Anmeldelse: Mickey 17

Robert Pattinson begiver sig ud på skuffende banal og kedelig månevandring med "Parasite"-instruktør.

Bong Joon-ho har aldrig været en instruktør, der gør tingene halvt. Den sydkoreanske filmskaber genremikser typisk satire, socio-økonomiske forhold, sci-fi og lavkomik i én pærevælling uden at ryste på hænderne. Fra isnende dystopi i "Snowpiercer", den politiske "Parasite" og ikke mindst den socialrealistiske-monsterfilm-soap'en "The Host" – efter min mening stadig hans bedste – har han gang på gang vist en evne til at balancere mellem det menneskelige og det spektakulære. Ikke dermed forstået, at de altid store ambitioner lykkes hver gang. Ofte er Bong Joon-ho's film sært uforløste. "Mickey 17" – en science fiction-fabel om identitet, eksistens og kloning – er en af de film.

Robert Pattinson indtager rollen som Mickey Barnes, en såkaldt expendable på kolonimission på iskolde planet Niflheim. Hans job er nemlig ret simpelt. Han skal dø. Og blive genfødt. Gang på gang. For at teste alverdens forskning af på en planet, som skal gøres beboelig. Hver gang Mickey mister livet, bliver en ny klon printet med alle minderne fra den forrige. Det er naturligvis dømt til at gå talt, da Mickey nr. 17 i rækken formodes død, og pludseligt står overfor Mickey 18.

For hvad nu, hvis den gamle Mickey nægter at forsvinde? Hvem er "den rigtige" af de to? Bong Joon-ho bruger præmissen som et eksistentielt afsæt, som lynhurtigt reducerer sig selv til jævn banalitet. Det indledningsvis spændende tankeeksperiment om identitetsskabelse kæmper forgæves med at forene mørke satire med en mere konventionel sci-fi-blockbuster-struktur, men det bliver aldrig hverken særligt underholdende eller eftertænksomt. 

Der er ellers visse lovende elementer. Robert Pattinsons præstationer som Mickey 17 og Mickey 18, der er som nat og nat. Den engelske skuespiller er forlængst kommet videre fra "Twilight"-emo-dagene, og har medvirket i i alt fra "The Batman", "The Lighthouse" til den åndeligt beslægtede "High Life". siden da. Og han gør virkeligt en brav indsats for at injicere en smule dybde i en rolle, der aldrig får plads til at udfolde sig.

Ved hans side er Naomi Ackie som den rebelske kæreste Nasha, og Mark Ruffalo som den magtsyge leder af kolonien – som kloner pragtrollen som den sleske advokat Duncan Wedderburn fra "Poor Things". De er begge dygtige skuespillere, men karakterne reduceres til papirtynde klicheer. Toni Collette dukker også op i en alt for lille birolle, der mest tjener som komisk afbræk uden egentlig narrativ kontravægt. En helt unødvendig voice-over, som kortlægger Mickeys indre film, dræner indlevelse og atmosfære yderligere.

Bong Joon-ho har adskillige gange vist eksempler på sin unikke evne til at skifte tone, uden at grebet om selve fortællingen mistes helt. Med "Mickey 17" kæmper han med at holde balancen. Visse sekvenser bobler af kæk sort humor og veltimet actionsekvenser. Men filmen overforklarer sig selv konstant. I stedet for at dykke dybere ned i de filosofiske lag, Niflheims potentielt mangfoldige univers eller i det mindste etablere en troværdig kapitalismekritik – som ganske vist ér temmeligt fortærsket hos Bong Joon-ho – ender den med at forsimple budskabet i et tredje akt, der hverken indfrier forventningerne kommer nærmere en egentlig pointe.

Det er en skam, da "Mickey 17" er en fryd for øjet. Med Darius Khondji bag kameraet er det visuelle altid en fornøjelse. Produktionsdesignet er detaljerig, hvor planeten Niflheim føles både truende og fascinerende. Musikken af Jung Jae-il understøtter det dystopiske univers med en ildevarslende, elektronisk understrøm, der undervejs kan føles en smule malplaceret i forhold til filmens omskiftelige letbenede humor. At virkemidlerne ikke fanger hinanden i tone, tema og tempo er symptomatisk for hele filmen. 

"Mickey 17" vil gerne være både eksistentiel meditation og letfordøjelig blockbuster, men som ender med at falde ned mellem stolene. Bong Joon-ho har gjort det til sit varemærke at forene genrer på kryds og tværs, men her føles det som om, han ikke aner, hvilken film han vil lave. Der er visse gode takter, og i glimt ser vi Bong Joon-hos skarpe blik for absurditeten i menneskets adfærd. Men "Mickey 17" forbliver en film, der, ironisk nok, føles generisk og expendable.

"Mickey 17" har dansk biografpremiere 6. marts. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.