Fedt Nicki - lyder bedre end jeg turde håbe på.
Ulrich Thomsen virkede også på forhånd som en bedre casting af den grå Carl Mørch.
Anmeldelse: Marco effekten
Ny Jussi Adler-Olsen-filmatisering genopfinder franchise til det kriminelt bedre.
Nordic noir-bølgen har for længst druknet os alle. Svenske Stieg Larsson gjorde den hårdkogte genre obligatorisk på alle boghylder med "Millennium"-trilogien – med "Mænd der hader kvinder" som den mest berømte og senere filmatiseret af Niels Arden Oplev med kæmpe succes. Danske Jussi Adler-Olsen er én af de mest populære forfattere inden for genren og har nu fået filmatiseret fem af sin snart ni bind lange "Afdeling Q"-bogserie. Adler-Olsen så sig aldrig tilfreds med de første fire fortolkninger på det store lærred og forlængede derfor ikke aftalen med Zentropa som produktionsselskab, mens Nordisk Film så overtog helt med både produktion og distribution. Første film i det nye samarbejde, og altså femte filmatisering i rækken, understreger, at det absolut var den rette beslutning.
Politiets særlige enhed, Afdeling Q, anført af den mildest talt socialt handicappede kriminalkommissær Carl Mørck (Ulrich Thomsen), står over for endnu en opgave. Denne gang er et formodet mord og svindel i millionklassen på menuen. Vanen tro bliver der ikke gået stille med dørene, når Mørck og den mystiske kollega Assad (Zaki Youssef) kaster sig over den nye sag. Holdet falder i bedste "X-Files"-stil over en henlagt kriminalsag om den efterlyste, pædofilisigtede embedsmand William Stark. Et spor dukker nemlig op, da Marco, en ung østeuropæisk dreng, anholdes ved den danske grænse i besiddelse af den efterlyste Starks pas.
Ser man bort fra, at "Afdeling Q"-universet i "Marco effekten" er det samme som i de foregående filmatiseringer, synes stilskiftet at være totalt. Instruktør og manuskriptforfatter Martin Zandvliet trækker fra det polerede hen i en beskidt og gråtonet virkelighed. Vi er som publikum helt under huden på et underspillet persongalleri, hvor slidte ansigter fortæller historier uden at åbne munden.
Showing not telling er mantraet – som det i de bedste krimier skal være – når Ulrich Thomsen som nedbrudt Carl Mørck leverer sin nok bedste rolle siden Per Flys "Arven" i den afgjort bedste film i filmatiseringsrækken af Jussi Adler-Olsens krimier. Hvor Nikolaj Lie Kaas, der havde hovedrollen før, fik kritik for at være for ung og endimensionel, kondenseres fortællingens atmosfære gennem Thomsens sindstunge blik og Zaki Youssefs på overfladen stille skift mellem lune og iskolde øjne. Balancegangen mellem usagte detaljer i miljø- og personskildring og Zandvliets eminente fornemmelse for at fange de helt rette øjeblikke til at formidle fortællinger i fortællingen udgør fundamentet i et levende fiktionslandskab, hvor spirende sidehistorier vokser frem fra den tørlagte skovbund, de fire første "Afdeling Q"-film aldrig trængte igennem.
Dansk film er begyndt at turde at have genrefilm-ambitioner, at råbe op og udfordre de amerikanske – og gør det bemærkelsesværdigt godt. Med "Underverden", "Den skyldige", "Danmarks sønner" og "Shorta" som nyere eksempler på eksplosive danske kriminalfilm på internationalt niveau følger "Marco effekten" op på den modige trend. Samtlige genreklichéer kastes legende op i luften. Et fornøjeligt og bundsolidt persongalleri med blandt andre Anders Matthesen som slibrig forretningsmand og altid karismatiske Caspar Phillipson som aristokratisk advokat, én af de mest nervepirrende forhørsscener set i dansk film og et plot, som overbevisende trækker sit publikum rundt i regnfulde sekvenser fra København til omkringliggende mørke skove. Det ørehængende åbningsnummer "Traitors" fra Saveus er et forfriskende Bond-lignende tema, der understreger de store ambitioner bag – og hvad vi har i vente med de kommende fem film i serien. Bravo, Zandvliet. Bravo.
For dem, der har vænnet sig til Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares som Carl Mørck og Assad, vil overgangen til Ulrich Thomsen og Zaki Youssef kræve omstilling. Forvandlingen er mere radikal end blot de to skuespillere – instruktør Martin Zandvliet har simpelthen redefineret "Afdeling Q"-universet på film. Modigt, beskidt og kreativt kastes publikum ud i en på alle måder fabelagtig krimi. Uanset hvem der står bag kameraet næste gang, er det umuligt ikke at have høje forventninger til de næste film.
