Anmeldelse: Mike and Dave Need Wedding Dates

I disse tider, hvor Hollywood primært producerer reboots og sequels, er det spændende at se, hvilke originale ideer som bliver filmatiseret, og hvor de kommer fra. En voksende inspirationskilde i dag er internettet, der bl.a. har affødt film som "Safety Not Guaranteed", den nyligt udkomne "Nerve" og den nu biografaktuelle "Mike and Dave Need Wedding Dates".

Mike (Adam Devine) og Dave (Zach Efron) er to kæmpeidioter, der lever i en dobbelt brah-kultur, da de samtidigt både er brødre og bros. Deres forældre vil ikke have dem og deres fordrukne abekattestreger med til lillesøsterens idylliske og luksuriøse bryllup på Hawaii, medmindre de hver finder en anstændig partner at tage med. Brødrene slår derfor en annonce op på nettet, som hurtigt bliver populær. Efter det mindst lige så slemme venindepar Alice (Anna Kendrick) og Tatiana (Aubrey Plaza) opdager opslaget, lokker de brødrene til at tro, de er søde piger, og får dem til at invitere dem til brylluppet, hvor vildskaben for alvor kan begynde.

Filmen er "inspireret" af den virkelige historie om, hvordan brødrene Mike og Dave Stangle slog en annonce op på hjemmesiden craigslist for at finde potentielle partnere til deres kusines bryllup. Det er dog det eneste, som filmen har med virkeligheden at gøre, for det meste af filmen føles overdrevet, overgearet og forloren. Selv de få øjeblikke, som bare antyder den mindste ægthed, drukner i det dårlige filmhåndværks impotente måde at fremstille øjeblikkene på.

Ud over en dårligt timet klipning og fladt optaget lyd er de største syndere skuespillet og instruktionen. Jeg har stadig ikke forstået, om man har fulgt et skidt skrevet manuskript, eller om de fleste scener er improviseret af dybt, umotiverede personer. Selv Kendrick og Plaza, der er veninder i virkeligheden, virker uægte sammen. Alle reelle jokes består desuden kun af samtidsreferencer, som straks vil gøre filmen forældet. Falde på halen-komedien har desværre siden Buster Keaton bevist, at bare fordi man filmer idioter, behøver filmen ikke at være idiotisk lavet. Eneste sted, hvor den ikke totalt fejler, er festscenerne, der dog kun virker, fordi de er skudt mere som musikvideoer end spillefilm, hvilket igen ikke fungerer godt med resten af filmen.

Og dette er kun på det filmtekniske plan, da filmen heller ikke ramte mig med sin indholdsside. Grundlæggende er det blot en fortælling om overprivilegerede, hvide douchebags, der i stedet for at glæde sig over, at deres søster fejrer et ømt, omend frådsende overdådigt øjeblik i sit liv, prøver at overbevise alle om, at de ikke er det, de netop er: overprivilegerede, hvide douchebags. Kun en scene slog mig som oprigtig, men jeg mistænker den for at være den debuterende instruktørs nørdede undskyldning for at filme de steder på Hawaii, hvor "Jurassic Park" blev filmet. Den udgjorde for mit nørdede "Jurassic Park"-hjerte det eneste højdepunkt i filmen.

Der er sikkert en masse internetfænomener, som fortjener at blive filmatiseret. Den oprindelige historie om Mike og Dave er nok langt fra den mest dybsindige, men man kunne sagtens have fokuseret på de sære mennesker, de har mødt via nettet, frem for brylluppet, hvor ingen af dem, de mødte, faktisk endte med at deltage. Jeg skal for fremtiden i hvert fald ikke deltage i noget, hvor den ubehageligt højtråbende og dybt usjove Adam Devine er med.