Anmeldelse: Min evige sommer
Forrygende debutfilm er et rørende indblik i hændelser, der gør barn til voksne, men også om det, vi taber på vejen dertil.
Der er lyse nætter i Sylvia Le Fanus spillefilmdebut, "Min evige sommer". Men ikke den sorgløse af slagsen, der danser gennem barndomsminder og duften af saltvand i håret henover sommerferien. Her er det en sommer, hvor noget ulmer under overfladen, hvor lyset skærer skarpt, og heden bliver en katalysator for alt det, der må siges, før efteråret uundgåeligt sætter ind. Når sommeren er ovre forandres alt.
Filmen kredser om 15-årige Fanny (Kaya Toft Loholt), der tilbringer sommeren i familiens sommerhus med sine forældre, Karin (Maria Rossing) og Johan (Anders Mossling). Det er en sommer, der adskiller sig fra de tidligere – ikke blot fordi Fanny selv balancerer på kanten af ungdom og voksenliv, men fordi hun står over for en ubegribeligt svær virkelighed: Hendes mor er alvorligt syg, og denne sommer bliver deres sidste sammen. Men det forbliver usagt, selvom det hænger i luften. Og Fanny er fastlåst af netop det.
Forholdet mellem forældrene og Fanny udspiller sig i antydningernes kunst. En kikset gestus, en tøvende sætning, et blik, der dvæler for længe. Hvordan håndterer man den forestående afsked, når man stadig selv er i gang med at forstå livet? Sylvia Le Fanu lader de store spørgsmål svæve i den tunge sommerluft, hvor alt står stille i venteposition. I blikkene, i berøringer, i de små øjeblikke af intimitet.
Sylvia Le Fanu har markeret sig som en af de mest spændende stemmer i dansk kortfilm. I "Min evige sommer" arbejder hun med en næsten Ingmar Bergmansk impressionistisk sensibilitet, hvor fragmenterede øjeblikke flyder sammen som solpletter på en søvnig eftermiddag. Med et sanseligt blik og en næsten litterær sensibilitet tager hun os med til en tilstand snarere end en fortælling om spændingerne mellem ungdommens skrøbelige øjeblikke og voksenlivets skygger.
Fotograf Jan Bastian Muñoz Marthinsen skaber billeder som edderkopvævede spind af solstråler og støv. Hver eneste scene er ladet med en dvælende sanselighed. Fugtige badehåndklæder over en træstol, hænder, der næsten rører, men aldrig griber, hinanden. I "Min evige sommer" manifesterer følelser sjældent sig i store udbrud, men snarere i små, næsten usynlige bevægelser, i pauserne mellem ordene. Som hyperventilerende pust, der desperat trækker luft i takt med urets nådesløse tikken.
Der er en næsten litterær sensibilitet i filmens opbygning. Scenerne glider sammen som en stream of consciousness-erindring, hvor logikken er følelsernes og ikke narrativets. Min evige sommer trækker tråde til coming-of-age-film som "Call Me by Your Name" og "Aftersun", men føles samtidig dybt forankret i den skandinaviske filmtradition. "Min evige sommer" insisterer på stilheden, på blikkene, på det uforløste – og det er netop dér, i de usagte rum, at den er så kraftfuld vokal.
"Min evige sommer" er en forrygende film om de hændelser, der gør barn til voksne, men også om det, vi taber på vejen dertil. Kaya Toft Loholt leverer en præstation af sjælden sårbarhed. Den Bodil-vindende skuespillerinde – den yngste vinder til dato – slog igennem i Malou Reymanns kriminelt oversete "Helt almindelig familie", og kan nemt hente endnu en statuette mere hjem.
Fanny råber ikke sin smerte ud. Hun bider den i sig med indre uro, en længsel efter et liv uden sorg på standby. Maria Rossing og Anders Mossling portrætterer forældrene med en autenticitet, der tilføjer dybde til familiens komplekse forhold. Deres spil er subtilt, fyldt med ømhed, men også en stille accept af det uafvendelige. Som for Fanny er underligt koldt og afventende. Og ikke mindst distancerende, som ingen hensyn tager til hende som pårørende.
"Min evige sommer" har dansk biografpremiere 27. februar.