Anmeldelse: Mig før dig

Filmmediet kan virkelig være med til at belyse og måske nogle gange endda nedbryde tabuer. Personer med handicap er sjældent blevet portrætteret på dybdegående vis inden for mainstreamfilm, og når de endelig bliver det i de store, Oscarvindende Hollywoodproduktioner som "Rain Man", "I Am Sam" og "Et smukt sind", er det med en klar tendens til kun at vise psykiske handicap og holde sig langt fra at skildre de fysiske besværligheder, der trods alt udgør en stor del af dagligdagen for mange. I løbet af de sidste par år er der dog sket et skift fra europæisk side med film som "De urørlige" og "Amour", der på mere ærlig vis skildrer deres karakterers problemer, og det var med disse tanker i baghovedet, at jeg gik ind og så den spillefilmdebuterende Thea Sharrocks "Mig før dig".

"Game of Thrones"-stjernen Emilia Clarke – der måske her viser, hvorfor vi ikke har set hende spille så meget andet end den langt mere intelligente og dybt kalkulerende Daenerys Targaryen – spiller den unge, excentriske arbejderklassepige Louisa "Lou" Clark. Hun arbejder som ekspedient i det lokale bageri, hvor hendes ekstremt søde smil altid lige kan få solgt en kage mere, men da hendes arbejdsgiver desværre ser sig nødsaget til at lukke forretningen, står hun pludseligt uden arbejde. Da hendes familie har brug for hendes økonomiske støtte, må hun for alt i verden finde et nyt job, til trods for at hun ikke rigtig har nogen reelle kvalifikationer. Uden det helt store besvær finder hun dog et nyt arbejde som handicaphjælper for den unge og utroligt velhavende finansmand Will Traynor (Sam Claflin), der to år forinden har mistet førligheden efter at være blevet kørt ned af en motorcykel i Londons travle gader, og som nu også har mistet al livsglæde efter at være endt i kørestolen, men mon ikke lille, livsglade Lou kan lave om på det?

Ikke helt, for filmen vil faktisk fortælle om mange andre ting samtidig med fortællingen om den spirende kærlighed mellem dette umage par. Kærligheden mellem dem er tilsyneladende ikke i form af forelskelse. Der bliver skam kysset, men hvert kys bliver mere til et udtryk for en følsom erkendelse af den anden persons kvaliteter. Ingen store følelser på spil her.

Generelt er der ikke synderligt mange følelser at opleve i filmen. Det er i hvert fald svært at føle med karaktererne, når de alle, især Lou, spilles så over-the-top og til tider handler i åbenlys modstrid med deres egne interesser, for at plottet kan fortsætte. Den eneste karakter, der ikke er overspillet eller inkonsekvent, er Wills tilbageholdende far, spillet suverænt af Charles Dance, hvis første møde med Lou ikke kunne lade være med at få mig til at trække på smilebåndet, når selveste Tywin Lannister møder en hyperaktiv og forvirret Daenerys Targaryen.

Derimod er der langt stærkere følelser på spil, når filmen skildrer, hvad jeg opfattede som dens reelle emne, hvilket uden at afsløre noget kan siges at være aktiv dødshjælp. I en film, jeg forventede ville belyse tabuer omkring fysisk handicap, var det stærkt overraskende at se den i stedet belyse et relateret, men trods alt aldeles anderledes tabuemne. Det sørgelige bliver dog, at filmen pænt og elegant springer over scener, der kunne have givet en større forståelse for det at leve med et fysisk handicap og kun bruger Wills handicap som et overfladisk påskud for at tale om de konsekvenser, der er ved brugen af aktiv dødshjælp. Forholdet hos de forskellige karakterer til dette emne er det, der gør dem besværlige at tro på og føle med, og igen især med Lou, der trods alt er hovedpersonen, hvis dumhed og manglende erfaring med emnet fik mig til at tro på, at filmen faktisk skildrer hende som en psykisk handicappet person, og at folk med fysisk handicap endnu en gang må vige deres plads for de Hollywoodblåstemplede, mentalt retarderede personer.

"Mig før dig" vil endnu flere ting, såsom at proppe en helt forvirret klassekamp ind i mixet, men alle emner er intet i forhold til den altoverdøvende snak om aktiv dødshjælp. Få scener fik mig følelsesmæssigt involveret, men de få, der var, fik alligevel en tåre eller to til at springe frem, da filmen ihærdigt prøver at få karaktererne til at forstå hinanden gennem kærligheden. Det er en dum, forvirret, men også til tider modig og øm film, som i sidste ende prøver for meget med for lidt.