Anmeldelse: Me and Earl and the Dying Girl

Et frisk ordsprog siger noget i stil med, at sød musik opstår, når modsætninger mødes. Dette kan meget passende siges om bølgen af coming-af-age film, der i en eller anden udstrækning berører døden. Ungdommens håbefulde uskyld står i rungende kontrast til dødens absolutte natur, hvilket blev understreget i sidste års fremragende "En flænge i himlen". Den dobbelte Sundance-vinder "Me and Earl and the Dying Girl" imødekommer samme tema, men rammer ikke plet på samme niveau.

Teenageren Greg (Thomas Mann) gør en dyd ud af at være så anonym som mulig i high school ved at holde sig på god fod med skolens grupperinger. Sammen med vennen Earl (Ronald Cyler II) laver Greg parodier over filmmesterværker, men ellers foretrækker vores unge hovedperson at forblive så ubemærket som muligt. Da Greg af sine forældre bliver pålagt at besøge den leukæmiramte skolekammerat Rachel (Olivia Cooke), udfordres Gregs apatiske neutralitet. Til trods for at han fra start langt fra er begejstret for at have noget som helst at gøre med Rachel, udvikles deres tvungne bekendtskab til et nært venskab. Et venskab, som bliver hårdere og hårdere, jo mere syg Rachel bliver.

Som underspillet meta-indiefilm indkapsles Gregs apatiske sindstilstand samt den uundgåelige opblødning af forsigtige følelser i dannelsesrejsen fra dreng til mand. De finurlige filmklassiker-referencer får indimellem den indre filmnørd til at juble, samtidig med at skæve humoristiske indslag løfter et som udgangspunkt dystert tema. Udfordringen med en film som "Me and Earl and the Dying Girl" er ikke at lade en apatisk fortællerstemme påvirke historien så meget, at ligegyldighed afløser et følelsesmæssigt engagement. En udfordring, som filmen kun til dels lykkes at imødekomme.

Filmens helt store problem er dog ikke de følelsesmæssige aspekter - der åbnes helt uundgåeligt op for sluserne hen mod filmens slutning, som også underbygger den i øvrigt overraskende gennemarbejdede narrative struktur. When it rains it pours, som et ordsprog siger. “Me and Earl and the Dying Girl” er absolut ikke en undtagelse - det er hårdt at blive voksen. Filmen bliver dog for meget coming-of-age film for dens eget bedste. Det er hiv og slip på alverdens indiefilm og arthouse-forbilleder. Én ting er parodierne over bl.a. Truffauts "Ung flugt" og Herzogs "Aguirre", som er sjove for referencernes skyld. Noget andet er den filmiske æstetik, der åbenlyst trækker på Wes Anderson og Michel Gondry - uden nogen egentlig årsag - hvilket føles enormt påtaget.

Hvis instruktør Alfonso Gomez-Rejon havde prøvet at udvikle et personligt filmsprog fremfor at kigge dygtigere og tilsyneladende langt mere kreative filmskabere over skulderen, ville "Me and Earl and the Dying Girl" være endt langt mere tilfredsstillende. I stedet skal alle indiefilm-klichéerne krydses af én efter én. Humoren skal være skæv og underspillet. Farmand er dysfunktionel og har selvfølgeligt hang til en skæv, eksotisk spise. Vennekredsen er aparte, med vennen Earl som den filmklassiker-elskende ghetto boy og naturligvis det spirende venskab med den døende pige. Og ja, der er også fjollede katte.

Meget kan der skrives om Gregs indie-dannelsesrejse, men intet af det ville for så vidt være så nyskabende og unikt, som filmens ellers gerne selv vil fremstå. Selvom den aparte teenager holder sig gode venner med alverdens klichéer i sådan en grad, at det næsten bliver ulideligt, vinder "Me and Earl and the Dying Girl" dog på en godt fortalt historie med et rørende exit.