" ikke nævnt ved navn, da det som stykke bliver anset som forbandet. Udvekslingen mellem teater og film er dog i dette tilfælde alt andet end forbandet, hvilket ikke mindst skyldes præstationen fra Michael Fassbender. Der er altid en fare for, at materialet ikke består overdragelsen og fremstår teatralsk. Fassbinder leverer dog varen med den største selvfølge og troværdighed, både med de til tider snørklede dialoger og transformationen fra anstændig kriger til knækket konge.
Desværre er Fassbender med et bloddryppende sværd og skarpe replikker ikke nok til at trække sejren helt hjem. Selvom Marion Cotillard gør det hæderligt som iskold manipulator, fremstår resten af skuespillerne som amputerede brikker i et langtrukkent spil skak. "Macbeth" er indimellem fortalt i dvælende flot slowmotion, der ligner noget taget ud af en nyere Lars von Trier-film, og det er morderisk effektivt. Den shakespearianske nedgang til helvede er dog i perioder for stillestående til at forblive medrivende i to timer med teaterblod.
"Macbeth" er en spændende nyfortolkning af et af Shakespears mest kendte værker og understreger, at selv forslidte mesterværker kan gøres aktuelle. Dette er både instruktør Justin Kurzel og Michael Fassbenders fortjeneste. Filmens atmosfæriske æstetik er fascinerende filmkunst, der ender med at blive et tveægget sværd for filmens tempo. Filmen bliver simpelthen alt for langt i spyttet til at blive virkeligt god.