Anmeldelse: Man of Steel (UHD)
Zack Snyder gør med "Man of Steel" Superman flerdimensionel og interessant. Sådan da.
Engang var det hele så godt, og alligevel blev man overhalet indenom. DC Comics og Warner Bros. havde stor succes især i 00'erne. Christopher Nolans popkultur-ikoniske "The Dark Knight"-trilogi og Zack Snyder havde startet tegneseriefilmatiserings-karrieren økonomisk flot med "300", sidstnævnte også med den kritikerroste, men knapt så indbringende "Watchmen". Alt ændrede sig, da Marvel på udspekuleret vis startede deres Marvel Cinematic Universe (MCU) med "Iron Man" i 2008 og udmanøvrerede stort set alt andet let spiselig underholdning. Modstykket skulle blive DC Extended Universe (DCEU), hvor trumfkortet og den nok allerstørste superhelt blev klasket på bordet: Superman.
Da Krypton destrueres, slet og ret ved at planeten er blevet ressource-udpint, skydes den nyfødte Kal-El ud i verdensrummet i håb om at redde racen. Nærmere bestemt mod Jorden, hvor Martha (Diane Lane) og Jonathan Kent (Kevin Costner) finder den lille baby, som de tager til sig som deres egen. I sin barn- og ungdom kæmper Clark (Henry Cavill) med fremmedgørelsen, da selvkontrol og beherskelsen af egne evner bliver et mantra. For overmenneskelige kræfter som dem, Clark besidder, skal verden være klar til. Da den Krypton-forviste General Zod (Michael Shannon) opsøger Kal-El, synes der ingen anden udvej end at springe ud som Superman og beskytte sin nye hjemplanet.
Oprindelseshistorien anno 2013 er i en anderledes mørk, Nolan'sk tone, end dengang Christopher Reeve havde titelrollen i de farverige "Superman"-film fra 70'erne og 80'erne. Zack Snyders fortolkning er sammenbidt, seriøs og blottet for den harmløse hyggeonkel-humør, der spejles i den typisk slap stick-klodsede Daily Planet-journalist Clark Kent. Psykologiseringen af den velfriserede mand af stål faldt ikke i god jord over hele linjen blandt publikum og kritikere. Men Snyder, i sammenspil med makkerparret Chris Nolan og David S. Goyer, gjorde noget, som ellers ikke i samme grad var sket før på film: Superman blev gjort flerdimensionel og interessant. Sådan da.
For selvom den menneskelige splittelse til dels mærkes, kommer vi aldrig helt ind bag jernmanden. Den fortællemæssige skabelon i dannelsesrejsen og mødet med fortiden er på mange niveauer en genstøbning af formlen bag "Batman Begins" – tilsat et snas Jesus-komplekser. I 2013 var den skabelon ærligt talt trættende. Næsten ti år senere synes "Man of Steel" til stor overraskelse vellykket. Måske fordi niveauet fra DC ikke just har været prangende siden da. Og fordi DC sjældent formår at ramme samme humoristiske balancegang, der er forsøgt mere end et par gange i efterfølgende film, som ærkekonkurrenterne fra Marvel i højere grad lykkes med.
Et andet interessant element er, at effekt- og world building-arbejdet er langtidsholdbart og troværdigt i "Man of Steel". Modsat flertallet af de efterfølgende DCEU-titler, ser vi bort fra James Wans komplet van(d)vittige og sprudlende "Aquaman". Især første halvdel i introduktionen af Krypton og dens selv-dommedagsteknologi og Clark Kents sky skovmandsskjorte-pilgrimsfærd rundt om i USA. Intimt fortalt i nærbilleder af et forpint overmenneskes ansigt, der ikke kan flyve væk fra sin egen skæbnefortælling. Desværre vælter de rigtigt gode takter til ære for signaturklimakset, der stadig kendetegner en stor del af både Marvel og DC-filmene: Spektakulær-effekter. Byer, der lægges i ruiner ved det endelige show down, er ikke alene trættende, men står også i kontrast til første halvdel af filmen, hvor den tillærte moral og etik ud i ansvarlighed kortlægges. Især brutalt at brække nakken på og dermed dræbe en modstander strider direkte mod, hvad Superman står for. Selvmodsigende elementer kan superheltefilm sjældent sige sig fra, og det til trods må jeg erkende, at gensynet med "Man of Steel" i 2021 var overordnet – og overraskende – positivt.
Billede og lyd
"Man of Steel" gør sig overordnet godt i UHD. Opskaleringen fra 2K til 4K på en håndfuld af de tidligere UHD-udgivelser gør sig typisk ikke helt optimalt ud fra et HDR-perspektiv, hvor særligt detaljegraden i tekstur og sort-niveau sjældent er så knivskarpt som forventet. Det samme er tilfældet her. De flotteste sekvenser er ikke actiondelene, men de mere stilfærdige fra Clark Kents opvækst på bondegården, hvor nærbillederne af vores superhelt med kornmarkerne i baggrunden er særligt iøjnefaldende, omend indimellem en smule grynede. Til gengæld er Dolby Atmos-lydsiden – og for dem uden Atmos-system, Dolby TrueHD 7.1 – suverænt. Detaljegraden i lydbilledet er nuanceret, eminent i forholdene mellem fuldfede effekter, højstemt musik og eksplosive actionsekvenser.
Ekstramateriale
Der er ikke ekstramateriale i UHD. Og det eneste nævneværdige, der er på Blu-ray-udgaven af filmen, som også er vedlagt, er den fjollede mockumentary "Planet Krypton", mens resten kan tilgås digitalt.
