Anmeldelse: Midsommar

Generelt er løjerne mere gennemtænkte end i de fleste gyserfilm.

Sidste år debuterede Ari Aster på det store lærred med gyseren "Hereditary". En film, der fik ros fra kritikere, men hvor modtagelsen hos publikum var mere blandet. Enten elskede man den, som undertegnede gjorde, eller også fandt man den kedelig og intetsigende. Dette forhindrede dog ikke filmen i at være en økonomisk succes. Nu er amerikanske Aster så tilbage med "Midsommar". En film, der desværre ikke når sin forgængers niveau.

Vi følger unge Dani (Florence Pugh), der bliver udsat for en stor familietragedie. En begivenhed, der gør forholdet til hendes i forvejen emotionelt fjerne kæreste, Christian (Jack Reynor), værre. Da han står til at rejse til Sverige med studiekammeraterne – til en midsommerfejring i en afsidesliggende landsby – inviterer hun sig selv med i håb om at komme lidt væk fra de traumatiserende hændelser. Men da vennegruppen inviteres til at deltage i festlighederne, tager hændelserne langsomt en foruroligende drejning.

Der findes få visuelle instruktører som Aster. I blot sin anden spillefilm har han allerede markeret sig som værende en af de mest unikke æstetikere. Kreative kameravinkler, flotte stemningsbilleder, snedige klip og hyppige langskud. Nogle vil måske finde det for prætentiøst – jeg er vild med det. Dertil er det også skønt, at forstyrrelserne sker gennem eskalerende mørke situationer i en realistisk verden fremfor gennem jump scares. Dette er ikke en klassisk gyser. Dette er en film, der vil være forstyrrende. 

Desværre virker disse elementer ikke nær så godt i denne omgang. Problemet er todelt. Omgivelserne taget i betragtning kan man nemt regne ud, hvad der vil ske. Enkelte gange endda hvordan. Især hvis man har set film som "The Wicker Man". "Midsommar" er mere konventionel i forhold til "Hereditary", og enkelte dumme klichéer optræder. Andet problem er, at filmens præmis – et forhold, der hænger i tynd tråd, og bearbejdelsen af sorg – til tider træder for meget i baggrunden. Nogle gange alt for længe ad gangen. Det gør, at oplevelsen undervejs falder en smule igennem, hvor længden på 147 minutter i den grad kan mærkes.

Ærgerligt, for "Midsommar" har bestemt sine øjeblikke. Og de er ubehagelige og intense. Skuespillet er vellykket – især Pugh leverer en flot præstation – og generelt er løjerne mere gennemtænkte end i de fleste gyserfilm. Filmen har endda nogle overraskende komiske øjeblikke, selvom enkelte af disse sekvenser nok er ufrivilligt morsomme. Dette er en ambitiøs produktion af en mand, der tydeligvis oser af talent. Men i denne anden omgang er han lidt for ambitiøs.

Når dagen er omme, vil jeg dog hellere være vidne til overambition fremfor mangel på samme. Nok er "Midsommar" for lang i spyttet, og historie og gys ikke er lige så stærk som "Hereditary". Til trods for skuffelsen er Ari Asters anden film stadig en unik oplevelse. Til endda tider fremragende. Men bestemt ikke for alle.

Midsommar

Kommentarer

Midsommar

  • ★★★0

    Har altid været klar over at der er noget suspekt ved de svenskere. Fin film. Den okkulte mystik og det rolige tempo var lige mig.

    Aranyhajú Nyárszépe 2-09-20 21:15

  • 1

    Alt alt for lang. 

    Starten var rigtig fin, men efter den halve time udviklede det sig bare til en langgaber af rang. 

    Popeye 7-05-21 21:56

  • ★★★★★0

    Alt alt for lang. 

    Starten var rigtig fin, men efter den halve time udviklede det sig bare til en langgaber af rang. 

    Oh yes.

    The Insider 7-05-21 22:20

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen