Anmeldelse: Made in Bangladesh

Missionen i "Made in Bangladesh" er hæderlig, men fiktionselementerne halter efter, og filmen havde fungeret bedre som dokumentar.

Kina er verdens største leverandør af tøj- og tekstilprodukter, men vidste du, at sydasiatiske Bangladesh er verdens næststørste eksportør af klædningsstykker? Omkring 80 procent af landets eksportvarer udgøres af tekstilindustrien, som også er den vigtigste kilde til at styrke en skrantende økonomi. Fattigdom hersker nemlig kraftigt blandt indbyggerne i Bangladesh, og ligesom med det kinesiske mærkat gemmer der sig en grim historie bag det made in Bangladesh-mærke, du kan finde i dit tøj. Bag afsenderen gemmer der sig voldsomt ringe arbejdsvilkår og brud på menneskerettigheder. Elementer, som "Made in Bangladesh" går i bedene på.

"Made in Bangladesh" er instrueret af Rubaiyat Hossain og omhandler den unge kvinde Shimu, som arbejder på en stor tøjfabrik i hovedstaden Dhaka. Under dårlige arbejdsforhold slider Shimu i timevis for ingen penge. Da en veninde omkommer i en arbejdsulykke, indser Shimu, at de ringe vilkår og brud på menneskerettigheder ikke kan fortsætte. I alliance med en kvinderettighedsforkæmper beslutter den unge dame sig for at etablere en fagforening, men det kræver opbakning fra både kolleger, ledelse og manden derhjemme. En svær opgave i et land, hvor magtmisbrug sætter dagsordenen på markedet.

Inspireret af en tragisk ulykke tilbage i 2013, hvor mere end tusinde arbejdere omkom under et bygningskollaps på en tøjfabrik, begiver "Made in Bangladesh" sig ud i en fortælling om menneskerettigheder og det enorme pres, både ind- og udland sætter på tekstilindustrien. En historie, der også blev skildret i den hypnotiske, observerende dokumentarfilm "Maskiner", hvor medarbejdere på en indisk fabrik må arbejde i forurenende giftstoffer under umenneskelige arbejdstider og for ikke-eksisterende løn. Unge Shimu bringer handlekraft på bordet og har fået nok af disse kummerlige forhold. En beundringsværdig mission, der desværre ikke imponerer som filmoplevelse.

"Made in Bangladesh" starter med en sonisk lydbombe af symaskiner og strygejern, der arbejder på højeste tryk i en stor sweatshop. På tæt hold observeres de hårdtarbejdende damer, mens de under ringe forhold producerer tøj, som kan sendes til den vestlige verden. Her kunne du måske fristes til at tro, at "Made in Bangladesh" er en dokumentarfilm, som åbningsscenen skriger, men her er dog tale om en fiktionsfilm ikke langt fra virkelighedens verden. Det er desværre også i fiktionens element, at Rubaiyat Hossains portræt af den bangladeshiske arbejderklasse skuffer.

For nok er budskabet om overenskomst, retfærdig behandling på arbejdspladsen og ikke mindst styrkelsen af kvindernes plads i hierarkiet nobelt, men som filmmager har Rubaiyat Hossain endnu ikke talentet til at skabe en overbevisende fortælling. Indholdet er uinspireret og lige så ringe som arbejdsvilkårene for de syende kvinder. Således fremstår også skuespillet af dårlig kvalitet. Næsten samtlige skuespillere i filmen er amatører, og det mærkes i sådan en grad, at indlevelsen halter efter. Især i de mere følelsesladede scener er det svært at lade sig overbevise om situationens alvor, når Shimu diskrimineres.

Missionen er ellers hæderlig, og at se en film fra Bangladesh få plads i de danske biografer er i sig selv en oplevelse værd. Men "Made in Bangladesh" svigter som indlevende filmoplevelse, fordi fiktionselementerne ikke bliver solgt overbevisende. Hvad end det er niveauet i skuespil eller medrivende historiefortælling. Filmen havde nok fungeret langt bedre som en dokumentarfilm, der kunne havde givet stemme til Bangladeshs virkelige kvinder, som hver dag kæmper for at ændre en indædt arbejdskultur og et giftigt miljø.