Anmeldelse: Mamma Mia! Here We Go Again

En venlig advarsel herfra: Kæresteaftenen i selskab med "Mamma Mia! Here We Go Again" sender skruk-målingerne himmelvidt på Richterskalaen.

Indimellem kan det overraske. Hvor store ABBA egentlig var og ikke mindst, hvor enorm en popkulturel indflydelse de stadig har. Alene storhedstiden i 70'erne og start-80'erne gjorde den svenske pop-kvartet til ét af de bedst indtjenende bands i musikhistorien. Fra slut-90'erne blev et udvalg af bagkataloget opført som den verdensomspændende musical "Mamma Mia!", der er blevet set af over 50 millioner. Musicalen blev filmatiseret og endte som en kæmpe blockbuster, og nu – præcis ti år efter – er der kommet en opfølger.

Sophie (Amanda Seyfried) har overtaget hotellet i det græske øhav efter sin afdøde mor, Donna, og hun knokler nu for at genåbne det med en kæmpe fest til ære for moren. Da festdagen nærmer sig, henfalder Sophie til melankolien og drømmer sig tilbage til sin mors ungdom. Nærmere bestemt den sommer, hvor Donna flyttede til øen og mødte Sophies tre fædre, Bill, Harry og Sam. Alt dette i takt med, at hun må håndtere et stormvejr (symbolsk og egentlig uvejr, naturligvis), en bedstemor med stjernenykker og en uventet graviditet.

En venlig advarsel herfra: Kæresteaften i selskab med "Mamma Mia! Here We Go Again" sender skruk-målingerne himmelvidt på Richterskalaen. Familieforøgelse og kærlighed henlagt til 80'er-charterferiepastelfarver hæver østrogenniveauet til insulinchok med en tematik, der svøber i rosenrød sentimentalitet, mor-far-datter romantisering og glade sol-sommerdage. Æd svulstigheden eller bræk dig. Tages en forbeholden bid af den kulørte roulade kan det blive svært at tørre smilet af fjæset. Og det kommer fra én, der ikke kunne fordrage den første film.

"Det skete den sommer"-fortællingen i "Mamma Mia! Here We Go Again" synger og spiller med fuldt overlæg på alle tænkelige flødebolle-klichéer, men gør det veloplagt, afvæbnende og bemærkelsesværdigt idérigt. Den tidslige forskydning i parallelfortællingerne mellem mor og datter løses påfaldende kreativt, hvor især filmens første halve time byder på forrygende narrativ opbygning og klipning i krydsilden mellem fortid og nutid. Håndværket er på plads med et effektivt slutprodukt, hvor dynamikken er smittende medrivende, omend hvor den legesyge tilgang lempes til fordel for et mere konventionelt og småkedeligt 2. akt.

Selvfølgelig er her gengangere i motiver og virkemidler fra forgængeren. Colin Firth, Pierce Brosnan og Stellan Skarsgård er på plads atter igen, klar til at fan-please trusserne af det modne publikum. Heldigvis er sang og musik denne gang overladt til andre og langt mere kompetente vokaler. Ingen tvivl om, at der mere end skæves til "La La Land", hvilket klæder universet. Til forskel for "Mamma Mia! The Movie" er overteatralske elementer trådt et danseskridt tilbage til fordel for sammensmeltning mellem musical og mere jordnære musicalelementer. Uden at miste gnist, glæde eller glimmer. Alt dette overgøres i slutningen, bl.a. med en fyrværkeri-beruset optræden af Cher. Men det er nu helt OK og passer glimrende ind i filmens ånd. Fordi ABBA.

"Mamma Mia! Here We Go Again" er tiltænkt som en overdosis af sol, sommer og ubekymret glæde – og sejrer helt afgjort på de præmisser. ABBA-maniaen springer indledningsvis ud af skabet som overraskende veloplagt med sin smittende fortælleglæde og legende opbygning. Havde filmen holdt samme dynamik som i de første 30 minutter, var her tale om et regulært musical-mesterværk. Det sker dog ikke. Mindre kan nu også gøre det, når vinderen med garanti tager det hele over landets biografer sommeren over.

Mamma Mia! Here We Go Again

Kommentarer

Mamma Mia! Here We Go Again

  • 0

    Hvor starter man med ABBA? Svaret er: Ved slutningen. Deres svanesang “The Visitors” fra 1981 er et fuldtonet pop-mesterværk af en moden skilsmisse-plade. Bare hør den!

    Thomas Fenger19-07-18 18:02

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen