Anmeldelse: Maria Stuart, Dronning af Skotland

"Maria Stuart, Dronning af Skotland" skal mest af alt ses for sine to hovedrolleindehavere, Saoirse Ronan og Margot Robbie.

Kvindernes Internationale Kampdag har været over os, og meget passende er biograflærredet i disse dage fyldt med seje kvinder. Brie Larson sparker intergalaktisk superhelterøv i "Captain Marvel", og "On the Basis of Sex" fortæller virkelighedens historie om kvinderettighedsforkæmperen Ruth Bader Ginsburg. Tidligere på året udfoldede der sig også et intrigant trekantsspil mellem trioen af stærke kvinder i den sorthumoristiske periodefilm "The Favourite". I en nærliggende tidsalder sætter to andre stærke damer sig nu i sadlen i "Maria Stuart, Dronning af Skotland", hvor to af tidens stærkeste skuespillerinder står ansigt til ansigt.

I 1500-tallet søsættes et historisk drama mellem Englands protestanter og Skotlands katolikker. Midt i konflikten står kusinerne Maria Stuart (Saoirse Ronan) og Dronning Elizabeth I (Margot Robbie) på hver sin side som nationernes regenter. Den 28-årige Dronning Elizabeth I styrer England og Skotland med hård hånd, men da 19-årige Maria Stuart – de to nationers retmæssige tronarving – vender tilbage efter at have tilbragt flere år i Frankrig, trues Elizabeths position. Med lige dele respekt og frygt opstår et magtspil mellem de to kvinder, hvortil et spil om moderskab og alliancer får fatale konsekvenser.

Det centrale drama i "Maria Stuart, Dronning af Skotland" lægger dermed op til en rigid kamp af royal klasse. Som titlen angiver, er der ingen tvivl om, at historien hovedsageligt er Marias, og det er da også hende, som optager mest af filmens spilletid. Fra det arrangerede ægteskab med den fordrukne husbond Lord Darnley til at som ung kvinde at skulle lede en hel nation er det Maria, publikum investeres i. Men selvom der ikke var plads til Dronning Elizabeth I i titlen, skal der ikke herske tvivl om, at det er i samspillet mellem de to monarker, at fortællingens kerne ligger.

Som den onde stedmor i "Snehvide" afspejler Dronning Elizabeth I sig konstant i Maria Stuart. Den unge, rødhårede skotte er smuk, gift og frugtbar, mens Elizabeths krop er i forfald oven på et voldsomt udbrud af skoldkopper. Misundeligt kigger dronningen på Maries skønhed og viljestyrke, mens hun selv har opgivet kærligheden og chancen for en tronarving. Selvom det halter med den engelske accent, udviser Margot Robbie en rørende sårbarhed i sit portræt som Englands dronning og rammer hidtil uhørte tangenter i skuespillet. Kun 24-årige Saoirse Ronan viser også, hvorfor hun allerede har høstet tre Oscar-nomineringer i karrieren. Udover en nøglescene sent i filmen er det trist, at de to skuespillere ikke deler flere scener.

Som Dronning Elizabeths heftige make-up krakelerer, sker det samme desværre også i fortællingen. Historienørderne vil rive sig i håret over tidsmæssige unøjagtigheder, filmen binder sig op på, mens protestanterne og katolikkernes politiske baggrundsspil forekommer uvedkomment – især en overgearet David Tennant fremstår malplaceret som reformatoren John Knox – hvortil et forhastet tredje akt også punkterer en ellers elegant opsætning af magtkampe og intriger.

"Maria Stuart, Dronning af Skotland" skal mest af alt ses for sine hovedrolleindehavere. Irsk-amerikanske Saoirse Ronan, der fik sit gennembrud med periode-krigsfilmen "Soning", indkapsler godt den titulære Maria Stuart, mens Margot Robbie er uigenkendelig bag sin tunge make-up. Som to af tidens mest populære aktører i filmbranchen viser de deres værd, og det er ærgerligt, at filmen ikke udnytter kontrasten mellem de to stærkere. Hvis du kun skal se én periodefilm med stærke kvinder i år, som ikke hedder "The Favourite", er "Maria Stuart, Dronning af Skotland" et royalt bud værdigt.

Maria Stuart, Dronning af Skotland

Kommentarer

Maria Stuart, Dronning af Skotland

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen