Ser virkelig frem til denne. Håber jeg får den set her i weekenden.
Anmeldelse: Manchester by the Sea
På trods af de mange anmelderroser, de har høstet, er film af Kenneth Lonergan en sjælden fornøjelse. Det er grundet en vis kompromisløshed kun lykkedes for ham at lave tre af slagsen på 17 år. Der gik 11 mellem de første to ("You Can Count On Me" og "Margaret"), og nu er der igen løbet seks år under bækken inden "Manchester by the Sea" endelig når danske biograflærreder. Den har været værd at vente på.
Engang havde Lee (Casey Affleck) det hele. Han boede i den idylliske havneby Manchester, hvor han havde et job, han var glad for, en stor venneflok og familie, der bl.a. talte en kone og tre børn. Men det var dengang. Lee lever nu et utaknemmeligt liv som enlig vicevært i et slumkvarter i Boston. Her forsvinder dagene én efter én med en blanding af rutineopgaver, tv-sport og barslagsmål. En dag modtager Lee et telefonopkald, der midlertidigt tvinger ham retur til Manchester. Lee ankommer til byen figurativt med lig i bagagen. Der er noget i hans fortid, han ikke kan ryste af sig, og det forhindrer ham i at rykke fremad med sit eget liv.
"Manchester by the Sea" er den type biograffilm, mange filmelskere efterlyser flere af i disse år. En mid-budget studiefilm – tilmed et drama med dygtige og samtidigt kendte skuespillere og en anerkendt filmskaber ved roret. Vi kan takke Lonergans stædighed (og andre af hans kaliber) for, at den type film trods alt stadig eksisterer. Ganske rigtigt – der er noget klassisk og glædeligt nostalgisk ved filmens fortælleform og tempo. Det er en film, der ligeså vel kunne have været lavet i et af de foregående fire årtier. På godt og ondt.
Flere centrale plottråde starter med en truende følelse af forestående kliché, men Lonergan formår at trække materialet i tilpas overraskende retninger i filmens vellykkede tredje akt. Filmen skifter elegant mellem fortid og nutid uden nogen form for visuelt varsel omkring, hvad der er hvad. Det gør, at vi kortvarigt bliver forvirrede på den gode måde og selv får lov til at lægge brikkerne sammen. Filmens store trumfkort er Casey Affleck. Jeg vil ikke sige, at han leverer karrierens bedste præstation (for dem er der mange af i hans tilfælde), men der er god grund til, at han ligger godt placeret i årets Oscar-felt.
Men der er også ting, der trækker lidt ned på helhedsindtrykket. Der er ikke noget galt i, at Lonergan har lavet en film, der på forskellig vis handler om mænd, og at de mandlige karakterer derfor gør krav på det meste af skærmtiden. Det er dog problematisk, at de få kvindelige roller, der er, fremstår underudviklede, selvom de er ekstremt vigtige for plottet. Det føles, som om kæden hopper af, når vi skal tro på de store forandringer, kvinderne gennemgår, når vi ikke får lov til at se de spor, der førte dertil. Selv så dygtige skuespillerinder som Michelle Williams og Gretchen Moll klarer sig kun lige akkurat igennem den med æren i behold og havde fortjent mere fokus fra Lonergan.
Som nævnt er der scener og situationer, der virker så velkendte, at filmen i passager kan virke forudsigelig og en smule træg. Det er de to hovedårsager til, at filmen ikke når over de fire stjerner. Men det er fire store stjerner.