Anmeldelse: Maskiner

I en slags meditativ trance føres vi igennem tekstilfabrikkens lange korridorer, hvor mange nuancer af medarbejdernes arbejdsvilkår fanges.

Vi kender alle "Made In China"-mærkatet. Ligeledes har de fleste af os nok hørt historier om hårdt prøvede arbejdere fra Den tredje verden, der må arbejde i døgndrift under kummerlige forhold – til en ikke-eksisterende løn. Med udgangspunkt i dén problemstilling træder "Maskiner" ind i en kæmpe indisk tekstilfabrik i delstaten Gujarat for at observere disse forhold og undersøge, hvordan arbejderne er stillet – på både godt og ondt.

I filmens åbningsscene føres vi i en seks minutter lang indstilling igennem den kolossale fabrik, hvor maskinerne brøler og larmer, mens tekstil i alverdens farver og mønstrer bliver smidt rundt. I klassisk "fluen på væggen"-stil flyver kameraet gennem fabrikken, og frem for at interagere med sine omgivelser observeres der blot. Fra højlydte maskiner til kampsvedende arbejdere i alle aldre får kameraet samtlige detaljer med. Åbningsscenen viser sig hurtigt at blotlægge, hvilken slags dokumentar "Maskiner" er.

Den indisk-fødte instruktør Rahul Jain er nemlig ikke interesseret i en klassisk dokumentar-udlægning, hvor en forklarende fortællerstemme og tekst beretter om de skrappe forhold, som fabriksarbejderne må arbejde under. I stedet forholder Jain sig som observatør neutral og bruger få virkemidler, hvilket fører til minimal dialog og interviews, ingen underlægningsmusik eller anden dramatisk underbyggelse. Frem for et informativt narrativt fremføres "Maskiner" som en æstetisk refleksiv oplevelse. I en slags meditativ trance føres vi igennem tekstilfabrikkens lange korridorer, hvor mange nuancer af medarbejdernes arbejdsvilkår fanges. Som da de efter en lang arbejdsdag må gennemspules for at rense sig for giftige kemikalier eller må arbejde i silende regn omgivet af forurenende røgslør.

Lidt interaktion har "Maskiner" dog i form af få personlige interviewsituationer. Her er filmen bedst, eftersom show, don't tell ikke altid er nok, og fortællingens mest interessante problemstillinger kommer da også frem i disse interviews. Her fortæller en ældre herre om, hvordan indtjeningen på en 12-timers arbejdsdag svarer til tyve kroner om dagen, hvilket skal forsørge både familien og ham selv. Her forklares de fattiges onde cyklus; pengene tjenes for at forsørge familien, men der tjenes aldrig nok. Manden tilsidesætter sin familie frem for sit arbejde for at give dem et godt liv, og de få penge, han ejer, bruger han på tobak grundet den stress, som arbejdet medfører. En anden medarbejder er fuldt bevidst om de ringe forhold, han og kollegerne arbejder under, men ser alligevel arbejdet som en gevinst – for hvad skulle de ellers lave? Og som han selv siger: kan man blive udnyttet, når man selv dukker op af egen fri vilje?

Historierne er spændende. Instruktør Rahul Jain gør dog sig selv en bjørnetjeneste ved at bruge så meget tid på at observere, frem for at komme tæt på menneskerne. Som en flok arbejdere spørger ham i et særligt øjeblik, hvor fluen på væggen-illusionen brydes: hvad er det overhovedet, han vil med dem?

"Maskiner" kaster mange bolde i luften, men griber desværre ikke rigtigt nogen af dem. Med oplagt mulighed for at undersøge eksempelvis Indiens voksende industrialisering, spørgsmål om miljøforurening og ringe arbejdsvilkår vælger dokumentaren i stedet blot neutralt at observere. Det er betagende og til tider nuanceret, men det er bare ikke nok til, at filmen for alvor bliver spændende.

Maskiner