Anmeldelse: Mary Poppins vender tilbage
Musicaldelen er ganske enkelt højtflyvende som Poppins selv.
Julen er hjerternes tid, der skal spenderes med dem, man elsker og holder af. Om alle så elsker musicals er en anden snak – men en sød historie og masser af optimistiske sange kan tilfredsstille de fleste. Nogle musicals har selvfølgelig mere at byde på end andre, men søger man let underholdning med et smil på læben, er "Mary Poppins vender tilbage" et hjertevarmt valg.
Sidste vi mødte barnepigen Mary Poppins var i 1910, da familien Banks havde brug for hjælp med at finde sammen igen. Omkring tyve år er gået, og verden lider under den store depression. Michael Banks er blevet far og har tre børn. Han har mistet sin kone, men får hjælp fra hushjælpen og søsteren Jane til at klare hverdagen. Men økonomien rækker snart ikke mere, og den skumle bankdirektør Wilkins vil udnytte situationen og overtage familiens hus. Alt synes umuligt, men med ét viser hjælpen sig i form af Mary Poppins' genkomst.
Ifølge P. L. Travers er det oprindelige forlæg om magiske Poppins egentlig en historie om forfatterindens opvækst med en frustreret mor og en alkoholiseret far, som hun elskede meget højt. I øvrigt en fortælling, der blev filmatiseret i "Saving Mr. Banks" med Emma Thompson som Travers. Den australsk-fødte brite var ikke selv meget for, at hendes bog skulle filmatiseres – og slet ikke af Walt Disney. Men det blev den i 1964, da Travers havde brug for pengene. Filmen blev en kæmpe succes og vandt fem Oscars, blandt andet for bedste kvindelige hovedrolle til Julie Andrews.
Den første "Mary Poppins" var en musical med kant, der henvendte sig til børn og voksne. Den havde stemningsfulde musicalnumre, en spændende historie og tegnefilm til de barnlige sjæle. "Mary Poppins vender tilbage" følger op på stemningen fra originalen, men kanten er væk. Depressionen bliver hensat til at være en statist frem for at spille en større rolle, og skurken bliver alt for karikeret til, at man kan tage ham seriøst. "Mary Poppins" anno 2018 er let og fornøjelig underholdning for alle aldersgrupper – på godt og ondt og uden at der er fare på færde.
Når det er sagt, så er der til gengæld en skøn musical i vente. For "Mary Poppins vender tilbage" byder på dejligt positive sange, der vil ramme hjertet og takten hos de fleste. Man kan ikke rigtigt undgå at nynne smilende med på de nyskrevne sange af Marc Shaiman med support af Richard Sherman, som var en af komponisterne til den originale film. At Sherman er med gør, at tonen fra 1964-filmen rammes rigtig fint med hilsner til "A Spoonful of Sugar" og "Supercalifragilisticexpialidocious". Musicaldelen er ganske enkelt højtflyvende som Poppins selv.
"Mary Poppins vender tilbage" er en ufarlig, men varm og sød julefilm for hele familien. Flere udfordringer på manuskriptsiden havde pyntet, og nogle af karaktererne er for karikerede, men sangene er stemningsfulde og emmer af nostalgi. Lin-Manuel Miranda som Dick Van Dykes efterfølger virker malplaceret – men fred være med det, når musikken spiller. Emily Blunt er udmærket som Poppins, men hun er ingen Julie Andrews. For hvad "Mary Poppins vender tilbage" er, vil opfølgeren til én af Disneys mest elskede film underholde både store og små i de lune biografsale her i den kolde tid.