Den første film var en ulogisk rodebunke fyldt med usandsynligheder og åndssvage karakterer. Men den var pisseunderholdende. Jeg ser gerne hele serien af den sidste årsag.
Anmeldelse: Maze Runner: Infernoet
Den første “Maze Runner” formåede at præsentere et univers med lige dele “Fluernes herre” og “Cube” som grundelementer for at skabe en relativt vellykket fortælling om hierarkisk orden blandt teenagere – klaustrofobisk omgivet af en gigantisk, bevægelig og i høj grad levende labyrint. Det var intenst, og der var en særlig gruppedynamik, som er fuldstændig fraværende i efterfølgeren. Mens “Maze Runner” handlede om at slippe fri, handler andet kapitel om en rejse. En suspensefyldt, men forjaget og uforløst rejse. Denne gang er der ingen labyrint for de unge at løbe rundt i, men til gengæld rigeligt mængder af snørklede plotløsninger, der efterlader den lidt forvirrede tilskuer i sin egen mentale labyrint i febrilsk forsøg på løbende at følge med i, hvordan det her egentlig skal ende.
Thomas (Dylan O’Brien) og de andre overlevende lysboere er ude af labyrintens blindgyder, men må kæmpe indædt videre mod den mystiske og magtfulde organisation WCKD. Flugten fra det onde firma (og vejen til de mange ubesvarede spørgsmål) går i hujende hast gennem golde og ødelagte landskaber, der i Gyula Pados’ (“Predators”) fornemme fotografering skaber en lækker, dystopisk ramme.
De unge teenagere allierer sig med en gruppe frihedskæmpere i, hvad der ligner en umulig kamp mod WCKD’s håbløst overlegne, kamptrænede tropper for forhåbentlig at afdække, hvad i alverden der foregår. Den søndersmadrede verden er samtidig befolket af horder af zombielignende, virusbefængte eksistenser, der ved bid overfører selvsamme elendighed. Nej, det er bestemt ikke nemt at være teenager i disse tider...
Instruktør Wes Ball kæmper med at holde rede på et plot, der lidt for hastigt flytter vores helte fra det ene sted til det andet. Med hurtig klipning og ildspydende automatvåben bliver de 131 minutter et ret trægt bekendtskab, der sjældent fører nogen konstruktiv karakterudvikling med sig eller løfter sløret for, hvad det her overhovedet handler om.
De funktioner og særlige, genkendelige træk, de unge havde i den første film, er her ikke-eksisterende, så det ender med en lidt anonym løbetur i et inferno af larm og ligegyldigheder. Værst er en scene, hvor Thomas, påvirket af et hallucinogen, vælter rundt til en post-apokalyptisk rave-fest med figurer hevet direkte ud af “Mad Max: Fury Road” – fjollet og unødvendigt.
Der er dog lyspunkter. De frådende zombielignende bæster fungerer i flere sekvenser ganske effektivt. Det er til tider neglebidende at overvære jagten på lysboerne i en flot filmet, faldefærdig verden, der fremstår gruopvækkende virkelig. På den visuelle front er der intet at sætte en finger på, hvor turen op og ned af de væltede skyskrabere giver sug i maven. Man kan bare ikke undgå at sidde en smule skuffet tilbage ovenpå den fine første del. For tilhængere af rendyrket post-apokalyptisk teen-horror med vægt på det visuelle er der i “Maze Runner: Infernoet” en del at hente. Første kapitel lovede blot så meget mere. ”Jeg savner lysningen,” nævner en af de unge. Han er ikke den eneste.
