Anmeldelse: Malous Jul
Der er mere på spil end julebal i Nisseland i socialrealistisk julefilm.
"På loftet sidder nissen med sin julegrød, sin julegrød, så god og sød", lyder den gamle klassiker. En julesang og historie, som alle danske børn lærer i deres barndom. Men nissefar er som bekendt en lille hidsigprop, og med sin krop han gør et hop. I "Malous Jul" gør nissefar meget mere end at hoppe og true med sin ske, når han svovler og raser til højre og venstre.
Teenageren Malou skal i en ny plejefamilie. Hun har aldrig rigtig kunnet finde til rette nogen steder, så det offentlige sætter Malou af på øen Lunø, hvor hun skal bo hos Bibi og Leif. Malou har svært ved at finde sig til rette, men det ældre ægtepar giver ikke op så let. Det er jo snart årets bedste tid, jul. Malou vil væk, men da hun møder nissen Nils på loftet, sker der ting og sager.
I sidste uge havde en anden danske julefilm, "Julemandens datter 2", premiere. Den var holdt i et magisk univers med magi og flyvende rensdyr. Malou på øen Lunø er helt ovre i den anden grøft. Socialrealismen brænder igennem, selvom der er et eventyrligt element i fortællingen. Den varme juletid kontra Malous mørke fortid er en interessant og spændende kontrast, og det gør blandt andet, at der ikke tales ned til det yngre publikum.
Meget klippes ud i pap, og man kan ofte forudse, hvad der vil ske, lang tid inden det sker. Men det gør ikke så meget, fordi vi som publikum gerne ser, at det ender der, hvor det gør. Instruktør Claus Bjerre, som har stået bag en håndfuld af de nye "Far til fire"-film, har godt greb om ø-landskabet og den landlige idyl med juletræsplantager og den lokale købmand, der også er byens politimand. Miljøbeskrivelserne bringer mindelser om Henrik Ruben Genz' "Frygtelig lykkelig", og det er bestemt et kompliment.
Karla My Nordquist er som Malou troværdig som rebelsk teenager. Man kan mærke Malous fortid, og hvad hun har gennemlevet med hendes ramponerede sportstaske – og det samme sæt tøj giver en snert af socialrealisme. Jytte Kvinesdal og Ulver Abildgaard tilfører som Bibi og Leif varme og kærlighed overfor forsømte Malou. Især Ulver, som vi desuden ser alt for sjældent i dansk film, er så lun og sentimental, at man får helt lyst til at kramme ham. Og så er der nissen – spillet af Lars Ranthe – som ikke rigtig kan finde ud at bande, og hvis skarnsstreger flere gange ender værre, end hvad han selv havde regnet med. Ranthe er fin og hopper bestemt op og ned som i sangen. Men det føles som om, at nissen kunne være skåret væk, og at der stadig ville have været en god julefilm. Nissen gør ikke rigtig noget for fortællingen, og personudviklingen forløses hurtigt. Selvom julenissen burde være drivkraften i en julefortælling, ville historien have fungeret bedre uden det magiske element.
"Malous Jul" er en sød og rørende julehistorie, der bestemt også har noget bid. Og ikke bare pebernødder og marcipansnitter. Malou har ar på sjælen, og det er dejligt, at instruktør Claus Bjerre og manusforfatter Frederik Meldal Nørgaard giver historien kant. De tre hovedroller gør det rigtigt godt, og byens små biroller er alle velcastet. Lars Ranthe gør en god hidsigprop, men filmen ville have været bedre uden hans tilstedeværelse. At vi har en dansk film for børn og unge, der blander socialrealisme og juleeventyr sammen, er en cadeau af de store. Bjerre viser her, at der er mere i ham end Ole, Mie og Lille Per. Der er mere på spil end julebal i Nisseland.