Anmeldelse: Min italienske familie

Som den konstante ævl om familiens forhold skrider frem, tiltager håbet om, at nogen snart kløjes i en kødbolle.

Den sjofle onkel eller tanten, der bare vil kysse på munden, er noget, de fleste kan genkende. Familiesammenkomster kan være en krævende omgang, når personligheder og fortid knyttes sammen af familiære bånd. Derfor har samlingen af familie også været et velyndet element i fiktionsfortællingen, når tålmodighed og overskud skal testes. Fra tragedie i "Festen" og Bille Augusts "Stille hjerte" til deadpan-komik i Wes Andersons "The Royal Tenenbaums" er der mange familieudgaver. "Min italienske familie" byder på noget midt imellem, når en traditionel italiensk familie skal samles i flotte omgivelser. Desværre er den eneste tragedie filmen selv.

"Min italienske familie" udspiller sig på den lille ø Ischia, hvor en flok vidt forskellige søskende i selskab af kusiner, fætre og børn samles for at fejre forældrenes 50-års bryllupsdag. Fra skilsmisseparret Carlo og Elettra til sønnen Paulo, en afvigende forfatter, og familiens sorte får, fætter Riccardo, må familiens to overhoveder behage, når alle samles et par timer. Til stor rædsel for familiens medlemmer bliver et par timer til dage, da færgens hjemtur aflyses af stormvejr. Hvad der skulle have været et par timers udflugt bliver nu til dage, hvor uforløste konflikter hober sig frem og følelser får frit spil.

Med brogede personligheder og iltert temperament er der dermed lagt op til en sammenkomst af episke dimensioner. Desværre blotlægger fortællingen fra sin ankomst til den smukke ø, at den ligesom sine karakterer intet har på hjerte. Til trods for at bruge både skilsmisse, alzheimers, utroskab og ferieflirt som dramatiske virkemidler udretter Gabriele Muccionos manuskript intet. Den pukkelryggede familie taler og taler, mens det foregives at handle om kærlighed og livets værdi, men hvert rullen på tungen lyder falsk. Som den konstante ævl om familiens forhold skrider frem, tiltager håbet om, at nogen snart kløjes i en kødbolle.

Mikset af familiedrama- og komik balanceres ingenlunde elegant. Det virker latterligt, når der i grave alvor spilles melankolsk strygermusik, da familien må sande, at færgen er aflyst, og at de må bruge – GISP! – 24 timer ekstra med deres familiemedlemmer. En flok, der på dette tidspunkt i filmen hverken har italesat stridigheder eller vist modstridende personligheder. En weekend i en enorm luksusvilla omgivet af solskin og swimmingpool virker ikke som den værste familieudflugt – strandet eller ej.

Når dramaet endelig spidser til, virker det både overdrevent og uforløst. Fra nul til hundrede går det pludseligt amok med overdrevne raserianfald, amatørskuespil og umotiveret brug af voice-overs til en hed fætter-kusine-affære(!?). Alle tegn på konflikt og kærlighed virker malplacerede i "Min italienske familie". Ulig sidste års "Call Me By Your Name" bruges de smukke omgivelser heller ikke til noget. Familien traver frem og tilbage på øen, men publikum må nøjes med at opleve endnu en samtale om irriterende familiemedlemmer, mens ternet dug, pizza og anden italiensk kultur er gemt væk i baggrunden.

"Min italienske familie" kræver muligvis en (enorm) påskønnelse eller forståelse af italiensk kultur for at blive værdsat – 600.000 billetter i hjemlandet sælger trods alt ikke sig selv. Men her er der intet positivt at fremhæve om den italienske familia, der består af usympatiske og enerverende karakterer. Mikset af drama og komedie føles skizofrent, når store gestikulationer ledsages af kikset drama uden sans for timing. "Festen" havde en skelsættende tale, og "Stille hjerte" havde solide skuespillere. "Min italienske familie" har ingenting.

Min italienske familie