Anmeldelse: Megalopolis

Francis Ford Coppolas forfængelighedsprojekt er et grotesk egotrip uden stopknap.

De to første "The Godfather"-film, "Dommedag nu" ("Apocalypse Now") og "The Conversation". 1970’erne i amerikansk film stod i New Hollywoods tegn, og ingen anden filmskaber kom nær Francis Ford Coppola. Den legendariske instruktør blev symbolet på periodens kunstneriske anti-establishment-retning. Den Detroit-fødte filmskaber med sit ærekære italienske ophav og temperament var også indbegrebet af klichéen om den kompromisløse og trodsige auteur, der konsekvent gik over budget og pressede folkene omkring sig til grænsen. Storhedstiden stoppede brat efter vanvidsproduktionen af "Dommedag nu". Med få undtagelser som "Motorcykeldrengen" ("Rumble Fish") fra 1983, "Tucker – en mand og hans drøm" (1988) og "Bram Stoker’s Dracula" (1992), har Coppola aldrig nået samme niveau siden dengang.

Den nu 85-årige rebelske instruktør havde dog ét sidste es i ærmet: en selvfinansieret sci-fi-film med et budget på 120 millioner dollar. Baseret på en idé, som skulle være vokset frem for 50 år siden. Salget af en række californiske vingårde til et sted mellem 500 millioner og 1 milliard dollars blev den primære drivkraft. Hvad skal man da ellers brænde pengene af på i den alder? Endelig kunne Francis Ford Coppola udleve drømmen om at skabe en film på sine helt egne præmisser. Resultatet er ikke helt overraskende derefter.

I "Megalopolis" følges en visionær arkitekt og genial opfinder, Cæsar Catilina (Adam Driver), der står over for sit livs største udfordring: at genopbygge den dekadente metropol New Rome. Drømmen er at skabe en utopisk by med det mystiske materiale megalon – et slags organisk materiale, der kan bruges til at bygge byer, så de vokser af sig selv som træer. Catilina tvinges til at navigere gennem et landskab af politiske intriger, økonomisk pres og rivalisering, især med byens borgmester, Cicero (Giancarlo Esposito). Utopiens optimisme står med andre ord over for dystopiens kynisme.

Ingen er så italofil som Francis Ford Coppola, og det mærkes i "Megalopolis". Dekadence, rænkespil og magtspil vækker genklang fra det gamle Rom. Det julio-claudianske dynastis kejsere som Julius Cæsar, Augustus og Caligula er tydelige inspirationer, og ambitionen er at forene verden i et moderne Pax Romana. Citater fra Marcus Aurelius og henvisninger til sværd-og-sandal-film som "Ben-Hur". Coppola forelsker sig i sit eget spejlbillede som Narcissus. Vinderne skriver historien. Francis Ford Coppola skriver sin egen kunstneriske storhed, som den romerske forfatter Vergil gjorde om romernes græske forbindelse til Troja i "Æneiden". Cæsar Catilinas genibaby skal endda døbes Francis. Så kan egotrippet vist ikke blive mere prætentiøst.

Men det kan det. For Francis Ford Coppola har ingen stopknap. Definitionen af egotrip og selvoptagethed skal redefineres. 120 millioner dollars af egen lomme dikterer alt. Fair nok. Og ironisk nok, med tanke på hvor meget kapitalismekritik har fyldt hos filmlegenden. "Megalopolis" er topmålet af bizar og dement gammelmandsvrøvl fra ende til anden. Filmens indre logik er fuldstændigt fraværende. Handlingsforløb opstår og følges ikke til dørs. Magtkampene er formålsløse. Alt er optræk uden forløsning. Ud af ingenting citerer Cæsar Catilina en længere scene fra "Hamlet", der slet ikke giver mening ud fra konteksten. Og så kan tiden stoppes med et knips efter behag. Hvorfor og hvordan forklares ikke nærmere – muligvis for symbolsk at understrege kunstens tidløshed. I biografmørket er det en kedelig erkendelse af, at tiden spildes som aldrig før.

Fragmenter af Coppolas bagkatalog suser forbi sammen med en lind strøm af tomme idéer, en bolledej af tåkrummende statements og et ikke særlig imponerende design. Det psykedeliske stof psilocybin nævnes i flæng. Måske ville 10 gram i sodavanden gøre underværker. I det mindste kunne mirakelmaterialet megalon se æstetisk lækkert ud eller forklares – men det er der bare.

Et statisk persongalleri gør det ikke bedre. Levende New Hollywood-legender som Dustin Hoffman, Talia Shire og Jon Voight medvirker for syns skyld, og nyere stjerner som Aubrey Plaza og Shia LaBeouf skejer ud. Alle virker som taget på sengen. For hvad er retningen? Ved hjernen bag det overhovedet selv? Er man som publikum investeret? Nej. Hvem er filmen rettet imod? Francis Ford Coppola selv.

"Megalopolis" er spild i ordets sande betydning. Sammenholdes budgettet på 120 millioner dollars, de store ambitioner, en legendarisk instruktør og ikke mindre legendariske skuespillere, mindes jeg ikke et større kollaps på film. Så pinagtig elendig er Francis Ford Coppolas egoprojekt. I Cannes blev filmen ikke kaldt "Megaflopolis" uden grund. Ingen ville røre den med en ildtang. Coppola selv er helt ligeglad med økonomisk succes og hvad kritikerne mener. Drømmeprojektet blev til for egne penge, og målsætningen har slet og ret alene været at få det realiseret. I sig selv gør det ikke filmen interessant i nogen som helst sammenhæng.

"Megalopolis" har dansk biografpremiere 26. september.