Anmeldelse: Mælkekrigen

"Mælkekrigen" er et moderne ekko af sagaerne fortalt siden de første bosættelser på Island.

At størrelsen ikke betyder noget understreger islandsk film gang på gang. Til trods for at det lille land ud fra indbyggertal nemt kan overses, markerer islændingene sig gang på gang som én af Nordeuropas mest spændende kulturnationer. Netop kampen mellem den lille snu og de store spillere gennemtrænger selvforståelsen. Ikke kun historisk og ud fra et globalt perspektiv, men også lokalt. Ene mand eller kvinde tages kampen op mod overmagten. "Mælkekrigen" skriver sig ind i dén fortælling, der er en islandsk saga værdig.

"Mælkekrigen" udspiller sig i et lille islandsk landområde, hvor tiden på mange måder har stået stille. Især i forhold til, hvordan magtforholdene er mellem de lokale mælkebønder og den brugsforening, som i generationer har opkøbt bøndernes mælk. Da enken Inga (Arndís Hrönn Egilsdóttir), der driver et mælkelandbrug helt alene efter sin mands pludselige død, udfordrer monopolet, udbryder der regulær kamp om overlevelse.

Præmissen er lige så ældgammel, som da David mødte Goliat. Hyrdedrengen er denne gang en sejlivet enke, hvis eneste sten, der slynges, er fællesskabet blandt de andre mælkebønder. For selvom finanskriser, bankkrak og korruption knuser selv den mest sammentømrede idyl, står det lille samfund – og den lille nation – med store hjerter stærkest i fælles front.

Grímur Hákonarson, der høstede international hæder med brødredramaet "Blandt mænd og får", bevæger sig også denne gang ud i et velkendt landskab. Generationsopgøret mellem hårdtarbejdende godtfolk, mens frygten for tab af det trygge og etablerede liv i mødet med den moderne verden rumsterer i krogene. Instruktør Hákonarson styrer dog sikkert mellem romantiseringen af traditioner med sin vanlige sans for underspillet absurdkomik og lun ironisering af den stædig-stolte ex-viking-mentalitet. For "Mælkekrigen" er et moderne ekko af sagaerne fortalt siden de første bosættelser på Island. Indskrevet med lige dele selvbevidst historieskrivning, mens ønsket om at løfte i flok i udfordrende tider emmer på den naturskønne vulkanø.

Fordi fortællingen er fortalt siden tidernes morgen, og ikke kun på Island, byder "Mælkekrigen" ikke på de store overraskelser. Selvom der ingen grund er til at afsløre for meget, ender Ingas kamp som forventet og uden et efterspil, der sætter sig på eftertænksomheden. Hvad Hákonarsons tredje spillefilm har i lune og indsigtsfuldhed savnes måske i grundfortællingens ikke særligt opfindsomme ramme. Nytænkende er nordisk socialrealisme sjældent, mens islandske bedrifter som "En hvid, hvid dag", "Vinterbrødre" og "Heartstone" alligevel har formået at tage kampen op med den internationale scene og dermed sat et tårnhøjt niveau. Og selvom "Mælkekrigen" er god, går den ikke på samme måde over i historien som andre fortællinger og sagaer fra den stolte nation.

Bølgen af kvalitetskultur fra Island ser ikke ud til stoppe foreløbigt med "Mælkekrigen". Grímur Hákonarsons nyeste film hører ikke til de allerbedste fra det høje nord, men formår at forme en universel og menneskelig evig genkomst-fortælling, som absolut er anbefalelsesværdig. Særligt i en kaotisk tid, hvor fællesskaber udfordres af mere eller mindre selvforskyldte forandringer og historiens utrættelige gang.

Se eller gense vores interview med instruktør Grímur Hákonarson i forbindelse med den prisvindende "Blandt mænd og får" herunder:

Mælkekrigen